Jeg skammer mig. I foråret 2024 udkom en bog, Skamfuld, om unges skam. Og forfatteren, Christian Hjortkjær, filosoferer lidt over, at 68-oprøret frigjorde os fra normer og regler og slog på tromme for det lystfyldte og legende. Men skammen hænger på forunderlig vis ved. Den er svær at ryste af. Den rammer ifølge forfatteren især de unge hårdt. Men sådan set også deres forældre.
Uperfekt i en verden af glade
Og ja, jeg er jo en af de unges forældre. Og jeg forstår godt, at man som ung kan føle sig meget uperfekt i en verden af glade updates på sociale medier og i forhold til den gamle traver med at være populær i en gruppe af kammerater, der hænger sammen. Skamfuldt at føle sig usikker og udenfor.
En følelse af at være forkert
På en måde er jeg aldrig holdt op med at være ung og usikker. Der er stadig meget, jeg skammer mig over. Alderen har gjort mig mere erfaren og mild over for min følelse af ikke at slå til. Men der findes stadig en følelse af at være forkert, underlig, udenfor, mindre værd.
Du er mere end god nok
Min fornuft og alle omkring mig skynder sig at sige, at det ikke er sandt. At de tværtimod ser masser af succes, kvalitet, hjerte, klogskab og alt muligt andet positivt i mig. Og at de synes, at der er alle mulige gode grunde til at sætte pris på den jeg er.
Det skamfulde barn
Og det er ikke usandt. Jeg vil gå så vidt som at sige, at de har ret. Men følelsen… mavefornemmelsen af afmagt, sorg, græmmelse og elendighed er altid til stede et eller andet sted. Der er for altid et skamfuldt barn i mig, som jeg tager mig af.
Skam med skam på
Det er sandt, at min og andres lave selvvurderinger er både usande og skadelige. Men de er der ikke desto mindre. Og hvis man ikke kan sige det højt indimellem uden straks at blive modsagt, så er det jo noget forbudt, som i den bedste mening udskammes. Så bliver det skamfuldt at være skamfuld.
Skam der får luft bliver lettere at bære
Alle ved, at man skal tørre øjnene og komme videre. Men please, giv lige plads til at sidde et øjeblik og være negativ og selvmedlidende. Vær stille. Trøst ikke for meget. Gå væk eller lav noget andet, hvis du ikke orker at være vidne til min skam. Det er helt okay. Jeg orker det heller ikke selv. Men jeg lever med den. Og jeg fjerner den løbende ved at anerkende den og give den lidt plads. Som et sår der har mere brug for luft end et plaster.
For travlt med at hjælpe andre
Nå, nu gik jeg lige i udbrud. Det skammer jeg mig også over. At jeg støder til folk, der gerne vil hjælpe og sige opmuntrende ord. Jeg gør det selv. Har for travlt med at hjælpe andre. I stedet for at lytte og spørge.
Meget er for skamfuldt at skrive om
Jeg besluttede mig for at lave en liste over ting, jeg skammer mig over. Det viser sig, at der er virkelig meget, jeg skammer mig over. Rigtig mange af tingene tør jeg slet ikke skrive her. Jeg skammer mig over, at jeg bliver ældre. At min hud er rynket. At håret er gråt og stritter i alle mulige retninger. Og kommer ud af ørerne med en fart på mindst en cm i døgnet.
Utryg i selskab med andre
Jeg skammer mig over min følsomhed. At jeg bliver nemt ramt. At jeg føler mig på udebane i sociale sammenhænge. At jeg selv sammen med min familie kan føle mig udenfor og underlig. Jeg skammer mig over, at jeg gemmer mig i køkkenet, i opvasken og praktiske gøremål. At jeg dybest set føler mig utryg i selskab med andre.
Har ikke en gruppe af venner
Jeg skammer mig over, at jeg ikke er bedre til venner. Dårlig til at holde fast i gamle venner. Skammer mig over ikke at række nok ud. Dårlig til nye venner. Skammer mig over at jeg ikke er bedre til at være mig selv, når vi ses og sige, hvad jeg mener. Men ofte tilpasser mig. Er afhængig af andres initiativ. Skammer mig over, at jeg ikke har en gruppe af venner, som ses med jævne mellemrum.
Skammer mig over min fortid
Jeg skammer mig over mine skilsmisser. Over at mine børn skulle kastes rundt. Skammer mig over ikke at have været en god nok far, selv om det virkelig har været og er en høj prioritet. Skammer mig over at min far svigtede mig. Skammer mig over at mine forældre blev skilt. Skammer mig over min psykisk sårbare mor. Over at vi boede alene sammen isoleret fra resten af familien i den anden ende af landet.
Det er godt at have skam i livet
Jeg skammer mig over at sidde her og pive over mig selv. Samtidig synes jeg, det er vigtigt at stå ved sin skam. Som forfatter, Christian Hjortkjær, skriver i undertitlen til sin bog – ’Hvorfor det er godt at have skam i livet og fatalt at have for meget’. En god portion skam giver eftertanke og evnen til at leve sig ind i og føle med andres udfordringer. Det kan også noget.
Mere fucked up end flertallet
I min praksis er der mange, som spørger: ’Er det mig, den er fuldkommen gal med, eller har andre det også sådan?’ Mange har en fornemmelse af at være mere underlige, aparte og fucked up end flertallet. Og det er helt almindeligt at tænke sådan. I hvert fald blandt dem der kommer hos mig.
Du eller I er altid velkomne til at dele jeres private udfordringer og skam med mig. Jeg vil med garanti forstå.
