Psykisk vold findes da ikke i vores forhold. Vi siger, at vi ønsker hinanden det bedste. Samtidig kan vi være utroligt ukærlige. Især overfor de allernærmeste. Vi taler hårdt, bebrejder, mistænker, manipulerer og kontrollerer. Vi gør hinanden kede af det, urolige og energiforladte. Vi tilpasser os, kryber og mister selvværdet. Vi bliver afmægtige, prøver at genvinde balancen ved at udøve overmagt og skader derigennem de nærmeste.
Psykisk vold er strafbar
Siden 1. april 2019 har det været strafbart at udøve psykisk vold. Læser man på lovteksten, skal der grove ting til, før man kan sigte, tiltale og måske fælde en udøver af psykisk vold. Men det er godt, at loven findes. Den er med til at kriminalisere al den mildere psykiske vold, vi udsætter hinanden for. Hvoraf meget foregår bag hjemmets fire vægge eller i forhold til en ekspartner, der har tilhørt husstanden.
Hvad er vold og hvad er ikke
3,9 pct. kvinder og 1,2 pct. mænd mellem 16 og 64 år angav i en undersøgelse fra 2020, at de har været udsat for psykisk vold fra en partner inden for det seneste år*. Især kvinder i alderen 19-26 år er udsatte. Men hvad er strafbar, psykisk vold, og hvad er ikke strafbart? Og hvad er bare et usundt forhold? Det er noget af det, politiet og anklagemyndigheden prøver at orientere sig i, når der kommer en anmeldelse af psykisk vold.
Usunde forhold ødelægger også
Som parterapeut oplever jeg meget af den usunde stemning, der siver rundt i parforhold. Mange lever liv, der ødelægger dem selv om børnene. Fordi en afmægtig person har taget magten i familien og styrer med sin svaghed. Endnu flere slider unødigt hårdt på hinanden med konfrontationer, der gør dem hver især mere og mere kede af det – og hårde.
Gør noget ved det uholdbare
Samtaler kan være med til at gøre begge parter mere bevidste om det usunde, der er i spil. Og hvis den ene ikke vil med, så kan den anden jo godt tage nogle samtaler for at få mere fat i sig selv og overskuddet til at gøre noget ved en uholdbar situation. Godt at loven er kommet. Den giver os alle noget at tænke over.
*Du kan læse mere på fx Det kriminalpræventive Råds hjemmeside
Du kan læse på Anklagemyndighedens hjemmeside, hvordan du forholder dig til anmeldelse af psykisk vold.
Dannerhuset er et af flere krisecentre for kvinder.
Mandecentret er et landsdækkende tilbud til mænd.