Hvorfor har vi konflikter? Og hvad gør vi for at undgå dem? Mange kommer i parterapi med netop disse to spørgsmål. Vi vil alle helst undgå, at uenighed i vores parforhold bliver til skænderier og hårde ord. Jeg synes, at vi skal fokusere mere på at tage samtalerne op igen. Mere end at prøve på at undgå forudsigelige uheld, misforståelser og ubehagelige sammenstød. For konflikter er vigtige for udviklingen af et forhold.
Vi forelsker os ofte i en drøm
Vi forelsker os ofte ikke kun i hinanden, men også i vores uopfyldte længsler. Vi har optimistiske drømme om, hvad kæresten og kærligheden kan byde på. Virkeligheden lever ikke op til drømmene, selv om den måske føles himmelsk længe. Selv om vi godt ved, at det bliver hverdag, er det overraskende svært at opgive illusionen. Man bliver ked af det og hen af vejen stadig mere irriteret på kæresten. Forholdet går langsomt men sikkert i andre retninger, end vi forestillede os. Og så har vi balladen: Vi støder sammen og slår os på hinanden.
Vi har problemer med kommunikationen
I min praksis er ’problemer med kommunikationen’ en almindelig begrundelse for at opsøge hjælp. ’Vi kan stort set ikke tale om noget uden at komme op at skændes’, skriver et par. Mange får over årene gravet sig ned i positioner, hvorfra de ikke nødvendigvis råber af hinanden, men bare ikke taler særligt pænt. Stemningen ved morgenbordet er tavs og anspændt. Det er svært at lytte til hinanden uden at høre en eller anden form for bebrejdelse, brok, anklage eller mistænkeliggørelse. Selv vejret kan det være svært at tale om.
Alle tror vi er det perfekte par
Samlivet kan på overfladen være velfungerende med arbejde, børn og vennekreds. Og det kan bidrage til følelsen af at være spærret inde i en særlig form for vanvid. Et par skriver: ’Vi har nogle utroligt dejlige og harmoniske børn, som måske fornemmer noget, men ikke det fulde omfang. Vi har gode jobs, vi begge holder af. Vi har et dejligt hjem, gode venner og en sund og rask familie omkring os. Vi kan bare ikke rigtig være i stue med hinanden. Jo, når her er gæster, går det lidt bedre. Alle tror, at vi er det perfekte par. Kan du hjælpe os med at håndtere vores konflikter?’
Den ene havde ikke så meget lyst til sex
Og hvad er det, man er så uenige om? Hvorfor har vi konflikter? Tja, det kan være, at den ene hurtigt i forholdet følte sig afvist følelsesmæssigt. Det kan være, at den anden pludselig ikke har så megen lyst til sex. Det kan være, den ene trak sig væk, når der var dialog, fordi ’du hæver stemmen og skælder ud’ eller ’du fortæller mig hele tiden, at jeg gør dig ked af det, og jeg gør jo intet for at såre dig bevidst.’ Nogle terapeuter taler om, at den ene i forholdet bliver opsøgende, mens den anden bliver undvigende. Den ene søger samvær og bekræftelse, mens den anden føler sig jaget og bebrejdet. Hvis man ikke opmærksom på at bryde mønsteret, kan det bliver meget destruktivt. Der er ingen egetnligt skyldige, men begge lider under, at nærhed og intimitet forsvinder.
Man lider når kæresten trækker sig
Nogle kærestepar kan genskabe og forstærke følelsen af nærhed og forbindelse ved at sætte gang i fælles projekter. De tager måske på en ferie, hvor de ved, at andre gøremål er lagt til side, og de kan være mere ‘sammen-sammen’. For andre par kan fælles projekter og ferier være det rene helvede, fordi den svigtende forbindelse bliver mere smerteligt mærkbar. Pludselig kan man ikke flygte til en mere tryg zone fx på arbejde, på racercykel på landevejen eller i omsorgen for familiens hund, børn eller børnebørn. Eller man lider under at se, at kæresten trækker sig ind i sig selv eller laver alt muligt praktisk for at undgå nærkontakt.
Det er vigtigt at parret opdager deres mønster
Heldigvis flyder mange par også ind imellem mere sammen på en god måde. De får helet nogle af de sår, der opstår i afsavn og venten på bedre tider. Nogle par bliver undervejs klogere på deres mønstre med hinanden. De får det ikke nødvendigvis bedre med det samme, men de bliver langsomt bedre til at se. Hvordan de misforstår hinanden og ikke for alvor hører, hvad der bliver sagt. Vi kan være heldige at opdage, hvor meget vi sårer vores partner uden at ville det. Vi kan være heldige at få anbefalinger til, hvad vi kan gøre for at give kæresten, hvad kæresten gerne vil have – uden at føle os drænet af det.
