Parterapeut Martin Østergaard logo
Parterapeut Martin Østergaard logo

Jeg er usikker på mig selv

Jeg er usikker på mig selv

‘Jeg er usikker på mig selv’. Hvis det er et statement, der rammer noget i dig, er du ikke den eneste. Og vintertiden er lige årstiden til at blive mere eftertænksom og tung. Efteråret kommer med kortere dage, mindre lys og mindre varme. Ovenikøbet er vi tynget af klimabekymring, stigende priser, recession og krig lige i nærheden. Der er masser af grunde til at blive trist. Men også masser af grund til ikke at fortvivle. Vi skal minde os selv og hinanden om, at vi er virkelig meget værd for hinanden. Ellers slider vi for meget på vores selvværd, som måske i forvejen er udfordret.

Lavt selvværd er nærmest en folkesygdom

‘Jeg er usikker på mig selv’ kunne være sagt af mig selv. Jeg har arbejdet på sagen hele mit liv. Jeg har det muligvis som den tørlagte alkoholiker, der tager en dag af gangen, og nu har en årrække bag sig uden at drikke. Jeg er tørlagt melankoliker med tendens til at undervurdere mig selv og vikle mig ind i sortsyn. Heldigvis har jeg med årene fået en stadig stærkere, voksen stemme indeni. Stemmen siger til mig, at det nok skal gå. At jeg er helt okay og meget mere end okay. Også selv om jeg af og til glider i retning af at blive usikker på mig selv.

Lavt selvværd kan forsvinde i samvær med andre

Det kan være meget effektivt for ens indre kritiker at være i selskab med venner og bekendte. De er optaget af deres eget, og det kan give et frikvarter fra ens egne tanker. Dem, der kender en godt, kan man være fortrolig med, hvis der er udfordringer. Men nogle gange er det også rart at være sammen om noget, der fjerner fokus de tunge tanker.

Selvværd kan vokse af gode oplevelser i naturen

For mange kan den lave vurdering af eget værd blive løftet af en gåtur og gode naturoplevelser. Det fjerner ikke helt fokus, men ofte letter humøret og den indre uro. Det er ikke noget tilfælde, at særligt mange i disse år får hund. Det giver en perfekt kombination af at skulle drage omsorg for et andet væsen og komme ud at få røde kinder og så meget dagslys som muligt. Både hunden, den fysiske aktivitet og oplevelsen af naturen får os ‘ud af hovedet og ind i kroppen’.

Lav selvvurdering er meget almindeligt og helt unødvendigt

Slås du med en tilbagevendende følelse af uro? Bekymring? Utilstrækkelighed? En følelse af at være forkert? Det er meget forståeligt og almindeligt. Men jeg kan ikke anbefale det. Jeg har spildt al for megen unødvendig tid på det. Og når indre kritik, tristhed eller følelse af afmagt griber ud efter mig, kæmper jeg imod. Jeg siger til mig selv, at det ikke passer. Og trækker vejret roligt et par gange. Og skubber tankerne lidt væk. Det er, som om jeg har tre søskende indeni. Den ældste siger til den mellemste, at den mellemste ikke må tale grimt til den mindste. Og den mindste tørrer straks øjnene og retter ryggen, fordi den ældste søskende passer på ham. Sådan fungerer det for mig. Og jeg vil gerne hjælpe dig med at finde din måde at få det til at fungere på.

Lavt selvværd er en antagelse

Lavt selvværd er en antagelse. Og det kan være en ret hårdnakket antagelse. Men det er og bliver en humørsyg dom, der ikke er hele historien om, hvem du er. Jeg oplever igen og igen i samtaler, at vi kommer til at grine undervejs af livets absurditeter. Og så opstår magien – et kort øjeblik er bekymringerne og lidelsen væk. Vi svævede i nærvær og ubekymrethed et sekund eller tre. Et lysglimt af væren. Og det lys har alle i sig hele tiden. Vi skal bare hjælpe hinanden med at tænde det og holde hånden om flammen.

Vil du gerne tale om din usikkerhed? Bestil tid i kontaktformularen. Eller skriv en sms til 50272828 eller en mail til mr********@gm***.com

Inspiration: Har du brug for at få lidt inspiration, så prøv ‘Det mentale motionscenter’ hos Psykiatrifonden, hvor en række øvelser kan hjælpe dig med at styrke din mentale sundhed.

Skrevet af: Martin

3. februar 2023

Måske kan du også lide….

5 gode råd til at finde indre ro

5 gode råd til at finde indre ro

5 gode råd til at finde indre ro. Jeg er helt afslappet. Hvis jeg var en emoji lige nu, ville det være den, hvor...

Hvorfor er jeg efter mig selv

Hvorfor er jeg efter mig selv

Hvorfor er jeg efter mig selv? Lige vågnet og stadig under dynen. Skriver dette i hånden og tænker, at det er en meget...