Sex efter det første barn

En journalist fra det norske magasin, Foreldre og Barn/Gravid, har sendt mig en række spørgsmål, hun skal bruge til en artikel, der tager udgangspunkt i, at mange småbørnsforældre oplever, at sexlivet ændrer sig, når man får barn. At mange forhold stopper i de første år som forældre.

Nogle af de norske parterapeuter, hun har talt med, mener at mangelen på sex er en vigtig årsag til, at forholdene går i stykker. Og hun beder om mit svar på en række spørgsmål. Her kommer hendes spørgsmål og mine svar.

Når et par får det første barn, oplever de, at der er mindre sex i en periode. Kvinden får tilfredsstillet sit behov for nærhed og kropskontakt gennem babyen. Er dette et almindeligt problem? Har kvinden let ved at glemme mandens behov?

Kvinden glemmer ikke mandens behov og har ofte dårlig samvittighed over ikke at imødekomme det, men det er korrekt, at hun ofte føler sig mere end fuldt stimuleret – både positivt og negativt – af kontakten til barnet og alle andre praktiske og følelsesmæssige omstændigheder omkring at være meget alene med et lille barn. Kvinden har lyst til at have lyst til sex, men så længe hun i så stort omfang føler, at hun ikke har et eneste øjeblik i løbet af dagen, der er hendes eget, når hun ikke at finde ind til sig selv og dermed heller ikke til sin lyst og evne til at hengive sig. Hun glemmer ikke mandens behov, men kan bare ikke rumme det og tager derfor ikke hånd om det.

Hvor vigtig er sex for forholdet?

Meget vigtigt. Men det er ikke selve den seksuelle akt, der er vigtig. Det er den samhørighed og sammenhængskraft, som den repræsenterer, der er vigtig. Det er den nærhed og fortrolighed og tæthed, som også opstår. Det er den følelsesforløsning, sex giver, og som man sjældent kan opnå på andre måder. Især er sex vigtig for manden, fordi hans sexdrive er stærkere og behovet for sex opstår hyppigere end hos kvinden. Og fordi han har svært ved at udtrykke de mange modsatrettede og svære og gode følelser i ham gennem andet end sex. Manden har generelt sværere ved at være i kontakt verbalt og har en højere grad af behov for kontakt fysisk gennem sex for at føle sig forbundet og forløst. Kvinder har det generelt anderledes med sex og kan oftest lægge sex på hylden i lange perioder og med fordel fokusere på ømhed på andre planer. Men nogle kvinder har det omvendt lige som mænd, og nogle mænd har det lige som kvinder… hvilket nogle gange gør tingene endnu mere problematiske, fordi man ikke lige passer til de almindelige opfattelser af, hvordan kvinder og mænd er.

Hvis kvindens sexlyst ikke kommer tilbage efter fødselen, bør hun da “ofre sig” (for eksempel give manden en blowjob) slik at han får tilfredsstillet sit seksuelle behov? Eller skal kvinden bare vente på, at lysten kommer tilbage?

Ja, det er fandme (undskyld :D) et godt spørgsmål. Jeg vil sige både ja og nej. Hvis man som kvinde føler sig voldsomt presset både med hensyn til at skulle give omsorg til hele familien og også være på både praktisk og seksuelt, så skal man sige NEJ til sex, der føles som et overgreb på kernen i ens personlighed. Så er det for farligt at sige ja, fordi det ødelægger følelserne for manden på længere sigt. Hvis man omvendt kan mærke, at man bare er kommet lidt ud af vanen og synes, at han er lidt småfornærmet, og man ikke rigtig gider at tage initiativ, fordi man forventer, at han tager initiativet, selv om man 37 gange i løbet af de seneste måneder har sagt “nej, ikke nu”, så skal man tage sig sammen og tage initiativ til at forføre ham 5 gange i træk, så han atter får fornemmelsen af at være elsket, værdsat og begæret. Og så må man øve sig i at komme igennem den periode, hvor sex føles lidt akavet, fordi det er længe siden, og man føler sig lidt fremmede, og fordi man har en anden og ikke så positiv oplevelse at sin egen krop og derfor er lidt usikker og føler sig mindre attraktiv.

