Tænder du på en afvisning?

Et spørgsmål i min brevkasse lyder sådan her:
“Hvordan kan det give en nærmest kriseagtig uro, når nogen forsvinder? Uanset om vedkommende var interessant eller ej? Jeg synes sgu, det er usundt. Jeg bliver nærmest forelsket af, at den anden ikke er det længere”.

Mit svar lyder:
“Tja, psykoterapeuten her tænker jo straks, at den aktuelle smerte ved forsvindingen aktiverer en ældre smerte, som handler om at blive forladt eller at føle sig forladt og have svært ved at forstå, hvordan den eller de personer, forladthedsfølelsen er koblet til, kan finde på at afvise en.

For at komme igennem smerten eller for at forstå den bedre, har man brug for kontakt til personen og en forklaring, der vil sætte en fri, så man kan komme videre. Enten med eller uden personen. Men i hvert fald med et mere afklaret forhold.

Fænomenet er beslægtet med det velkendte mønster med at “tænde på en afvisning”. Altså at man bliver mere stimuleret, skarp og føler mere intensitet, når der bliver brudt med en eller i krisetider, end når man “bare” bliver elsket. Ja, faktisk kan det at være elsket føles lidt kedeligt og ligegyldigt sammenlignet med at blive fyret eller opleve drama i forholdet. Først da vågner man op.

Og ja, det er sgu ikke helt sundt.

Meeeen, ikke desto mindre meget almindeligt.