Til dig som har sagt fra

Du har været i denne tilstand af fastlåsthed længe. Alt for længe. Nu er du endelig brudt ud. Har sagt fra. Grædt. Markeret dig. Fået din elskede til at blive stille og bange. Og du har skræmt dig selv med en beslutsomhed, du ikke har oplevet i årevis. Nu mærker du friheden. Et sus af at være dig, som du var engang. En forvirring. For nu troede du lige, at du var kommet et sted hen, hvor du skulle videre fra. Men du kan også mærke, at noget trækker dig tilbage, selv om du ikke orker. Men du skal jo. Eller skal du? Skal du tilbage? Du ved det ikke. Du er rundt på gulvet. Og bare rolig. Du er, hvor du skal være. Du har genopdaget dig selv. Er blevet genfødt. Til et meget lyksaligt og besværligt sted. Nyd udsigten. Træk vejret. Ikke love nogen noget. Ikke være på overarbejde med at skulle noget bestemt. Tag et dybere ansvar for dig selv ved at lægge ansvaret lidt væk. Giv lidt op. Nogle gange er der mere styrke og fremdrift i lidt opgivelse end i at kæmpe videre. Nyd øjeblikke af frihed. Tillad dig selv at blive forelsket i livet igen. I tilfældige fremmede, du ikke kender, men møder på din vej. Forelsket i dig selv igen. Mærk din stjålne glæde og begejstring. Der er ikke noget at være bange for. Det er bare dig. For første gang længe. Du lever. Og det tager lidt tid at vænne dig til det. Nyd det. Selv om det er svært at sidde stille og mærke, at du heler. Selv om du synes, at du er nødt til at træffe beslutninger og at have en plan. Du behøver ikke. Ikke endnu.

Med venlig hilsen Martin Østergaard

Nyd udsigten. Træk vejret. Der er ikke noget at være bange for. Det er dig selv, du mærker.
Nyd udsigten. Træk vejret. Der er ikke noget at være bange for. Det er dig selv, du mærker.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.