Vidunderlige kreative knækkethed

Puha!

Der har bare været for mange dage, hvor jeg har haft det helt ad helvede til.

Et underligt fænomen. Jeg er på den ene side en lykkelig mand, som heldet tilsmiler i stort og småt. Og på den anden side har jeg det som Frodo eller Bilbo Sækker. I pressede situationer tager jeg ringen på, og så lever jeg i en parallelverden, hvor Mordors øje kan se mig og trækker i min sjæl, og jeg føler mig tynget af alverdens rædsler og pinsler. Og zap … så er ringen af igen, og jeg er tilbage i normaliteten og kan ånde frit.

Der er ikke langt mellem de to verdener. Det ukomplicerede, nære og glædelige liv i Herredet. Og den flammende ørkenvandring gennem dødens marker for at kaste ringen i helvedes gab.

Jeg kommer til at tænke på hovedpersonen, Dr. Gregory House, i tv-serien House. Ikke at det er en tv-serie, jeg har fulgt så meget med i. Men jeg har klart kunne relatere til hans person. Den indsigtsfulde læge, der samtidig har et misbrug. Det misantropiske geni. Ikke at jeg hverken har et misbrug eller er genial. Men splittelsen mellem lyst og mørkt findes også i mig.

Jeg føler mig som ægget i bakken med 12, der som det eneste er knækket, så hviden flyder ud. Og jeg slapper helt af, når jeg møder knækketheden i andre mennesker. Og måske er det derfor, jeg trives så godt som terapeut. Fordi folk har oplevet et knæk, når de kommer her. Og selv om de måske ikke har noget knæk i sig som menneske, kan jeg med min erfaring med knækkethed være med til at hjælpe dem med at hele sig selv ved at hjælpe dem med at navigere rundt i det knækkede.

Jeg sætter Jonas Breum på. “To sekunder før du sover” Hvad var det, han fik en pris for forlden? Årets tekstforfatter? Jeg søger forgæves på nettet. Kan ikke finde ud af, om han overhovedet var nomineret eller fik nogen pris. Og der er jo flere forskellige musikpriser. Skide være med det.  Her hos mig er han i den grad nomineret!

Hvad var det egentlig, jeg ville fortælle?

Jeg ville vist bare skrive om splittelsen og knækketheden, fordi det får mig til at føle mig hel at “sige” det højt. Som en slags besværgelse eller morgenbøn, der giver mig fornemmelsen af, at dagen er min, og at jeg griber den, inden den tager røven på mig.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.