Parterapeut Martin Østergaard logo
Parterapeut Martin Østergaard logo

Kan ikke lide min mands børn

Jeg kan ikke lide min mands børn

Kan ikke lide min mands børn. Er det normalt? Spørgsmålet kommer fra en kvinde, jeg kender. Hun er omsorgsfuld og har en god fornemmelse for sine medmennesker. Måske hun netop derfor er så overrasket over sin irritation.

Irriterende børn

Jeg svarer, at det er helt normalt. At især mange kvinder synes, at kærestens børn er irriterende. Måske fordi kvinder oftere og i højere grad end mænd involverer sig i børnene, eksen og hele familien og ikke kun kæresten. Og derfor får mere i klemme og taler mere om det.

Dårlig samvittighed

Hun bliver lettet. Så er det måske ikke hende, der er noget galt med. Så er det måske meget almindeligt. Men det generer hende, at hun ikke er ’et større menneske’. Og det er også meget normalt – dårlig samvittighed oven i irritationen.

Leve med andres børn

’Dine, mine og vores børn’ er blevet stadig mere almindeligt de seneste 30 år. En hel del af os lever sammen med vores egne børn halvdelen af tiden, og vi lever også sammen med andres børn. Og måske har vi også fælles barn eller børn.

Elske andres børn?

Og vi vil gerne have det hele til af fungere godt og smidigt – og helt ærligt er det stort set umuligt. Alene af den grund at de færreste holder lige så meget af andres børn, som de holder af deres egne. Med mindre man har haft dem, lige siden de var små, og børnene opfatter en som mor eller far.

Familie er ikke nemme

På et tidspunkt var der en, der sagde til mig, at det tager 5-6 år at vokse sammen med en ny familie. Ja, det tager mange år at vænne sig til det. Måske er det at være en familie aldrig helt  nemt. Og det er vigtigt ikke at være for ambitiøs.

Uenighed om opdragelse

Mange mænd synes, at deres kærester er for søde, eftergivende og overbeskyttende. Og mange kvinder synes, at mændene taler for hårdt til børnene og ikke er lydhøre nok. Og kvinderne synes, at mændene ikke vil erkende, at der ofte er jalousi med i spillet.

For meget drama

Mange kvinder synes, at kærestens datter styrer alt med sit drama. Og bonusknægten med sin overdrevne gaming. Og at ekskonen spøger med sin konstante kontrol og kritik. Eller med sit totale svigt af børnene, hvad angår omsorg, grænser og ansvar. I sådan et miljø er det naturligt at føle: Kan ikke lide min mands børn.

Glæder og ressourcer

Udfordringer er der nok af hos de sammenbragte. Men selvfølgelig også mange glæder og ressourcer… men dem går man ikke nødvendigvis i familieterapi for at drøfte. Men vigtigt for mig som parterapeut og familieterapeut at understrege. For de er der. Og det hele er sikkert ikke værre, end dengang de færreste blev skilt. Da foregik det bare mere indenfor hjemmets fire vægge.

Nedjustér forventingerne

Kvinden spurgte mig: Hvilke forventninger kan man egentlig have til en ny kæreste, når det handler om børn? Umiddelbart synes jeg, at man kan have alle de forventninger, man har lyst til. Men at det er vigtigt at justerer forventninger løbende. Og ikke føle det som et nederlag at nedjustere dem. For noget af det allermest almindelige og dræbende i forhold er jo skuffede forventninger. Følelsen af svigt.

Ærlig over for dig selv

Er det okay som kæreste uden børn ikke at have en voldsom interesse i kærestens børn?
Ja, det er helt okay. Og vigtigt at sige fra over for det, man ikke orker. Vigtigt at markere, at det måske også handler om et ønske om selv at få børn. Og det er selvfølgelig sårbart. Risikerer man at miste ham og hans lyst til børn, hvis man ikke interesserer sig mere end almindeligt for hans børn? Her tror jeg, det er vigtigt at være ærlig over for sig selv. Og risikere et brud, hvis behovene hos de voksne slet ikke passer sammen.

Hvad med børn?

Er det rimeligt, at en kæreste, der har fået børn, ikke ønsker at få børn med en ny – barnløs – kæreste? Ja, det kan jeg ikke se noget forkert i. Men det er snyd, hvis han eller hun i starten taler meget om at få børn for at holde på partneren. Og derefter mister lysten uden at melde det ud.

Jaloux på fortiden

Hvordan tackler man som kæreste uden børn følelsen af jalousi overfor den eks, som kæresten gerne ville have børn med – og måske også overfor barnet/børnene, som er en konstant reminder om fortiden? Det tackler man med skiftende held. Jalousi er svær at danse med, og man kan med fordel undersøge den i nogle samtaler med en professionel. Ikke alt handler om forholdet.

Egne ufødte børn

Hvis kæresten ikke er så meget for at få flere børn, er det nemt at fokusere meget på, hvad det er ved eksen, der fik kæresten til at sige ja til børn, når man selv får et nej. Også selv om man tydeligt ser, at det ikke er logisk at tænke sådan. Og på samme måde kan det være smertefuldt at se og mærke ens egne ufødte børn, når man ser kærestens børn løbe larmende rundt.

Gør jeg det godt nok

Hvilke problemer er der i sammenbragte familier? Der er mange. Jeg har nævnt nogle af de mest almindelige. Det er rigtig svært for de voksne i den sammenbragte familie både at skulle tage hensyn til kæresten, kærestens børn, egne børn, fælles børn – og sig selv. Man kan føle, at man bliver hevet i fra alle retninger og aldrig for alvor kan gøre det godt nok. Ligesom i en familie med den gammeldags struktur – men alligevel anderledes.

Du er altid velkommen til en samtale med mig om alle de svære følelser. Nogle kommer i første omgang alene for at få styr på sig selv og alle følelserne. Og så kan man komme senere som par. Og nogle gør det omvendt. Først kommer de sammen, og så kommer den ene eller begge parter hver for sig. Der er ikke kun én måde at gøre det på.

Bonus: Hvis du vil vide mere om børn i sammenbragte familier, kan du her downloade en phd-afhandling fra VIVE, Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd. Afhandlingen er fra 1997.

Skrevet af: Martin

1. september 2023

Måske kan du også lide….

Dine, mine og vores

Dine, mine og vores

Dine, mine og vores børn i en sammenbragt familie kan let give sammenstød. Det er svært nok at leve i en flok, hvor...