Lige nu har jeg det godt – del 13

Jeg skriver for tiden uddrag her i bloggen fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 13

 

Søndag 29. august (2010)

Jeg mærker stadig den seneste tids løft, men også et mylder af små impulser, der opfordrer til at spadsere ud i negative tankebaner. Det lykkes at stoppe mig selv, så der kun opstår en let tåge af ubehag, som kort efter letter. Jeg husker ikke indholdet af de triste tanker, men ser en mørk dør, jeg vælger ikke at åbne og gå ind ad.

Hvorfor får jeg dårlig samvittighed over ikke at kigge indenfor? Må jeg ikke vende ryggen til? Føler jeg mig forpligtet til at rydde op? Jeg har jo brugt år på at rydde op i stort set alt og har for længst båret en masse ubrugeligt, personligt affald ned i rummet til storskrald. Hvorfor kan jeg ikke sætte mig selv fri?

Er det ikke bedre at droppe at flytte rundt på gamle erkendelser og i stedet komme ud i solen og nyde tilværelsen? Er det ikke bedre at se på den gave, jeg har fået – livet, der hele tiden forandrer sig til det bedre, selv når noget går galt? Bliver jeg slået i gulvet, rejser jeg mig og går videre. Tilbageslag fjerner jo ikke min ambition om at at skrive en spændende thriller, at have et kærligt forhold til Catrine og at nyde krammere og glædesfyldte øjeblikke med mine smukke, kærlige og sjove børn.

I går var børnene og jeg til fødselsdagsfest hos Bernt for at fejre hans søns elleveårs fødselsdag. Både Asta, Rasmus og Simon kom på skift for at kramme og være tæt på mig. Fantastisk.

Solen er oppe, og himlen er ubevægeligt blå med højtliggende, hvide striber. Her er så tilpas varmt, at jeg sidder i T-shirt, lange bukser og uldne skisokker. Jeg har lige været ude efter dagens anden kop kaffe, og jeg kommer til at tænke på Bernts bror, som fortalte, at konen har fundet en mand, der er femten år yngre. Jeg får straks tænkt Catrine og mig ind i historien og panikker ved tanken om, at hun finder en fyr, der er næsten tredive år yngre end mig.

“Hvor stor er sandsynligehden for det?” spørger fornuften.

“Jamen, hvad nu hvis det sker?” spørger bekymringen.

“Hvorfor bekymre sig?” spørger fornuften.

“Jeg skal nok lade være med at ødelægge dit gode humør,” siger bekymringen lidt offeragtigt, slår blikket ned og vrider hænderne.

Simon står op, kommer ud på altanen og fortæller, at han drømte, han var spærret inde i sin sovepose og ikke kunne finde lynlåsen og i stedet mavede sig over til mig, som troede, at han var en kæmpelarve og slog på ham, indtil jeg hørte hans råb fra dybet og fik ham lynet ud af soveposen.

Selv drømte jeg om nogle kvinder, der havde blod på ryggen af deres hvide skjortebluser. De vidste ikke, hvorfra blodet kom og prøvede at gnubbe det fæk med en klud og opdagede, at det var dem selv, der blødte. Da de løftede op i bluserne bagpå og prøvede at tørre blodet af ryggen, var ryggene én stor plamage af piblende råddenskab under hvid, violet og blåsort hud, der bristede, så skind og kødstykker faldt ud af ryggen. Sådan en drøm er det vist bedst at bruge til noget kreativt uden at tænke for meget over, hvad den betyder.

 

Mandag 30. august

Det er sen aften, og jeg skriver i sengen. Jeg nåede ikke ud på altanen i morges. Catrine ligger ved siden af med en krimi. Hun kom hjem fra Sverige i går aftes, og vi er i gang med at finde hinanden. Hun sagde, at der var så stor forskel på at være i ødegård og i byen, og jeg hører det straks som: “Jeg kan bedre lide at være ude på landet og bryder mig ikke specielt om byen.” Det gjorde mig irritabel, og jeg blev ved at være irritabel. Eller nej, jeg trak mig væk og koncentrerede mig om at være i mit eget space, og det var fint. Hun var i sit space, og vi talte ikke så meget, men lavede ting hver for sig.

Jeg vågnede tidligt i morges, og Catrines seng var tom. Jeg stod op og læste min thriller bagfra kapitel for kapitel. Det var en godt og oplivende oplevelse. Jeg havde på forhånd tænkt forsigtige og påpasselige tanker som for eksempel: Bare jeg ikke synes, det er noget skidt og: Bare jeg ikke føler mig tung og trist, mens jeg læser, men det udløste i stedet tanker som: Giv den gas, du er jo godt til det, skriv, skriv, skriv.

Jeg har det godt. Forrygende. Jeg havde en konflikt i går med Asta, som lagde sig på min plads i sofaen, lige før jeg selv skulle lægge mig. Hun sagde, at der ikke er faste pladser, hvilket er rigtigt, men hun sagde det på så meget ‘skrid’ i stemmen, at jeg lige et øjeblik måtte gå på toilettet og få styr på temperamentet, inden jeg kunne gå ud og bede hende flytte sig. Hun gik ind på sit værelse og kom ikke igen. Hun følte sig sikkert uretfærdigt behandlet, men sådan skal man ikke tale til mig.

Drengene kom godt til Jylland. Der opstod straks kaos, da de skulle af sted, fordi jeg hade glemt billetterne. Catrine sprang på cyklen med billetterne og mødte os på Nørreport, og så havde vi ti minutter til at nå toget på Hovedbanegården. Da vi stod i togkupéen ved drengenes plads med tre minutter til afgang, var der ingen strøm på Rasmus mobil, og vi prøvede at sætte opladeren i, men der var ikke liv i togets kontakter. I samme øjeblik åbnede Simon sin danskvand, som skummede over og strømmede ud på bordet. Han ville vide, hvad han skulle gøre, og jeg sagde, at han bare skulle feje det ned på gulvet med hænderne og hente papir på toilettet, og så måtte jeg gå ud af toget for at vinke farvel og signalerede til Rasmus, at hvis der ikke var strøm ved deres plads, kunne han prøve ved nogle af de andre i toget. Det forstod han vist ikke. Måske fordi han er for genert til at spørge. De er stadig lidt utrygge ved at køre frem og tilbage mellem Jylland og København, men den kortvarige panik i situationen fjernede uroen omkring at skulle køre alene. Tror jeg.

Jeg synes, jeg skriver for meget dagbog om alt muligt andet end aktuelle, negative tanker, så nu vil jeg lytte, om der er nogle små, blodtørstige, negative tanker på vingerne, parate til at slå ned og suge mit blod og min energi. Næh, der er kun nogle svage, negative tanker forbundet med det maleri, der hænger ved fodenden af sengen. Det er mit første maleri. Lidt forsigtigt famlende i stilen, men også en god start på en kreativ periode med mange malerier.

Jeg tror ikke, at Asta slukkede for internettet sent i går, da jeg bad hende om det. Måske som hævn over uretten tidligere på aftenen. Jeg går ud og tjekker, og hun har faktisk slukket routeren og været en sød pige. Det er mig, der er slem og fuld af mistillid.

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInShare on Reddit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong> <span style="">