Sig uforbeholdent undskyld

Du vil helt klart få svært ved det. At sige undskyld uden forbehold. Du vil sige undskyld, ja. Men du vil også forsøge at forklare, hvorfor du gjorde, som du gjorde. “Undskyld, men det var også bare fordi der ikke var… bla-bla-bla”.

Og du vil have svært ved at sige uforbeholdent undskyld, fordi du rent faktisk ikke synes, at du gjorde det med vilje og derfor heller ikke behøver at beklage noget som helst. Næh, faktisk føler du dig lidt stødt på manchetterne over, at din partner kan finde på at blive ked af det og vred på dig over lige det – og meget andet. For det var jo ikke med vilje.

Nej, det var det ikke, men derfor blev hun eller han alligevel ked af det. Og det er muligt, at de er nogle fucking drama queens, som hele tiden bryder sammen i krampegråd og føler sig stødt. Men du har valgt at leve sammen med vedkommende og blive hos hende eller ham, (selv om du lige nu midt i raseriet overvejer alternativerne). Så er det også en rigtig god idé at sige “Undskyld, jeg gjorde dig ked af det”. For det var helt sikkert ikke meningen, at du ville gøre din kæreste ked af det, vel? Og selv om du føler dig angrebet, behøver du jo ikke nødvendigvis at blive sur og gå i baglås. Selv om det er svært at lade være… især fordi din kæreste rent faktisk har det med at være en drama queen – i hvert fald i perioder.

Det er simpelthen smart at sige uforbeholdent og superkort “Undskyld” og så droppe forklaringen. Og hvorfor skal/må man ikke forklare sig? Fordi det i en situation med let ophedede følelser med statsgaranti vil blive opfattet på et forsøg på at “bortforklare” dig, hvis du prøver at fortælle om bevæggrundene for det, du gjorde – eller ikke gjorde. Og så vil din partner opleve, at du i virkeligheden ikke har lyst til at undskylde eller beklage noget som helst, men tværtimod lyst til at sige “Slap dog af, hystade”.

Drop forklaringen. Hvis din kæreste er et ordentligt menneske, skal det nok komme tilbage i form af god stemning.

Og nyd din egen undskyldning og den beskyttelse, den yder. Lad den fylde mere i dig. Ikke bare på den selvglade måde, men på den afbalancerede måde. Det er ren omsorg til dig selv at give din kæreste denne omsorg. Man kan altid sige: “Jeg er rigtig ked af, at det gjorde dig ked af det”. Så har man heller ikke indrømmet, at man var ubetænksom og klodset, hvilket jo kan være lidt af en udfordring for ens egen stolthed og selvopfattelse. Især når man er under beskydning.

Og hvis kæresten så siger: “Sjovt nok kan jeg slet ikke mærke på dig, at du er ked af det”, så må du erkende, at du er oppe imod en særdeles adræt og modbydelig, emotionel ninja-kriger. Og så kan du fx sige: “Nååh, kan du ikke tage imod en uforbeholden undskyldning?”

Lad være med at gøre det hånligt. Så trapper du bare krigen op. Men sig det med alvor og tyngde. Så vil din kæreste have fået en helt ny og interessant udfordring. Nemlig at det kan være svært for drama queens at modtage det, de hele tiden går og siger, at de ikke får nok af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.