Mig og mine pelargonier

onsdag 19. december

Starter dagen topfrustreret i sengen fyldt med negative tanker, da jeg vågner tre-fire gange mellem fem og seks. Det er alt det sædvanlige, som overfalder mig. Og jeg prøver at koncentrere mig om ikke at bebrejde mig selv, at tankerne og følelserne tager magten, men i stedet fokusere på at tømme kroppen og sindet for ubehag ved at trække vejret regelmæssigt og visualisere, at alt sortsynet siver ud af mit blik, og jeg ser verden og mig selv som ren og fin som et stykke hvidt og ubeskrevet papir.

Det lykkes ikke rigtig at slippe væk fra frustrationen, så jeg står op og fortsætter med at koncentrere mig om at slippe alt det negative og fx ikke være irriteret og spids over for min hustru, men konstruktiv, mild og imødekommende. Det hjælper. Hun er som så ofte før let, lys og positiv, og det hjælper også mig til at flytte fokus, selv om hendes lette sind også kan provokere mig og gøre mig endnu mere eksplosiv og konfrontationslysten. Lad nu være med det, må jeg sige til mig selv.

Vi spiser morgenmad, og jeg drikker en kop kaffe. Stemningen  er god, og den knap så positive stemning inde i mig letter og bliver mere lys. Pyha.

Jeg har i mig et raseri, der kunne opvarme et parcelhuskvarter i Jyllinge en hel vinterdag. Hvor kommer det fra? Er det livskraft og virketrang? Er det en umotioneret muskelhund, der går i sort, fordi den savner at give den gas i fuldt firspring ud over vintermarkerne og rive og flå i noget og bruge sine kræfter?

Jeg lytter til Christian Hjelms solodebut og nummeret Scenen skifter nu: “Standser foran mig selv/Ser tilbage/Peger på dit hjerte/og længes efter smerten/Månen sidder i held i disse dage/Blegner i det fjerne/Den vågner aldrig igen/De dage de viste vej/da alting skulle forandre sig/Scenen skifter nu”.

Jeg har skrevet det før. Det er dejlig pop. Intelligent, følsom, ambitiøs, anderledes og alligevel klassisk.

Catrine tager til tidlig yoga i morgenmørket, og jeg laver en ny kop kaffe og sætter mig til skærmen med et tændt stearinlys for at trodse årstiden.

Har jeg skrevet om mine pelargonier? Jeg må skrive om vores pelargonier, som er blevet til mine pelargonier. De stod hele sommeren i to altankasser ude på … ja, altanen. Og da frosten kom, tænkte jeg, at mit kontor og min praksis måtte adoptere dem, så de kunne leve en fjorten dages tid længere inden visnedøden i stuevarmen.

Og hvad sker der? De har fået deres anden ungdom, står i altankasserne i vinduet i karnappen på mit kontor, kigger ned på trafikken i krydset og blomstrer på livet løs. I de første mange uger kunne de nøjes med alt det vand, som var i kasserne, da de blev båret ind fra altanen. Nu vander jeg de anbragte blomsterbørn jævnligt. Og piller gule blade og visne blomster af.

Jeg finder kameraet frem og fotograferer mine pelargonier på tyve forskellige måder med og uden blitz og med twilight-funktion og natfoto-effekt, så man både kan se blomsterne og trafikken bagved og det hele bare nogenlunde skarpt. Hæ-hæ, jeg griner lidt af mig selv og mine pelargonier.

 

 

Dette og de andre blog-indlæg i Lige nu har jeg det godt-kategorien er skrevet i ren og skær begejstring for det at skrive dagbog om, hvordan man i en situation lige går og har det. 10. april 2013 udkommer min bog med samme titel, Lige nu har jeg det godt. Bogen handler om en selvhjælpsbogsforfatter, der prøver at hjælpe sig selv af med sine negative tanker ved i et helt år at skrive dagbog og gribe ud efter det lyse, lette og gode humør.