Parterapeut Martin Østergaard logo
Parterapeut Martin Østergaard logo

Skal livet med børn være hårdt

Skal livet med børn være hårdt

Skal livet med børn være hårdt? Jeres barn er sygt for tredje gang på to måneder. Hvordan får du arbejde, privatliv, krop og sjæl til at harmonere bare nogenlunde. Når du for fjerde nat i træk bliver holdt vågen det halve af natten af dit barns hjerteskærende hoste. Du har ondt af den lille. Og i hovedet kører tusind tanker.

Har du været længe på barsel

Har du børnehave- og skolebørn? Planlægger dit hoved dagen i morgen, dagene derefter og flere af ferierne til næste år? Har du været længe på barsel? Er du ved at gå op i limningen? Savner du SÅ meget at komme tilbage på arbejde, selv om du på nogle områder ikke savner dit job? Arbejder du allerede? Og læner du dig løbende op af en stress-overbelastning? Fordi du skal have så meget fra hånden både privat, personligt og professionelt? Inden din samvittighed kan rulle sig sammen og gå til ro?

Taknemmelig for dit liv og børnene

Du er på mange måder vildt taknemmelig for dit liv og børnene, men synes ikke altid, du har dig selv helt med. Din kæreste ’ser’ dig ofte ikke som den, du er, men vil hellere have, du er lidt mere, som han eller hun godt kunne tænke sig. Du synes, det ville være dejligt, at din kæreste blev bedre til at sige pyt, når du en gang imellem er for streng, for du bærer jo ofte over med, at din kæreste er kørt over irriteret.

Fornærmet over dit manglende initiativ

Sex har du lyst til at have lyst til, men der er bare ikke overskud. Slet ikke når han (eller hun) er gået fra at være ked af det på en sur måde til at blive fornærmet over dit manglende initiativ. Og slet ikke når din kæreste er holdt op med at være kærlig og tage inititiativ, fordi ‘det må være din tur’. Måske har I forståelse for, at I hver især er blevet til asexuelle mumitrolde, men savner alligvel at føle jer attraktive og tiltrukket af hinanden.

Prøver at fokusere på vejrtrækningen

For at få mere ro og balance i dit liv, er du begyndt at dyrker lidt mere af den yoga eller styrketræning, du engang havde så megen glæde af. Din hjerne har bare svært ved at finde ro i løft, stræk og stillinger. Din huskeliste fra i dag og resten af ugen dukker hele tiden op, når du prøver at fokusere på vejrtrækningen. Skal livet med børn være hårdt? Mister andre også sig selv? Og kontakten til hinanden?

Pligt- og medlidenhedssex

Når du kommer hjem med yoga-måtten under armen, ligner din kæreste en mellemting mellem en sulten ulv og en pryglet hund. Du bliver irriteret på ham over hans irritation og forsøget på at skjule den. Familielivet er jo også svært for dig. Samtidig har du også dårlig samvittighed over ikke at kunne favne ham og gøre ham glad. Du orker bare ikke at kramme ham, når du selv savner omsorg. Og at dyrke pligt- og medlidenhedssex vil være det samme som at være ham utro. Hvis stemningen i hverdagen var mere kærlig og varm, ville det føles mere naturligt at være intime.

Jobbet føles som et fristed

Så er der bedre energi at hente hos en sød kollega på jobbet, som tydeligvis nyder dit selskab og jeres samtaler. Selv om du er tilhænger af troskab, er det skønt at mærke hjertet banke, når der er god energi mellem mennesker. Dit job føles ganske ofte som et af dine få fristeder. Det giver lidt ro i sjælen og en luksuriøs følelse af overskud. En følelse af at være værdsat og attraktiv. Og desværre også nogle gange sygt stresset og grådlabil.

Er der en knap man kan trykke på?

Jeg kender dig, for vi sidder ofte over for hinanden i min praksis. Du vil vide, om der ikke er en knap, du kan trykke på, så al den dårlige stemning hjemme letter. Skal livet med børn være hårdt? Og så griner du og siger, at du godt ved, at der ikke er nogen knap. Du har fat i den lange ende, men du har brug for dialog for at aktivere den slumrende viden. Du ved godt, at det bare er sådan, det er. Derfor kan man jo godt vende nogle af de oplagte uretfærdigheder. Og få lidt luft. Dialogen med mig er en mulighed for at aktivere de gemte, men meget levende sider af dig.

Er du blind for din ro?

Vil du have balance, må du omfavne ubalancen, foreslår jeg. Vil du slippe din stress, må du overgive dig til uroen. Vil du genfinde dig selv, må du holder op med at kæmpe mod dig selv og frustrationerne. Det her handler ikke om dig, men lige nu er det bare din tur til at gå igennem stormen. Hvis du tager uvejret personligt og bliver vred på dig selv, din kæreste eller den manglende hjælp fra oven, misser du pointen. Så er du blind for den ro, der lige nu hviler trygt i kernen af din uro. Så ser du ikke, hvor uskadt du er midt i alt det smadrede. Hvor hel du er i det slidte.

Du har altid svar

Og lyder det langhåret, så lad mig gøre det mere konkret: Når jeg spørge dig, hvem du har brug for at række ud efter for at få det, du savner, så kan du altid svare. Når jeg spørger dig, hvad der gør dig glad og giver energi, så begynder du tit at smile, før du svarer. Og når jeg spørger, hvordan du dæmmer op for al den bekymring, din hverdag drukner i, svarer du efter få sekunder og ser helt ubekymret ud. For du har svar. Du plejer endda at have rigtig mange gode svar. Og det overrasker dig altid.

Det vigtigste er at gøre dig glad

Dine klare svar gør det mærkbart nemmere for dig at gå igennem børnenes vuggestuepest og natlige hosteanfald. Du bliver også både mere kærlig over for din kæreste og upåvirket af hans (eller hendes) korte lunte. Nu hvor han samtidig stiger til tops på jobbet og får meget mere ansvar og arbejde. Selv om det ikke altid føles sådan, og han langtfra altid forstår dig, så har det vigtigste for ham ALTID været at gøre dig glad!

Tæt forbundet med din kæreste

Det er virkelig hårdt at gennemleve denne lange fase i familielivet. Heldigvis er der også gode og fantastiske stunder, hvor alt giver mening. Hvor du føler dig tæt forbundet med din kæreste. Hvor du kan mærke din egen og børnenes kærlighed stærkt og ukompliceret. Fx ved sengetid hvor du læser den samme godnathistorie og synger den samme sang, og en tåre triller fra din øjenkrog.

sov tyst lille Jumbo
dit lille myr
din nuttede lille rødbede
du bad mig fortælle et eventyr
nu sover du sødt allerede

Bonus: Her er en klumme skrevet i Information af Katrine Arnfred om, hvordan det kan være hårdt af have børn.

Får du den vildeste lyst til at få en snak om din aktuelle situation og på den måde drage omsorg for dig selv, så kan du altid lave en aftale med mig.

Skrevet af: Martin

16. marts 2023

Måske kan du også lide….

Hvorfor kan ferien ikke blive ved?

Hvorfor kan ferien ikke blive ved?

Hvorfor kan ferien ikke blive ved? Det ville da være rart med en uges tid mere. Eller to, nu hvor det går så godt. Men...

Samarbejde efter skilsmisse

Samarbejde efter skilsmisse

Samarbejde efter skilsmisse er ofte svært i den første tid efter et brud. Der kan være mange af sårede følelser på...

Dine, mine og vores

Dine, mine og vores

Dine, mine og vores børn i en sammenbragt familie kan let give sammenstød. Det er svært nok at leve i en flok, hvor...