Parterapeut Martin Østergaard logo
Parterapeut Martin Østergaard logo

Hvordan lærer vi at tale sammen?

En kop med teksten: Vi kommer aldrig til at forstå hinanden

‘Vi kan ikke tale sammen uden at komme op at skændes’. Sådan lyder det ofte fra par, der kommer i min praksis. De vil gerne have en bedre dialog. ‘Hvordan lærer vi at tale sammen’, siger de og efterlyser ‘værktøjer’. De vil gerne have et værktøj, der får dem til at stoppe, inden en konflikt går fra 0 til 100 km/t på få sekunder.

Vi taler sammen med bevidsthed

Værtøjerne er bevidsthed og tålmodighed. Der findes ikke et quick-fix. Jo, det kan være en befrielse at bestille en tid hos parterapeuten og straks mærke, at man i tiden op til aftalen finder den bedste version af sig selv frem. Pludselig taler man ekstra pænt til hinanden og har det godt. Og parterapi kan også skabe en oase af god stemning, forsigtig samtale og varm kontakt. Men en forandring i mønsteret med at tale hårdt til hinanden kræver bevidsthed og tålmodigt arbejde. Man er nødt til flere gange at opleve, hvordan man kan fastholde en god dialog, før forandringen sker. ‘Hvordan lærer vi at tale sammen?’ tager tid og kræver hårdt arbejde.

Vi har hver især 50% af ansvaret

Når forholdet er på autopilot, kan vi have en forudfattet mening om, hvad den anden vil sige. Især i konfliktsituationer. Den opfattelse bygger på et godt grundlag, for vi har mange dårlige erfaringer med hinanden. Det kan være svært at se, at vi hver især har 50% af ansvaret for den dårlige stemning. Man kan have 100% ret i sin analyse af kærestens dårlige adfærd. Men man mislykkes også 100% med at opdrage kæresten, hvis kæresten føler sig overfaldet med kritik. De første gange i parterapi hjælper jeg par til en mindre angrebslysten og mere rolig dialog ved i korte forløb at overtage samtalen mellem dem.

Parterapeuten overtager kortvarigt samtalen

En kvinde spørger sin mand: ‘Hvorfor lukker du i, hver gang vi taler om vores forhold?’

Manden svarer ikke. Han ser ud, som om han ikke ved, hvad han skal sige. Jeg ser, at han gerne vil kunne svare. Så jeg taler på hans vegne, indtil han når at samle sig.

Jeg siger på mandens vegne: ‘Jeg lukker i, fordi jeg føler mig angrebet.’

Kvinden siger: ‘Du lukker jo også i, hvis jeg er meget venlig og bekræftende.’

Jeg siger på mandens vegne: ‘Ja, fordi min erfaring siger mig, at den samtalen også vil ende med en konflikt.’

Man kommer let til at angribe hinanden

Manden har nu fået slået talecenteret til og supplerer ved at sige til sin hustru: ‘Ja, det ender næsten altid med, at du alligevel er utilfreds.’

Jeg stopper kvinden, inden hun skyder igen. Jeg siger til manden, at han går til angreb på hende. Foreslår ham at formulere sig på en anden måde.

Jeg siger på mandens vegne: ‘Jeg er ked af, at jeg lukker i, men jeg går lidt i panik. Og det er ikke med min gode vilje. Hvis jeg bliver i samtalen, ender det ofte med, at konflikten trapper op. Og jeg kommer til at sige noget, der er hårdere end det, du siger til mig. Det er jeg ked af.’

Kvinden siger: ‘Ja, du bliver hurtigt ret personlig og siger nogle modbydelige ting’.

Jeg gør kvinden opmærksom på, at hun nu gør det samme, hun beskylder sin mand for. Hun går til angreb med personlig kritik. Og jeg anbefaler hende at sige noget andet.

Jeg er ked af det og savner dig

Jeg siger på kvindens vegne: ‘Jeg er ked af, at jeg kommer til at lyde, som om jeg aldrig er helt tilfreds. Jeg bliver også træt af at høre på mig selv, når jeg brokker mig. Jeg er jo bare ked af det og savner, at vi kan tale om tingene, så jeg ikke føler mig alene.’

Jeg spørger kvinden, om hun kan genkende sig selv i mine ord, og hun nikker og siger: ‘Ja, det er meget spot on’ og kigger på sin mand.

Hendes mand kigger på hende og kan se, at hun bliver berørt, og han kigger lidt væk og kigger tilbage på hende og kigger væk. Jeg siger til ham: ‘Din hustru ser på dig og lukker op for sin sårbarhed, og det har mange mænd lidt svært ved at være i. Prøv at blive ved med at se på hende, indtil hun kigger væk. Hun bliver ladet op af øjenkontakten.’

Konfliktopløsning gennem øjenkontakt

Manden ser på sin hustru, hun smiler, og de griner begge lidt. Han kigger væk igen, og jeg siger: ‘Hov, du må ikke kigge væk. Nu er der hul igennem, og så skal du se på hende. Hun lader op af øjenkontakten, så du må ikke slukke for kontakten, selv om den er svær for dig. Beslut dig for, at du vil blive ved at se på hende, til hun kigger væk. Og hold så øje med, hvor hun ‘er’, og så snart hun ser på dig igen, skal du også se på hende, så hun kan lade mere op’.

De griner igen. Både af lettelse og glæde over den gode kontakt, men også fordi det er lidt sjovt at blive sat i scene. De sidder lidt og nyder roen og stilheden og den gode øjenkontakt. ‘Det er længe siden, vi har kigget så længe på hinanden’, siger hustruen.

En mere varm kontakt

Da vi har siddet lidt, siger jeg, at den gode kontakt ikke fjerner den omstændighed, at der næsten ikke skal noget til, før de ryger i totterne på hinanden, når de skal forholde sig til noget, der er tungt eller svært i deres forhold.

Tillid, forsigtighed, respektfuld samtale og samvær tager tid at lære at være i og at fastholde. Der findes ikke noget quick-fix, men derfor kan det alligevel være rart at få et kort kig ind i en anden og mere varm form for kontakt, som begge har savnet. Bevidstheden om at der findes en anden og bedre måde at tale sammen og være sammen på, får tingene til langsomt at ændre sig til det bedre.

Bonus: Har du lyst til at se, hvad der kan ske i parterapi, er her et link til DR tv-serien ‘Parterapi – elsker du mig stadig?’, som er et kig indenfor i praksis hos psykolog Orna Guralnik og et møde med en række af hendes klienter. Det er det mest vellykkede eksempel på filmet parterapi, jeg har set.

Skrevet af: Martin

1. februar 2023

Måske kan du også lide….

Hvorfor stopper han med at skrive

Hvorfor stopper han med at skrive

Hvorfor stopper han med at skrive? En del kvinder oplever, at mænd skriver med dem på dating-apps og aftaler at mødes....

Hvorfor vil han ikke tale?

Hvorfor vil han ikke tale?

Hvorfor vil han ikke tale med mig? Jeg har prøvet at være venlig, omsorgsfuld og pædagogisk. Vist forståelse for hans...