Man bliver bedre til at hjælpe hinanden ud af uheldet
Langsomt bliver man bedre til at rette kursen op. Og når man næste gang ryger i totterne på hinanden, behøver man måske ikke længere hjælp udefra. Man kan med stadig større behændighed hjælpe sig selv og hinanden ud af uheldet. Man bliver hurtigere til at genskabe den varme kontakt og stemning. Man får lettere ved at tilgive sig selv og hinanden. Og skulle man igen slå sig på en samtale, tænker man hurtigere: ’Vi prøver igen’. Man er pludselig ekspert i: Hvorfor har vi konflikter?
Man kan blive bedre til at være uenige
Mange par beder udmattede om værktøjer til at undgå de opslidende konflikter. ’Kan vi ikke aftale et signal, så vi kan stoppe os selv, inden det går galt? Kan vi ikke aftale et kodeord?’ Og jo, man kan godt lave en aftale om at sige ‘appelsin’, men det kommer tit ikke til at virke. Jeg synes nu heller ikke, at konflikterne skal gå væk, for de rummer et stort udviklingspotentiale. Og det kunne være en sund ambition at øve sig i at blive stadig bedre til at være uenige uden at slå på hinanden verbalt.
Fokusér på at genskabe kontakten
Jeg er tilhænger af det, man kunne kalde ’en tillægsadfærd’. At man i stedet for at fokusere på at undgå konflikt, fokuserer på så hurtigt som muligt at række ud og genskabe kontakten. Så slipper man for dage, måske uger med tavshed og kulde. Hvilket i øvrigt skader børnene. I stedet for at tro, at man kan kontrollere sin personlighed og sit mønster, tilføjer man en adfærd: Man kommer den anden hurtigere i møde. Man prøver at tale om det igen. Og igen.
Det er svært at slippe mønsteret
Det er møgsvært at undslippe forholdets mønster. Men hvis man øver sig, bliver det stadig lettere at tilgive både sig selv og den anden. Vi får gjort en masse uheldigt i ren og skær affekt, inden vi når at tænke os om. Vores dårlige mønstre er langt hurtigere end vores fornuft og værktøjer. Men derfor behøver man ikke opgive at gøre noget fornuftigt, når impulserne igen har skabt ravage.
Hvad handler konflikterne om?
Og hvad skaber ellers konflikter? Ja, det kan stort set hvad som helst. Vi har konflikter om forskellige tilgange til børneopdragelse. Den ene synes, at den anden er for blødsøden, og den anden synes, at den ene er for hård. Vi ryger også i konflikt med hinanden, fordi den ene ikke synes, at vedkommende kan sige sin mening, uden at den anden erklærer ’Det kan jeg ikke bruge til noget’. Vi har konflikter om vores sexliv. Den ene vil gerne have mere sex eller sex på en anden måde, og den anden føler sig presset og kritiseret og lukker ned og ønsker mere god stemning og nærhed før sex.
Skal man tale om problemer eller lade være?
Vi har også konflikter, fordi vi oftere bor sammen med både dine, mine og vores børn. Sammenbragte familier. Stemningen omkring børn og familie kan blive særdeles betændt, når vi har hver sin opfattelse af, hvordan man er sammen som familie. Vi ryger i konflikt, når der opstår sygdom eller krise i familien, fordi vi håndterer udfordringer forskelligt. Den ene vil helst tale om problemerne og gå ind i dem. Den anden vil hellere undgå ’al den snak’ og tage udfordringerne hen ad vejen.
Tag ved lære af sammenstødene
Vi bliver aldrig ens. Gudskelov. Modsætninger mødes, og sød musik opstår. Vi skal bare huske at ære, at modsætningerne også skaber uenighed. Den anderledes tænkende skal behandles med respekt og accept – trods uenigheden. Konflikter er virkelig gode til at få forhold til at udvikle sig og være levende. Vi er bare ikke altid så kloge som vores konflikter. Vi skal tage ved lære af sammenstødene. Og øve os i en adfærd, der gør os nemmere at tilgive. Ræk ud så snart du er klar. Selv om vi dummer os igen og igen, ønsker vi mest af alt at være fornuftige og i kontakt. Så ræk ud til hinanden igen. Og ræk gerne ud til mig, hvis I har brug for hjælp udefra.