Kommer lysten tilbage af sig selv efter en længere periode uden sex, eller må man arbejde på det? Hvad kan man eventuelt gøre?

Den kan komme af sig selv, og det kan også være, at man skal arbejde på sagen. Det sidste er sikkert oftest tilfældet. Mange vil umiddelbart kaste sig ud i noget wellness i fællesskab for at gøre noget, der føles afslappende og givende fysisk og også føles som en ferie i lidt fremmede omgivelser. Alt sammen kan være med til at give mere lyst. Men umiddelbart er den vigtigste erogene zone jo hjernen, og min erfaring siger mig, at hvis man gør noget for sig selv, som giver en følelsen af at få ladet batterierne op og få noget energi og mental såvel som fysisk velvære, så øger det lysten. For at have lyst, skal vi være i balance med os selv, og det handler jo som udgangspunkt ikke så meget om, hvad man skal gøre sammen. Det er vigtigt at forstå, at lyst starter med en selv. Og ikke hvad vi kan gøre for hinanden og sammen. Når vi er i balance med os selv, har vi automatisk lyst til at være tæt på dem, der er vores nærmeste. Når vi er os selv, kan vi mærke kærligheden til os selv, og den kaster vi straks på dem, vi holder af.

Hvor ofte “bør” småbørnsforældre have sex for at holde forholdet ved lige?

En gang om ugen er fint. Men det vigtigste er ikke at have sex, men at føle sig tætte og forbundne. Derfor er det en god idé at bruge 5 minutter hver dag på, at alle – også barnet – ligger på sengen og tæt på hinanden. Når man ligger tæt, synkroniseres krop og sjæl på en måde, som man ikke kan nå igennem at tale om, hvad der er sket i løbet af dagen. Det kan man også gøre – tale om tingene – men helst efter at man har synkroniseret krop og sjæl. Når der er ordentlig kontakt, er det lettere at tale sammen uden at komme i konflikt. Man skal dog være opmærksom på, at man også vil kunne mærke sine svære og negative følelser, når man ligger tæt. Men følelser er jo følelser, og der skal være plads til alle følelserne. Det er bare bedre at mærke dem og give plads til dem, uden at man verbalt kaster dem i hovedet på partneren. Måske kan man lade tårerne trille lidt og få lidt forløsning derigennem. At få børn er livets største udfordring. Vel at mærke hvis man ønsker at være tæt på dem.

Har du nogle tips til far om, hvad han kan skal gøre for at mor skal få lyst til mere sex?

Sjovt at du kalder dem “far” og “mor”. Det viser meget om, hvordan kvinden opfatter sig selv, efter at barnet er kommet. Nu er hun mor! Det er hendes livs vigtigste opgave, der her er gået i gang. Og så kan det altså en smule generende, at der er en mand, der også trænger sig på. “Lad mig nu lige vænne mig til at være mor først!” Og manden føler sig da meget som far, men modsat kvinden føler han sig endnu mere som kæreste, og modsat kvinden har han lige så meget lyst til sex som før fødslen.

Jeg vil anbefale manden at tage lidt let på hendes raseri og hendes stærke følesesudsving. Lade være med at gå til modangreb straks, når hun er urimelig. Omvendt skal han heller ikke finde sig i hele tiden at blive trådt på og kritiseret. Spørg hende hvordan hun har det og lyt på det, hun siger. Gør noget praktisk i hjemmet af dig selv i stedet for at spørge hende, hvad du skal lave. Hun er ikke din arbejdsgiver og boss. Hun er din kæreste. Præsentér hende for din lyst til sex med et smil på læben, selv om du faktisk bliver rigtig ked af at blive afvist. Vær fysisk over for hende, men lad være med at tage hende på bryster, numse og mellem benene. Kærtegn hende gerne på håret og i ansigtet, forsigtigt. Det er områder, som ofte bliver forsømt. Hav ikke nogen forventning om sex, men lad være med at lade som om, du ikke savner det. For det gør du. Sig til hende, at det er ok, at hun venter, til hun er klar, og at du glæder dig til, at I begge kan give den gas igen.