Scener fra et ægteskab

Her kommer en tekst, jeg har skrevet til programmet til forestillingen “Scener fra et ægteskab” på Folketeatret med Ditte Hansen og Jens Jørn Spottag i rollerne som parret med forholdet , der er på vej ud over kanten. Stykket er oprindeligt skrevet af den svenske mesterinstruktør Ingmar Bergman. Da det i 1973 gik som tv-serie med Liv Ullmann og Erland Josephson, fik det antallet af skilsmisser i Sverige til at eksplodere.

Tekst til teaterforestillingens program:

Jeg har måske været 13-14 år, da Danmarks Radio i 70erne viste ’Scener fra et ægteskab’ med Liv Ullmann og Erland Josephson i hovedrollerne. Det var rent ud sagt hæsligt, og jeg husker det, som om jeg hastede forbi skærmen, men alligevel ikke kunne lade være at kigge ud af øjenkrogen. En vred, ubarberet, svensk mand hidsede sig op inde i tv og skældte ud på sin grædende hustru, hvis ansigt var vredet af led i sorg og smerte. Hans øjne bulede ud, og kinderne dirrede, og det var slemt at opleve voksne i den grad miste selvkontrollen.
Men min mor sad foran tv og åd det hele med hud og hår. Hun var ellers ret ligeglad med stort set alt, de viste i tv, men det her var relevant stof, for hun var stadig i sorg over sit brud med min far. Mine forældre blevet skilt i 1971, da jeg var 9 år. Det var sikkert samtidig med, at Ingmar Bergman sad og skrev sit manuskript til tv-serien inspireret af sine egne udfordringer i forholdet til Liv Ullmann, som han i en årrække havde dannet par med. For min mor var det både forløsende og helende at få mulighed for i tv-serien at genkende sig selv og sin frustration over et forstadsliv som hausfrau fyldt med længsel og afsavn. Hun må have tænkt: ”Ah, jeg er ikke unormal. Ah, det er okay at være ved at gå op i limningen, fordi man savner nærhed og dialog. Ah, andre brænder også op i elendighed”.
Senere kunne hun fortælle mig, hvordan jeg som måske 7-årig var kommet ind i mine forældres soveværelse midt i et af deres skænderier og havde lagt mig imellem dem og sagt til min far, at han ikke måtte slå, hvilket han vist heller ikke havde det store talent for.
Selv om tv-serien var en chokerende nyskabelse og første gang, man for alvor så intime konflikter blæst ud i offentligheden, så var det for mig som teenager bare en hæslig påmindelse om mine forældres konflikter. Jeg genkendte min mors tårestrimede ansigt og genoplevede barnets frygt for det voldsomme raseri i manden. Først da jeg senere selv prøvede at rase over kærligheden, gik det op for mig, at den vrede mand i virkeligheden følte sig lille og afmægtig.
Jeg kan ikke længere huske, hvad ’Scener fra et ægteskab’ ender med. Går de fra hinanden, eller bliver de sammen? Oplevelsen ligger og roder rundt sammen med en hel masse andre brudstykker af erindring, som alle sammen har været med til at gøre mig særligt interesseret i netop dette med forholdet mellem to mennesker i et kærlighedsforhold.
I modsætning til dengang har jeg det nærmest som en fisk i vandet, når folk har det skidt med hinanden og ikke føler, at de kan trænge igennem. I de første mange år som parterapeut kæmpede jeg meget for at hjælpe folk og endte ofte med at miste kræfterne undervejs og blive lige så tung og modløs, som de to forslåede elskende. Senere er det lykkedes at finde frem til nogle ret enkle virkemidler til at skabe kontakt, erkendelse og forståelse. Om ikke andet af, at det er en god idé at blive skilt. Ganske ofte kan det dog lade sig gøre at stoppe den krig, som bryder ud, når begge parter føler sig misforstået og domineret af hinanden. Men trods den erhvervede dygtighed, er der ingen, selv ikke parterapeuten, der kan styre kærligheden og bestemme over hjertet. Hjertet går derhen, hvor det vil.
For mine forældre lykkedes det gudskelov at blive gode venner efter en årrække, og jeg har som barn, ung og voksen haft glæde af, at de gerne ville være sammen til fødselsdage og højtider med eller uden nye partnere. Det er rart som deres barn at se, at de fortsat har både sammenhængskraft og noget at sige hinanden. Selv om det aldrig har været særligt interessant for hverken børn eller nye kærester, at de lige skulle bruge et par minutter af selskabets tid på at underholde med nogle af de konflikter, de aldrig nogensinde fik kål på. Heller ikke efter skilsmissen.
I mellemtiden er det blevet mere normalt at blive skilt og at være skilsmissebarn. Dengang var jeg den eneste i klassen, og nu er det nærmest et moderne livsvilkår. Det må være rart at kunne dele det med kammerater, som ved, hvad det handler om.
Nu er skilsmissebarnet blevet parterapeut, og jeg har aldrig nogensinde været så glad for et job. Der er ikke noget som at hjælpe med at rydde en masse misforståelser af vejen, så kærligheden igen kan strømme frit.