Parterapeut Martin Østergaard logo
Parterapeut Martin Østergaard logo

Edderkop

Edderkop

Ellen havde brug for al den støtte, hun kunne få, så hendes ene hånd knugede Poul-Eriks hånd, og den anden knugede stokken.
’Der er alt for langt hen til det spisebord’, sagde Ellen til sin mand.
’Vi er der om lidt’, svarede Poul-Erik.
Han kunne høre, at hendes stemme smilede og insisterede på det gode humør, men han kunne også høre, hvor ondt det gjorde.
Han havde dækket op i havestuen og stillet en sildemad på hver af de to tallerkner, før han hentede hende i læsestuen. I havestuen var der masser af lys, selv om det var overskyet udenfor.
Ellen sukkede, da hun satte sig, og da Poul-Erik rykkede sin egen stol tættere på bordet, løftede han blikket og kom til at grine med et lille stød af luft ud af næsen. Fordi Ellen sad og kiggede på ham, som om hun så ham for første gang.
’Hvad så?’ spurgte han.

Er der ikke noget med at vi skal ha en snaps?

’Er der ikke noget med, at vi også skal ha en snaps?’, sagde Ellen og greb efter glasset med en lidt for hurtigt bevægelse, der fik glasset til at slingre og støde ind i et andet glas, inden hun fik rigtig fat i det.
Hun lod sig ikke mærke med det og rakte glasset frem til Poul-Erik, der skruede låget af porsesnapsen og hældte op. Ellen satte det fyldte glas foran sig og lod hånden vandre videre for at rette på sit hårspænde.

Sommeren 59 i Grækenland

Han havde købt hårspændet til hende på en ferie i Grækenland. De havde alle børnene med inde i den lille, mørke smykkebutik i Thessaloniki. Henrik, Dorthe og Susanne, der var så lille, at hun sad på Ellens arm og resten af dagen prøvede at pille spændet ud af hendes hår. Det var dengang som nu Ellens nysgerrighed, der hev familien ind i eventyrlige oplevelser. Sommeren 59 i Grækenland. Ellens charme tøede den gamle guldsmed op, så han endte med at invitere dem helt ind i værkstedet.

Skål, min elskede

Poul-Erik kiggede på Ellen, mens hun spiste. Bag hende var der lysende blåt overalt på grund af den store hortensia lige uden for havestuens vinduer. Hun lignede en dronning i en himmelblå tronstol.
’Holder du øje med, om jeg spilder?’ spurgte hun fra sin krumbøjede stilling over silden.
’Nej-nej’, svarede Poul-Erik og rakte ud efter glasset, selv om han egentlig, før hun skød med skarpt, havde planlagt at tage et stykke af sildemaden.
’Skål, min elskede’, sagde Ellen og greb denne gang mere sikkert om glasset, som hun koncentreret førte op til munden. Først da det var sikkert i havn, drak hun.
’Skål’, sagde Poul-Erik lidt forsinket og rakte glasset frem til hilsen. Han ville også sige noget kærligt, men blev i stedet tavs.

Hvad er det næste, du har fundet på?

De spiste i stilhed og løftede glassene igen uden at sige noget. Men de kiggede på hinanden.
Poul-Erik pegede på sin overlæbe, og Ellen tog en serviet og tørrede sig om munden.
Der gik trækninger gennem hendes ansigt, når hun ikke troede, at han kiggede på hende.
’Hvad er det næste, du har fundet på?’ spurgte Ellen muntert.
’Øjeblik’. Poul-Erik rejste sig og samlede både tallerknerne med sild og de knive og gafler, de havde spist med.
’Årh, det behøver du da ikke. Vi kan sagtens spise med det samme bestik’.
’Mm’, svarede han og balancerede ud i køkkenet, hvor han hentede de to tallerkner, der stod parat i køleskabet.

Kom og kig på edderkoppen

’Det næste er så hønsesalat med bacon’, sagde han lidt højtideligt på vej tilbage i havestuen.
Ellen sad i en foroverbøjet stilling lænet væk fra bordet med noget, der lignede lukkede øjne.
’Hvad laver du?’, sagde han højt og mærkede alle hårene rejse sig.
Ellen rettede sig op i et ryk.
’Jeg sidder lige og kigger på en lille edderkop, der kravler her på siden af dugen’, sagde hun, og lavede nogle hakkende bevægelser med hovedet, før hun fik styr på det igen.
’Kom og kig på edderkoppen, skat’, sagde hun og rettede på hårspændet.
Poul Erik satte de to tallerkner på bordet, lænede sig hen over sin kone og kiggede på den lille klatrer på den lodrette dug, der hang ud over bordkanten. Han huskede, hvordan Ellen havde kaldt ham til sig, da børnene var små, og en af dem lige var faldet i søvn, og hun ville have, at de skulle kigge sammen på det sovende barn.
’Er den ikke kær? Nårh, lille edderkop, er du en lykkeedderkop?’ sagde hun, og han kunne se de lyseblå hortensia i hendes øjne, selv om hun kiggede den anden vej på den lille edderkop.

 

Skrevet af: Martin

16. april 2023

Måske kan du også lide….

Kan ikke lide min mands børn

Kan ikke lide min mands børn

Kan ikke lide min mands børn. Er det normalt? Spørgsmålet kommer fra en kvinde, jeg kender. Hun er omsorgsfuld og har...

Hvordan finder jeg den rette

Hvordan finder jeg den rette

’Hvordan finder jeg den rette?’, spørger en kvinde, der gerne vil have en kæreste. Hun har været single i fire år...

Hvordan kan jeg sige fra

Hvordan kan jeg sige fra

Nogle mennesker er gode til at være tydelige med, hvad de har lyst til og ikke bryder sig om. ‘Hvordan kan jeg sige...