Parterapeut Martin Østergaard logo
Parterapeut Martin Østergaard logo

Han savner sex, og hun har…

Mange kvinder har dårlig samvittighed over for kæresten, fordi han med eller uden ord giver udtryk for, at de ikke har sex ofte nok. Kvinderne har forståelse for, at det er ubehageligt ikke at få mødt sine behov og følelser. Samtidig holder det jo ikke at give manden sex, hvis kvinden ikke rigtig har lyst.

Mænd savner oftere end kvinder sex

Generelt savner mænd oftere end kvinder sex i forholdet. Omvendt savner kvinden mandens forståelse for, at hun har mindre lyst end ham. Eller sjældnere lyst. Og at hans pressen på er med til at få hende til at føle sig presset, forkert og irritabel. Og at det kun bliver værre af, at han bliver lidt drama-king-agtig over ikke at kunne fyre sin lyst af sammen med hende.

Nogle gange er det manden, der ikke har lyst

Og så skal jeg huske at skrive, at det i mange forhold er lige omvendt. At manden ikke har så megen lyst, og kvinden kan komme til at føle sig som en uhæmmet og sorgfuld man eater. Den udfordring er måske mindre hyppig, men ganske almindelig.

Kvindens manglende lyst er helt normal

Mange mænd oplever kvindens manglende lyst som et fravalg af ham og lidt som et personligt angreb. Han ser det ikke som et måske meget normalt udviklingsforløb i et forhold. Hvor hverdagen tager over med sine rutiner, når den hede forelskelse har lagt sig. Han kan føle sig snydt og lokket i en fælde. Men primært er han bare ked af det.

Og fordi mænd reagerer så sårbart på den savnede intimitet, lægger mændene heller ikke mærke til, hvor dårlig samvittighed kvinderne har. Og hvor meget kvinder har lyst til at have lyst. Men altså bare ikke lige har det i dag eller for tiden for den sags skyld.

Kvinden reagerer med vrede og angrebslyst

Hvis kvinden ikke føler sig forstået, hørt og set, men kritiseret eller straffet med tavshed, tilbagetrækning og dramatisk udvandring. Så går hun fra at være ked af det og forhandlingsparat til at blive skuffet, vred og angrebslysten.

Mænd opdager ofte ikke kvinders medfølelse og dårlige samvittighed. Når manden reagerer for ukonstruktivt på nul-sex, går kvinden tit lige i flæsket på ham. ‘Du presser for meget på’, ‘jeg når ikke at få lyst’, ‘fatter du ikke, at jeg er træt og har brug for at sove?’. Eller: ‘Det kunne være, at jeg havde mere lyst, hvis du tog din del af ansvaret for vores liv’.

Mange kvinder har ikke så ofte lyst som manden. Mange kvinder mister noget af lysten til sex, fordi manden ikke er opmærskom på hendes behov. Det er fx ikke nødvendigvis et succes-kriterie for hende at få orgasme hver gang, men måske noget helt andet. Mange kvinder mister lysten i længere perioder, hvor de må være der meget for børnene, familien og arbejdet.

Kvinder involverer sig ofte meget i deres nære omgivelser. Og kan have en tendens til at miste sig selv i hensynet til den større sammenhængskraft i arbejds- og privatliv. Mister man sig selv for meget, mister man også lysten til sex. For kvinden kan det give perfekt mening med engagementet. Men hun kan også mærke, at hun mister sig selv lidt eller meget. Og holder på den smule hun har, når hun er i selskab med sin mand – den sultne ulv.

Manden føler kvinden har forladt ham

For manden er det hårdt. Han føler, at kvinden har forladt ham til fordel for børn, forældre, bedsteforældre, hunde, katte og heste. Mænd bryder sig ikke om denne udflugt med kvinden i sexørkenen. Han tænker hele tiden på den næste oase.

Kvinden synes heller ikke, det er fedt. Men ‘sådan er familieliv jo’ tænker hun. Og bliver skuffet over, at hendes mand ‘klynker’ over tilværelsens realiteter. I stedet for kæmpe videre for ‘holdet’. Hun kigger på sin krop efter en børnefødsel eller et par stykker og føler sig ikke vildt sexet eller forførerisk. Hun savner mandens nærvær og omsorg. Uden at det absolut skal udvikle sig til sex.

Ifølge en undersøgelse fra Megafon bliver omkring 50% af de mænd, som er i et parforhold med børn, tit irriterede på partneren over, at de ikke har sex nok. Tallet for mænd uden børn er 26 procent. 36 procent af de adspurgte mænd lægger vægt på, at deres partner en en god sexpartner. Det gælder kun for 19 procent af kvinderne.

Mange af mandens tanker i hverdan kredser omkring sex. Gennem sex kommer han tættere på kvinden og blotter flere af sine følelser. Mange mænd er mere åbne seksuelt end verbalt. Derfor er sex det fristed, hvor han føler sig tillidsfuld, åben og kan berolige sit nervesystem.

Effektivt sex-råd: Forkælelse og komplimenter

Og hvad skal der så til, for at manden kan få kvinden op i gear? 25 procent af kvinderne i undersøgelsen siger, at de får mere lyst til sex, hvis manden yder en ekstra indsats i det huslige arbejde. Det er der faktisk hele 18 procent af mændene, der er har luret. De svarer ja til, at de nogle gange yder en ekstra indsats i hjemmet for at få mere sex. Det, der for alvor rykker ved kvindernes lyst – og mændenes for den sags skyld – er dog opvartning og komplimenter. 57 procent af kvinderne får mere lyst til sex, hvis manden siger søde ord og måske laver en kop te. Og det gælder for 50 procent af mændene.

Mange kvinder føler sig meget alene med både alt det praktiske og følelsesmæssige efter en tid. Og er afhængige af mænds nærvær og tilstedeværelse for at kunne holde følelserne varme. Så hvis han bruger meget af sin tid væk fra hende med arbejde og fritidsinteresser, så kølnes hun. Hvis han tilmed sidder med hovedet i iPad’en eller mobilen, når han er hjemme, bliver det bare værre.

 

Vil du læse mere om danskernes sexvaner? Gå på opdagelse i det store projekt SEXUS udført af Statens Serum Institut og Aalborg Universitet.

Blog-indlægget er skrevet på baggrund af interview med Martin Østergaad i ALT skrevet af Marie-Louise Truelsen.

 

 

Skrevet af: Martin

29. januar 2023

Måske kan du også lide….

Er jeg bange for kærlighed

Er jeg bange for kærlighed

Er jeg bange for kærlighed. ’Afraid of Love’ hed et nummer fra min ungdom med bandet Toto, der nok var bedst kendt for...