Smerteligt forelsket

Hvordan håndterer man vild forelskelse i en kæreste, som på mange måder gengælder ens voldsomme følelser, men ikke har mentalt plads til at ses så ofte eller være så meget sammen, som man selv har lyst til?

En kvinde har i et halvt år haft et lidenskabeligt forhold til en mand, som har brændt sig på en ekshustru, der efter hans mening ’har kørt ham over’ og stadig forsøger at bestemme over deres fælles børn. Han vil gerne kaldes kæreste, men har brug for i en periode at være herre i eget hus for at få bedre plads til at være tæt på hende.

Det gør kvinden utryg, at hun ikke for alvor føler, at de er kærester. Det er svært, at han ikke vil ses så ofte, og bølgerne har gået højt, og de har brudt forbindelsen et par gange, men fundet sammen igen. Hun opsøger hjælp og stiller en række spørgsmål, der er klassiske, når man mærker smerten over ikke at få den nærhed og ro, hele ens krop og sjæl higer efter.

Spørgsmål: Er der overhovedet håb for, at det vi har gang i, vil udvikle sig til et forhold?

Svar: Når jeg læser, hvad du skriver, betragter jeg det som et rigtigt forhold. I er gået lidt til og fra forholdet, fordi jeres behov er ret forskellige, men følgende punkter bekræfter for mig, at I er meget forbundne, selv om I ikke bor sammen: 1) I oplever stærke følelser for hinanden, når I ses og er sammen, både seksuelt, venskabeligt og sjæleligt. 2) I kan ikke holde jer fra hinanden trods brud og tilbagevendende debatter om, hvad I hver især gerne vil. 4) Ingen af jer har rigtig oplevet noget lignende og har ikke lyst til at være sammen med andre.

Spørgsmål: Hvordan vækker jeg hans lyst til at opsøge mig?

Svar: Du kan holde dig væk for at prøve at tiltrække ham, men jeg tror ikke, at strategier virker særligt effektivt på ham, og det gør dig også alt for bekymret for at miste ham. Min anbefaling er, at du bliver ved med at gøre det, du gør – tager initiativ selv. Og vænner dig til, at det ikke så ofte kommer fra ham. Han er jo allergisk over for at føle sig bestemt over og siger direkte til dig, at du skal acceptere ham, som han er i stedet for at søge at lave ham om. Det er fint, at du er ærlig og trykker på ved at fortælle om dine behov. Men tryk avler jo modtryk. Enten vil du få nej til dine ønsker, eller også vil han trække sig længere væk fra dig for at undgå at skulle sige nej for ofte.

Spørgsmål: Narrer jeg mig selv?

Svar: Nej, du elsker ham jo, og selv om det er frygteligt ikke at blive matchet på sine behov, når man er forelsket, er det meget naturligt at blive lidt urolig for, om der er noget, man ikke forstår og overser. Og at katastrofen lurer. Og ofte kan man komme til at skabe katastrofen selv, fordi man presser for meget på og vil have, at den anden skal have samme behov, som man selv har. Her kan man godt komme til at narre sig selv til at tro, at det ikke er kærlighed, hvis det ikke er 100% gengældt. Men du frygter vist nærmere, at du narrer dig selv til at tro, at han foregiver at være mere interesseret, end han i virkeligheden er. Jeg tror ikke, at du har noget at frygte. Jeg tror ikke, han leger med dig. Men jeg forstår godt din frygt. Frygt går hånd i hånd med stærke, varme følelser.

Spørgsmål: Er jeg ’på hold’ og venter på noget, som ikke kommer til at ske?

Svar: Ja, du er på hold, men samtidig sker der jo en masse og har gjort det igennem hele jeres forhold. Ser du på manglerne, får du lyst til at gå. Ser du på kvaliteterne, har du lyst til at blive. Kærlighed er at miste kontrollen på den gode måde, som du oplever det. Du kan ikke få alt, som du vil have det, og det kan være meget skræmmende. Jeg håber, at du kan klare det og blive klogere af at gennemleve smerten over ikke at blive mødt på det, du har brug for. Det er en heftig lektie.

