Parterapeut Martin Østergaard logo
Parterapeut Martin Østergaard logo

Hvorfor ser han mig ikke

Hvorfor ser han mig ikke

Hvorfor ser han mig ikke, spørger en kvinde om sin mand. Både hun og han synes, at de ofte går forbi hinanden og ender i diskussioner. Hun føler sig ikke ‘set’ og hørt. Og han føler sig forkert og uretfærdigt behandlet. I løbet af årene er det ekskaleret til tilbagevendende konflikter, hvor forholdet står på spil. De er begge slidt af dramaet, der bygger gradvist op, eksploderer og udløser lang tids tavshed og afstand. Det er et fast mønster.

Hvad skal vi gøre

Hvad skal vi gøre for at undgå det, spørger de parterapeuten. Tja, der er ikke rigtig noget at gøre – og alligevel alt muligt man kan gøre. På samme tid. Man må øve sig i at leve med, at der er uenighed, og at den medfører konflikter. Der er masser af liv i konflikter. Men de kan også være dødbringende.

Opgiv at undgå konflikt

Det første man skal gøre er at opgive at undgå konflikterne. Hellere øve sig i at forlade konflikten, hvis man kan mærke, at nu bliver det grimt. Det er en menneskeret at kunne forlade en ubehagelig situation. ‘Jeg har ikke lyst til at tale mere om det nu. Vi må tale igen på et andet tidspunkt’. Og så skal man selvfølgelig tage ansvaret for at sige til, når man er lidt mere parat til at tale om uenigheden. Også selv om man helst er fri.

Regler for samtale

Det er en menneskeret at bringe emner på banen, man har brug for at tale om. Og man har efter min mening også ret til at bryde ud af ubehagelige samtaler som nævnt før. Der er ikke noget, der hedder, at ‘vi skal tale om det lige nu og her, når emnet er oppe’. Eller ‘Du kan ikke gå midt i en samtale’. Jo, det kan man godt. Man skal bare vende tilbage inden for det næste døgn eller to. Det er nemlig også tortur ikke at ville tale.

En tredje part kan hjælpe

Her kan det være rart med en tredje part, der kan hjælpe med at håndtere samtalerne om det sårbare, så begge føler sig hørt, imødekommet og beskyttet. I parterapien gik det op for kvinden, at hendes mand sådan set gerne ville ‘se’ hende. Han blev bare tit irriteret på hende og lukkede ned for dialogen, fordi han blev skuffet over, at hun ikke kunne se, at hans intentioner var de bedste.

Hvorfor glemmer du det, jeg beder dig om?

Han ‘så’ hende ikke, fordi han havde for travlt med at føle sig ramt af, at hun bebrejdede ham, at han ikke ændrede adfærd. Når hun fortalte ham, hvad hun gerne ville have og hvad, der gjorde hende ked af det, glemte han det nogle gange. Og hun følte sig svigtet. Omvendt følte han, at hun ikke ville ‘se’ ham som den, han var, men insisterede på, at han skulle være en anden, før hun kunne føle sig respekteret. Eller mere præcist – elsket.

Vi er verbalt forskellige

Hun vidste godt, at han elskede hende og gjorde en masse gode ting for hende. Men hun blev urolig af, at de fungerede forskelligt verbalt. At han ikke kunne sige de rigtige ting til hende, så hun kunne få beroliget sig selv. At hun i diskussioner oplevede ham som stejl og på tværs, når hun bad ham om noget vigtigt.

Vær mere tålmodig og tilgivende

De fleste par er så tilpas forskellige, at de støder sammen på et tidspunkt. Det vigtige er efter min mening ikke at undgå dette. Men at være tålmodig og tilgivende ikke bare over for partneren, men også over for ens egen måde at være dramatisk og ukonstruktiv på. Drama er meget menneskeligt. Nogle nyder dramaet varmt – andre koldt. Det væsentlige er: Når der er gået et par timer eller en dags tid, så foreslå at tage snakken igen. Og sig: ‘Det er ikke sikkert, at det går bedre end sidst, men så må vi holde en ny pause og prøve igen i morgen’. Og hvis din partner har brug for lige at sove på det, så acceptér dette. Men hold fast.

Succes i kærlighed

Succes i kærlighed er ikke at undgå de udfordringer, der susende eller snigende. Succes at holde øje med udfordringerne med neutral opmærksomhed. Og forsigtigt og omsorgsfuldt at gøre noget ved dem – løbende. Aldrig opgive at tage sig af udfordringerne. Aldrig acceptere, at udfordringerne kommer til at eje jer. I skal huske eje jeres udfordringer – og dermed jer selv.

Har I brug for en tredje part til at hjælpe jer med at eje jeres konflikter, så er I meget velkomne til at få en tid her hos mig.

 

Skrevet af: Martin

15. januar 2024

Måske kan du også lide….

Hvordan tiltrækker man en mand

Hvordan tiltrækker man en mand

Hvordan tiltrækker man en mand? Min første tanke er, at det afhænger meget af, hvilken mand der er tale om. Min anden...

Hvorfor er mænd utro

Hvorfor er mænd utro

Hvorfor er mænd utro? Jeg må indrømme, at jeg trods 25 års erfaring stadig ikke kan forklare det. Og faktisk kan mange...