Elsker du skoven? Det gør jeg, selv om jeg også elsker at bo på Indre Nørrebro. Lige for et øjeblik siden var jeg ude på altanen for at hente dynerne ind fra morgenluftning, og fuglesangen i gården mindede mig om at være i skoven. Jeg stod et par sekunder stille med næsen inde i en dyne og lukkede øjne og forestillede mig, at jeg var midt i skoven. Det var overraskende nemt. Fuglenes sang hjalp mig på vej.
Alt er okay
Så nu har jeg sat mig herud på altanen i morgenkulden med dynejakke på for at skrive. For man behøver ikke nødvendigvis være i skoven for at nyde skovens dybe, stille ro. Man kan også bare hvorsomhelst og nårsomhelst lukke øjnene i et par sekunder og trække vejret dybt ind til hjernens frontallapper, så man får følelsen af, at alt er okay og fredfyldt. Om ikke andet så i et kort øjeblik.
Langt ud’ i skoven
Mens jeg sidder og skriver, letter morgendisen, og solen skinner. Jeg læner mig væk fra tastaturet, vender ansigtet mod solen og nyder varmen. Ah, sol, ah, fuglesang. En gammel, dansk sang dukker op i hovedet. ‘Langt ud’ i skoven lå et lille bjerg’ Og mit hovede spoler frem til det sidste, meget lange vers, som starter med: ‘På den lille pude lå en lille dreng, aldrig så jeg så dejlig en dreng. Drengen på puden. Puden af fjeren. Fjeren på fuglen. Fuglen af ægget. Ægget af reden’ Og så videre. Sikken dejlig sang om at være langt ude i skoven.
Med Bob i hundeskoven
I de seneste uger er det for alvor blevet forår. Jeg er så heldig, at vi har hund, og han skal jo luftes. Det er skønt at køre langt ud i skoven med Bob. Gerne en hundeskov hvor han og hans artsfæller kan løbe frit uden snor mellem lysende anemoner og mountain-bikere, der ved, at de deler skoven med hunde og hundemennesker.
På afveje i skoven
Men man behøver ikke bruge hunden som undskyldning. Siden jeg var teenager, har jeg brugt skoven til løbeture. I de senere år er jeg begyndt at løb væk fra skovstierne og ud mellem træerne. I skovbunden skal man løbe med ekstra opmærksomhed. Lyksaligt er det at skulle være helt nærværende for at undgå at falde. Lyksaligt også at skulle finde vej, hvor der ingen stier er.
En katedral af høje bøgetræer
Jeg har i alle årene i skovene været på jagt efter magiske steder. En lysning midt i en masse grantræer. En lille å med brøndkarse over og under vandet. Et flot, væltet træ med mos på. En pludselig følelse ærefrygt over at stå under hvælvingerne i en katedral af ultrahøje bøgetræer, hvis blade bruser som et kæmpe kirkeorgel. Salige, hellige fred.
Naturen indeni og udenom vokser sammen
De fleste kender det. Der falder en særlig ro over en, når man er i skoven, går i skoven, løber i skoven, cykler i skoven, lufter hund i skoven. Som om hundredetusind års evolution falder i hak, og man er kommet hjem i tryghed. Stress og jag træder i baggrunden, og vigtige ting bliver mindre væsentlige. Naturen indeni og udenom vokser for en stund sammen. Sindet beroliges.
Renselse og egenomsorg
Nogen kalder det at tage skovbad. Noget ved udtrykket skovbad irriterer mig, fordi man jo for dælen ikke bader. Men det giver alligevel mening, for skoven giver lige som et bad en ro, renselse og egenomsorg, som nulstiller sindet og sjælen. Man kan læse om skovbad mange steder på nettet. Friluftrådet skriver, at begrebet opstod i 1980erne i Japan, hvor det hedder Shinrin-yoku ‘at bade alle sanser, mens du går langsomt i skoven’. Det er sådan jeg har det i skoven. Skoven beroliger.
Kvidren pludren og sang
Der har været en del råbende og skrigende børn i gården, mens jeg har siddet på altanen og skrevet. Men de var på træk og er nu fløjet videre med deres forældre i ladcykler, op i lejlighederne eller ud i byen. Jeg kan også tydeligere høre ventilationen på taget og støj fra byen. Men lukker jeg øjnene, træder fuglene tydeligt frem igen. Kvidren, pludren, sang. Jeg er tilbage i skoven, og alt er godt, selv om jeg kan høre en enlig Wolt-knallert i det fjerne.
Skoven står altid på spring
Skoven står altid på spring. Ligegyldigt hvor du er. Luk øjnene, træk vejret roligt. Sæt noget skovlyd i dine hovedtelefoner, hvis det gør det hele mere virkeligt. Skoven er der. Også inde i dig. Altid ved hånden og i ånden. Og skulle du have brug for mere, end skoven kan give, er du altid velkommen hos mig til en personlig samtale om indre ro eller uro.