Spørgsmål: Hvis han ikke er forelsket i mig, hvorfor bliver han ved med at vende tilbage til mig?

Svar: Jeg læser det, du skriver, som at han er forelsket i dig, som han aldrig har været det i nogen anden kvinde.

Spørgsmål: Hvorfor fortæller han sine naboer, at vi ses?

Svar: Fordi han er vild med dig.

Spørgsmål: Hvordan skal jeg forstå ham og hans opførelse?

Svar: Måske er det meget godt, du ikke forstår ham så godt og undrer dig over hans måde at være på. Det giver stof til eftertanke. Måske er det godt for dig med en mand, der kæmper for at holde på sig selv og være sig selv i stedet for at rette sig for meget efter behov, der ikke er hans.

Spørgsmål: Set i bakspejlet har det været alt for nemt for ham at få mig.

Svar: Det siger man ofte, når man er bange for at miste og overvejer, om man har blottet sig for meget. Jeg synes, at du skal anerkende dig selv for at have været virkelig ærlig, åben og sårbar, da du kunne mærke, at dit hjerte åbnede sig vildt og voldsomt. At du føler så voldsomt er dog ikke hans ansvar. Andre mennesker skylder jo ikke en at matche ens kærlighed. Men det er da hæsligt, hvis det ikke er gengældt… eller man frygter, at det ikke er.

Spørgsmål: Hvad gør jeg nu?

Svar: Venter og bruger ventetiden på at gøre nogle ting, du nyder. Og nogle ting der fjerner tankerne fra den evige uro.

Spørgsmål: Det føles som om, han leger ’push and pull’ med mig, og jeg ikke har styrken til at sige fra.

Svar: Måske føler han sig på samme måde som du. Lidt kørt rundt med. At du tester og presser ham ved hele tiden at bede om mere, end han kan give. Og at du udtalt og uudtalt truer med at stoppe forholdet, fordi det ikke møder dine behov.

Spørgsmål: Og jeg blev så ked af det, de gange da vi ikke så hinanden.

Svar: Det ER vildt hårdt ikke at kunne være så meget sammen med den, man er forelsket i, som man har behov for. Man har nogle gange brug for den varme, trygge rede, som forelskelses-symbiosen kan være, og hvis den anden af en eller anden grund ikke er parat til samme mængde symbiose eller dropper hurtigere ud af boblen, gør det vildt ondt.

Spørgsmål: Hvorfor har jeg behov for hans selskab for at få en følelse af indre ro i min sjæl?

Svar: Ofte bruger vi jo andre mennesker bevidst eller ubevidst til at fylde nogle af de huller ud, vi har i hjertet og sjælen.

Spørgsmål: Hvorfor kan jeg ikke finde den følelse inde i mig selv i mit eget selskab?

Svar: Det vil du nok også med tiden kunne. Når vi oplever særligt stærke forelskelser, kan sårbare tilstande fra fortiden springe op som helt friske sår og skrige efter behov for heling. Og står den anden ikke lige parat med det fix, man har brug for, kan man blive meget urolig, ked af det, vred og angst og pludselig blive meget hård, bebrejdende og krævende. Man kan komme til at opføre sig som et urimeligt barn i en voksens krop. I bedste fald opdager man selv, at man har nogle issues, man er nødt til at være mere ærlig over for sig selv og andre omkring. Man kan med fordel opsøge hjælp til ens personlige udvikling, hvis man ikke har lyst eller mulighed for at betro sig til de nærmeste.

Spørgsmål: Skal jeg blive ved med at se ham?

Svar: Ja, så længe du har lyst.

Spørgsmål: Skal jeg blive ved med at skrive til ham?

