Uafhængig af kaffe

Jeg har besluttet mig for ikke at drikke kaffe, før jeg er færdig med den bog, jeg i øjeblikket sidder og skriver på. Og lige i dag mangler jeg 40 sider, så jeg kan sikkert få mig en kop kaffe igen, inden vi er nået ind i april.

Fuck, hvor har jeg haft hovedpine de første par dage uden kaffe. Heldigvis har hovedpinen været nem at fjerne med en panodil. Lidt sværere har det været at slippe af med en omfattende træthed. Jeg kan sove flere gange om dagen, hvis det skal være.

Og hvorfor stopper jeg? Fordi det længe har irriteret mig, at jeg har været afhængig af kaffe. Det er bare blevet sådan en dårlig vane lige at lave en kop kaffe. Ikke fordi der er noget i vejen med kaffe. Jeg nyder i den grad at føle, at jeg kan tage mig et lille frikvarter, koge vand og blande lidt pulverkaffe sammen med sukker og mælk i en såkaldt “Werthers Echte” (lysebrunt karamel-bolsje).

Så det er ikke kaffen, der er noget galt med. Jeg elsker kaffe. Og den følelse af frihed den giver. Jeg hader bare at være afhængig af noget.  Måske bortset fra min hustrus kærlighed. Og den afhængighed er det heller ikke altid nemt at håndtere. Men jeg besluttede mig for, at kaffen ikke skulle bestemme over mig.

Jeg ved ikke, hvor megen kaffe, jeg drak. Måske 5-10 krus om dagen. Sidst på dagen fik jeg metalsmag i munden, og mine spytkirtler eller hvad dælen, det nu var, trak sig sammen i noget, der kunne minde om kramper. Og jeg gik og blev irriteret på mig selv over, at jeg lavede en kop kaffe, hvis arbejdet ikke lige kørte eller der var noget andet, jeg havde lyst til at springe hen over.

Så… pause fra kaffen. Spændt på at se, hvad der sker.

Ja, og billedet er naturligvis mig og en kop… irish coffee?