Parterapeut Martin Østergaard logo
Parterapeut Martin Østergaard logo

Min mand vil ikke tale problemer

(‘Min mand vil ikke tale problemer’ er et tænkt eksempel, og Bettina og Mikkel er ikke virkelige personer.)

Umiddelbart kunne man få den opfattelse, at Bettina selv er den primære årsag til, at hun har problemer i sit ægteskab. For hun er højlydt utilfreds. ‘Min mand vil ikke tale problemer’, siger Bettina og ruller med øjenene. Og hun har svært ved at tale om deres familieliv uden at skyde på sin mand fra stadig nye vinkler. Og hendes mand, Mikkel, sidder ved siden af og siger ikke ret meget. Og når han siger noget, afbryder Bettina og siger: ‘Nej, sådan var det ikke’.

Han dominerer stilfærdigt

Man kan godt få ondt af Mikkel og forstå, at han for at undgå konflikt bare lader være med at sige noget. Omvendt er det heller ikke godt for forholdet, at han tier, for det ender også med at skabe konflikt. Og lytter man til, hvad Bettina siger, så tyder noget på, at Mikkel har sin egen stilfærdige måde at dominere forholdet på. Uskyldig er ingen. Selv om alle gør deres bedste og derfor fortjener at blive behandlet som uskyldige.

Han laver om på aftaler uden at sige noget

Mikkel kan finde på at lave om på aftaler uden at sige noget. Fx havde de planlagt ferie i sommerhuset og aftalt, hvem de skulle være sammen med og have besøg af undervejs. Men siden havde han været sammen med nogle venner og noget familie og inviteret dem på besøg i løbet af ferien uden at orientere Bettina. Ikke mindst fordi han var sikker på, at de ville skulle diskutere det til hudløshed, og det gad han ikke. Bettina kommer op i det røde felt, når han dominerer på sin måde ved at tale hende efter munden for derefter at liste sin egen dagsorden ind ad bagdøren. Hun forstår godt, at han ikke orker at diskutere med hende, men forstår ikke, at han foretrækker et større diskussion senere.

Han kan være tavs i dagevis for at straffe hende

Mikkel kan være tavs i dagevis, når han har følt sig angrebet. Igen forstår Bettina godt, at han bliver sur over, at hun eksploderer i hovedet på ham over et eller andet, hun længe har været irriteret over. Hun ved godt, at hun er for hård verbalt, men ’det driver jo hurtigt over’. Til gengæld synes hun, det er psykisk tortur og decideret ondt at straffe med total tavshed i dagevis. Det får hende til at sige: ‘Min mand vil ikke tale problemer’. Hun synes, Mikkel må tage ansvar ved at åbne munden og sige, hvad han mener, så de kan komme videre. Tavshed er efter hendes mening fejhed.

Jeg får hele tiden at vide at jeg gør alting forkert

Mikkel forklarer, at han bliver både ked af det og vred over ‘hele tiden at få at vide, at jeg gør alting forkert’. Resultatet er, at han trækker sig ind i sig selv og væk fra Bettina, fordi det er fysisk ubehageligt at være sammen med hende, når han føler sig slået verbalt. Han ønsker ikke at straffe hende, men bare at beskytte sig selv og slikke sine sår. Og når hun aldrig siger undskyld, men bare går rundt og smækker med dørene og virker utilnærmelig og uforsonlig, så mister han lysten til at være imødekommende og tale med hende.

Han trækker sig fra det praktiske og omsorgen for børnene

Mikkel undgår praktiske opgaver i hjemmet. Bettina synes, at han trækker sig stadig mere fra indkøb, rengøring, madlavning og oprydning. Hun tror, han synes, at det primært er hendes opgave at være sammen med børnene, mens han lige har travlt med at køre rundt på havetraktoren. I weekenden kan han bruge fire timer på at vaske og støvsuge bil efter i forvejen at have ladet hende tage sig af morgenen med børnene. Der er ’nul initiativ’ til at lave noget med børnene, så hun kan få indhentet lidt nattesøvn. ‘Og aftensmaden regner han også med laver sig selv’, som hun siger.