Svar: Ja, men hvis du savner, at han svarer dig, så kan du skrue ned for mængden af beskeder og mails, til han begynder at skrive. Hvis det ender med at blive så lidt skriftlig dialog, at du ikke kan leve med det, må du skrue op for din aktivitet igen og øve dig i at leve med, at han ikke er så meget til at skrive som du.

Spørgsmål: For det meste er det mig der tager initiativ til at skrive.

Svar: Ja, det er meget almindeligt.

Spørgsmål: Skal jeg helt holde op med at kontakte ham?

Svar: Nej, men du skal skrue ned for dine forventninger til omfanget af skriveri fra ham.

Spørgsmål: Jeg ønsker allermest, at vi bliver kærester!

Svar: I er jo allerede ret kæreste-agtige, selv om I ikke ses så tit. Du skal bare lære at leve bedre med, at han har brug for selv at bestemme farten.

Spørgsmål: Skal jeg i mellemtiden også prøve at gå på date med andre mænd?

Svar: Det vil han nok opleve som et lidt desperat forsøg på at presse ham.

Spørgsmål: Ved dog, at jeg ikke har lyst til at se andre mænd.

Svar: Hvis du gerne vil vække ham lidt, er det nok bedre at ses med nogle af dine mandlige venner, som du ikke på nogen måde ønsker at være kæreste med. At gå på date med fremmede er jo at signalere, at du er nødt til at lede efter en anden.

Spørgsmål: Jeg er også bange for at skubbe ham væk, hvis jeg gjorde det.

Svar: Jeg vil da også gætte på, at det vil såre ham. Omvendt skal du jo heller ikke miste dig selv for meget til uro og tvivl, mens du venter på ham. Måske er det bedre at gå lidt ud med nogle veninder, der er singler, så du får følelsen af ikke at sidde og vente på noget, der ikke sker. Sørg for at lufte dig selv lidt med gode veninder uden at være aktivt søgende efter en ny kæreste.

Spørgsmål: Når jeg er ude i byen blandt singler, møder jeg ikke interessante mænd, men der er garanteret mange spændende og søde mænd derude.

Svar: Det er jo heller ikke nødvendigvis på dates eller til single-arrangementer, du er den bedste udgave af dig selv. At finde den rigtige kæreste er sværere end at finde en nål i en høstak. Og da du allerede har mødt manden i dit liv, er det nok ikke det bedste tidspunkt at begynde at date på. Det er nok bedre at undersøge, hvad alle de indre rystelser i dig handler om. Jeg tror, du finder mere svar i din personlige proces lige nu end på dates, der dybest set er ligegyldige, nu hvor dit hjerte allerede er optaget.

Spørgsmål: Hvad skal jeg gøre nu?

Svar: Du skal øve dig i at lære at leve med alle de ubesvarede spørgsmål, der drøner rundt i kroppen på dig. Jeg tror ikke, mine svar giver dig mere ro. Jeg tror ikke rigtig noget kan. Mit gæt er, at din forelskelse i ham og dine stærke følelser for ham har været med til at smelte noget i dig, som nu gør din indre uro og tvivl på dig selv mere flydende. Dit indre er i en ret heftig undtagelsestilstand, hvor man ofte har lyst til at gøre noget drastisk for at fjerne smerten og ubehaget. Det her er en mulighed for at blive klogere på dig selv. Og dermed mindre afhængig af at blive forstået og mødt fuldt og helt af den kæreste, du bliver vildt forelsket i. At blive mødt i kærlighed af en kæreste er jo både at være beskyttet og ubeskyttet på samme tid. Og det er vigtigt gennem hele livet at øve sig i at tage ansvar for at beskytte ens egen sårbarhed og følelse af ikke at blive mødt og forstået fuldkommen. Det er ikke sjældent, at man bliver tvunget til at opgradere sin evne til egenkærlighed, når man møder et menneske, man for alvor falder for.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *