Jeg vil ikke skilles

Til blogindlæg om skilsmisse
‘Jeg vil ikke skilles’, tænker mange, også selv om de lever med deres partner på en måde, der har fået dem til at miste sig selv helt eller delvist.

‘Jeg vil ikke skilles’, tænker mange. De vil hellere ‘gå ind i sig selv og låse døren’ for at redde kærligheden. Helt forståeligt at man ikke vil skilles, men effekten ved at trække sig væk fra partneren og ind i sig selv er stort set den samme. Man er ikke opmærksom på, at man rent faktisk går fra forholdet, når man går meget ind i sig selv. Man bemærker det bare ikke, fordi det foregår meget langsomt. Man opgiver nærheden og tænker, at tilbagetrækning er en måde at overleve hverdagen på. Man ønsker at holde sammen på familien og passe på børnene, partneren, sig selv og resten af familien. Men realiteten er, at alle bliver ramt.

Skilsmisse vil gøre børnene ulykkelige

‘Jeg vil ikke skilles! Skilsmisse skaber krig og gør børnene ulykkelige i mange år fremover’, lyder argumentet. Og det er sandt. Der er ofte krig omkring skilsmisser. Og de færreste bryder sig om højt konfliktniveau. Ingen har lyst til at skade deres børn. Men børn og familie lider ofte massivt under langvarig, følelsmæssig dødhed mellem forældre.  Det var trods dramaet bedre dengang, man havde håb og så mange følelser i klemme, at man kom flammende op at skændes i tide og utide.

Når begge forsvinder ind i sig selv

I nogle forhold trækker begge parter sig ind i sig selv. De to kender til mindste detalje stemningen i partnerens irritable bevægelser, lyde, ord og måder at åbne og lukke døre på. Man lukker ørerne og hjertet og smiler professionelt. Man koger med tingene indvendig eller er stort set ligeglad, men siger ikke noget. Man har opgivet at tage dialogen, fordi erfaringen siger, at det ender i de sædvanlige, fastlåste positioner. Man prøver at abstrahere fra ubehaget og bliver stadig mere fremmede for hinanden.

Hvis skilsmissen er uundgåelig – tilgiv dig selv

Og hvad gør man ved det? Tja, man tager hul på dialogen, samværet, berøringerne man har svært ved at give, aftalerne om at lave noget sammen, gå en tur. Og hvis man ikke orker det, så fair nok. Så er det nok bare starten på enden. Og måske skal man tilgive sig selv for ikke at kunne få enderne til at mødes. Måske har du rakt ud tilstrækkeligt mange gange uden resultat. Måske har du prøvet at komme ud af dit indelukke, men kan ikke. Måske har du prøvet at elske uden held.

Tag selv initiativ til forandringen

Hvis du vil en forandring, så lad den komme fra dig selv. Og hvis du er den, der er gået ud af forholdet og ind i dig selv, så spørg dig selv: Er det det, jeg gerne vil? Skal jeg prøvet noget andet? Har jeg rent faktisk forladt min partner? Gør jeg dette af simpel nød og for at beskytte nogen? Burde jeg hellere gå for alvor? Skal vi have noget hjælp udefra i form af fx parterapi? Skal jeg bestille en tid?

Ærlig over for dig selv i dialog med en anden

Det er min erfaring, at det kan være en lettelse at tale med nogen udefra. Ikke for at løse problemet. Men for trods alt at kunne være ærlig over for dig selv sammen med en anden. Og hvis du gør det i tide i en samtale med en terapeut, slipper du måske for at betro dig til en, du på grund af dit langvarige afsavn forelsker dig akut i… med mere mulig konflikt til følge.

 

Inspiration: Her er en artikel om en undersøgelse fra Psykologisk Institut på Århus Universitet (2018) om danske pars tøven med at søge hjælp