Han vil helst være sammen med børnene når hun ikke er der

Mikkel forklarer det med, at han har opgivet at tage styringen på noget i hjemmet, fordi Bettina alt for ofte blander sig. Hun korrigerer det, han siger til børnene. Hun kritiserer den mad, han laver og måden, han gør det på. Han vil helst være alene sammen med børnene. Det er meget mere roligt og hyggeligt. Og når Bettina fylder så meget i hjemmet, er det rarere for ham at sidde på havetraktoren eller lave noget andet i god sikkerhedsafstand.

Han føler sig hurtigt angrebet

Bettina synes ikke, hun kan sige sin mening, uden at Mikkel føler sig angrebet. Hun synes, at han lynhurtigt tager ting personligt og går i ’offer mode’, som hun kalder det. Efter hendes mening lukker Mikkel af for kritik med sætninger som: ’Ja, så er det min skyld igen’, ’Nu har jeg igen været en dårlig kæreste’ eller ’Jeg kan da heller ikke gøre noget rigtigt’. Bettina prøver at forklare, at der ikke er noget livstruende galt med ham, men at hans manglende handlinger sårer hende. Han svarer: ’Ja, der har vi den igen. Det er MIN skyld, at du bliver ked af det’. Bettina synes, at Mikkel reagerer så sårbart som en hormonforstyrret teenager.

Han burde mande sig op og sige hende imod

Mikkel er godt klar over, at han kommer til at lyde som en forfulgt uskyldighed. Og han er også godt klar over, at han burde mande sig op og sige sin kone imod og ‘ikke finde mig i en skid.’ Men Mikkel orker ikke at holde fast i sine meninger, når han skal kæmpe så hårdt. Og derfor kommer hans protest og oprør til orde på en mere skjult måde.

Han giver hende ikke længere komplimenter

Mikkel er holdt op med at se Bettina i øjnene. Han giver hende ikke længere komplimenter. Han hører hende ikke og spørger ikke til hende – med mindre han gerne vil have sex. Bettina føler med god grund, at Mikkel ikke er særligt interesseret i hendes person og velbefindende. Eller rent faktisk elsker hende og ønsker at være sammen med hende. Men har de gæster, eller er de i byen, blomstrer han op, er galant, smiler, rører hende og komplimenterer hende. Han er verdens bedste kæreste og holder hende i hånden, lige til gæsterne er gået, eller de skal hjem fra middagen, festen eller restauranten. Så forsvinder han ind i sig selv igen.

Han er utryg når han er alene med hende

Mikkel er ikke stolt af sin indsats. Han kan godt se, at han svigter Bettina. Der er noget om snakken, når hun siger: ‘Min mand vil ikke tale problemer’. Men han synes også, at hun svigter ham ved løbende at være på nakken af ham. Mikkel indrømmer, at rent faktisk er utryg, når han og Bettina er sammen alene. Det er langt mere trygt at være sammen med hende, når der er andre til stede, for ‘så er der vidner, og hun er ikke ude med riven hele tiden’.

Og hvad gør man så ved deres problem?

Ja, hvad kan Bettina og Mikkel gøre? Det er nemlig svært at lave om på det mønster, der er i et forhold. Faktisk bliver man ved med at have mønsteret i hele forholdet. Men… man kan gudskelov blive mere bevidst om det. Og hen ad vejen kan man både blive bedre til ikke at gøre de ting, som er med til at fastholde dynamikken og mønsteret. Eller opdage dem og beklage. Og få en væremåde der gør det nemmere at tilgive en. Og få et samliv uden så megen uro og konflikt. Og parterapeuten kan hjælpe jer på vej. Jeg kender en rigtig god parterapeut, som jeg kan anbefale.

 

Skrevet af: Martin

31. januar 2023

Måske kan du også lide….

Hvorfor stopper han med at skrive

Hvorfor stopper han med at skrive

Hvorfor stopper han med at skrive? En del kvinder oplever, at mænd skriver med dem på dating-apps og aftaler at mødes....

Hvorfor vil han ikke tale?

Hvorfor vil han ikke tale?

Hvorfor vil han ikke tale med mig? Jeg har prøvet at være venlig, omsorgsfuld og pædagogisk. Vist forståelse for hans...