Parterapeut Martin Østergaard logo
Parterapeut Martin Østergaard logo

Hvorfor stopper han med at skrive

Hvorfor stopper han med at skrive? En del kvinder oplever, at mænd skriver med dem på dating-apps og aftaler at mødes. Men mødet bliver aldrig til noget. Det starter med, at man skriver meget sammen. Først på appen og senere på fx Messenger. Manden kommer med mange komplimenter til kvindens udseende. De to sender billeder frem og tilbage. Taler måske endda sammen på telefon. En god og tillidsfuld stemning bygges op over en periode, og de aftaler at mødes.

Jeg kan ikke mødes alligevel

Men dagen før eller på dagen hvor de skal mødes, kommer noget i vejen. Han kan ikke alligevel. Og det kan jo ske. Men han holder også op med at skrive. Kvinderne står uforstående over for, hvorfor disse mænd er på dating-apps, når de alligevel ikke vil date, ‘når solen står op’. Hvorfor bruge så meget krudt på noget, man ikke for alvor vil gøre noget ved?

Han er ikke for alvor parat til at date

Forklaringerne er mange. Sikkert lige så mange som der er mænd. Og selvfølgelig er der også kvinder, der laver samme nummer. Den mest almindelige forklaring er nok, at manden rigtig gerne vil have den gode energi, der er forbundet med at skrive sammen. Jagt, spænding, sjov, flirt, uvished, glæden ved kontakt, god samtale, bekræftelse, sommerfugle i maven. Men han er ikke parat til at mødes i virkelighedens verden. Han er ikke for alvor parat til at date. Han stikker bare lige tæerne i vandet for at mærke temperaturen.

Dating uden møde som effektiv smertedræber

At manden ikke er parat, kan der være flere grunde til. Ofte er han lige kommet ud af et forhold og savner dialog, nærhed og intimitet. At have kontakt på fx Tinder kan fjerne følelsen af smerte over et brud og længsel efter lang tids ørkenvandring i forholdet. På den måde bruger man dating-appen til at hele sig selv efter et brud. Dating på skrift uden et afsluttende møde kan være en særdeles effektiv smertedræber. Men tarveligt over for den man misbruger til at trøste sig selv med.

Er du kommet dig over din ekskæreste

Lige siden sidste årtusind, hvor man satte kontaktannoncer i avisen, har ’fri af fortiden’ været et emne. ‘Fri af fortiden’ betyder: Er du kommet dig over din ekskæreste? Så jeg ikke skal bruge tid på, at du vil, og så vil du alligevel ikke, fordi du bliver overrasket over, at du stadigvæk sørger over det forhold, du lige er trådt ud af. Og derfor ikke er parat til at møde en ny.

Bliver man nogensinde fri af fortiden

Jeg tror ofte, at det er her, skoen trykker. At manden gerne vil have kontakten, fordi han både seksuelt og relationelt er ’needy’, men at han ikke kan holde kontakten, fordi han er for lidt fri af fortiden. Hvorfor stopper han med at skrive? Fordi han igen og igen bliver ramt af sorgen, tyngden og smerten over forholdet til eksen. Og hvem kan egentlig for alvor sige, at de er fri af fortiden. Selv om de har været singler længe. Vi slæber jo altid mere med os, end vi vil være ved – men det er en helt anden historie.

Han lyver for at få kontakt

Så oplever du en mand, der vil det hele og ikke rigtig kan alligevel, er han nok ved at genopbygge sig selv. Og ikke kommet så langt i rekonstruktionen af sit selvværd. Han har løjet – eller udeladt vigtige informationer – for at få kontakt og suge lidt nektar til sin heling og videre flyvetur. Det kan man jo godt forstå og respektere, men det ville være nemmere ikke at føle sig taget som gidsel i, hvis han havde været ærlig fra start.

Manden har kontakt på dating-app for at håndtere afsavn i ægteskab

Man kan også støde på mere kalkulerede typer, der dater, selv om de er i et fast forhold. De trækker sig ud af relationen, før det bliver til et møde, fordi de risikerer at blive genkendt. Det kan være, at han skriver med en kvinde på en dating-app for at undersøge, om hans følelser for kæresten er væk. Eller fordi deres forhold har udviklet sig til noget, der er værre end ikke at have en kæreste, og han derfor bruger kontakten med en fremmed til at booste sig selv og få den nærhed, han savner med sin kæreste. Under alle omstændigheder er det dobbelt utroskab. Både over for kæresten og den relation, han indleder i appen.

At rette op på en skævhed i ens relation til en mulig partner

Der kan være mange flere grunde til at have kontakt på dating-apps uden at ville mødes med kvinden i virkeligheden. Man kan have en sårbarhed, en diagnose, en psykisk sygdom, en kronisk sygdom, et udseende, en etnicitet, en alder, et handicap, man igen og igen føler sig kasseret på. At skrive med nogen kan være en mulig, anonym og håndterbar måde at have kontakt på og modtage omsorg på. Hvis man oplever en tilbagevendende skævhed i ens relation til en mulig partner, kan det være en måde at skabe ligevægt på. Selv om man jo stadig snyder på vægten.

Hvis man føler sig usikker og afmægtig i virkelighedens verden

Nogle mænd udvikler et misbrug af dating-apps. Hvis man er god til at skrive og god til at skrive om følelser, har man lettere ved at få god og intens kontakt. Og måske kan man ikke holde sig til én kvinde ad gangen. Man kan over en længere periode have gang i måske 5-6 sideløbende og meget intense dialoger. At have en meget personlig og tæt dialog med en kvinde, giver manden en følelse af eufori, lykke og tryghed. Hvis man føler sig usikker og ofte afmægtig i virkelighedens verden, kan det være tillokkende, at ikke bare én, men en helt flok kvinder synes, man er fantastisk at tale med i det digitale rum.

 

 

Har du brug for terapi for én for at få talt om et forhold, du ikke forstår, så er du meget velkommen hos mig både ved fremmøde, men også online, på telefon eller mail.

Er der uro, konflikt og mistillid i jeres forhold på grund af brug af apps og sociale medier eller bare på grund af uenighed om, hvordan man har kontakt til andre mennesker, er I velkomne her hos mig både ved fremmøde eller på et online møde

 

Skrevet af: Martin

31. oktober 2024

Måske kan du også lide….

Hvorfor vil han ikke tale?

Hvorfor vil han ikke tale?

Hvorfor vil han ikke tale med mig? Jeg har prøvet at være venlig, omsorgsfuld og pædagogisk. Vist forståelse for hans...

Hvordan tiltrækker man en mand

Hvordan tiltrækker man en mand

Hvordan tiltrækker man en mand? Min første tanke er, at det afhænger meget af, hvilken mand der er tale om. Min anden...