Når far og mor bytter kønsroller

Følgende er fra brevkassen i denne måneds udgave af magasinet Vores Børn:

 

Kære Martin 

Min mand og jeg har byttet lidt rundt på kønsrollerne. Årsagen er egentlig ganske naturlig. Min mand er arbejdsløs og leder efter nyt job, men inden for hans felt er der ikke meget arbejde at få for tiden. Jeg tager derfor den store tørn på arbejdsmarkedet. 

Jeg er familiens forsøger og er også gået i gang med en efteruddannelse, som optager min tid to aftner om ugen, hvor jeg er til undervisning. Det er egentlig ikke noget problem, for min mand klarer ærterne derhjemme, og han gør det virkelig godt. Han har ikke noget imod huslige opgaer, og han nyder al den tid, han har med vores datter på halvandet. Det tid havde jeg under barslen, og jeg under dem virkelig at udvikle et tæt far-datter-forhold. 

Min mand er imidlertid bekymret for, om der sker noget med vores forhold, nu hvor han er hjemmegående. Han er bange for at virke mindre maskulin på mig. Jeg kan godt føle, at jeg har mistet en smule af min kvindelighed, nu hvor han har overtaget ansvaret for hjemmet. Måske handler det også om min dårlige samvittighed, fordi jeg pludselig er meget væk fra min datter og famlien i det hele taget. Men jeg synes, min efteruddannelse er spændende, og jeg vil det virkelig gerne. Jeg afslutter den om et års tid. 

Hvordan bevarer vi en god balance i vores forhold indtil da? Og vil vores datter blive mærket af, at vi har byttet rundt på kønsrollerne i familien? 

Venlig hilsen Ditte

 

Hej Ditte

Din beskrivelse af jeres liv begynder som en succeshistorie, hvor et moderne par elegant løber storslalom mellem familiens udfordringer. Mens jeg læser, sender jeg en venlig tanke til kvindesagen, der i forrige årtusinde gjorde opmærksom på, at kvinder ikke er skabt til at lave mad i skåneærmer med børn i skørterne, men derimod også til at udvikle sig fagligt og som mennsker. Og mænd behøver ikke at knokle, til de segner, men kan også søge indad i familien og sig selv og mærke lykken ved at smelte sammen med et eller flere børn. 

Alligevel sniger bekymringen sig ind. Gør vi det på den rigtige måde? Er jeg nok mand? Kan min hustru begære mig, når jeg lægger så meget vasketøj sammen? Er jeg nok kvinde? Er det feminint at tænde så meget på at dygtiggøre mig? Går det ikke galt?

Svaret er både ja og nej. Jo, en kvinde kan sagtens føle mindre lyst, hvis manden pludselig bliver alt for usikker på sig selv. Og hun kan også blive sur og nedladende på grund af dårlig samvittighe over ikke at være tæt på børnene og rette misundelse mod farmand. 

Men egentlig mener jeg mest nej. For der er ikke nogen sandheder om, hvordan vi skal leve vores liv. Facitlisten findes indeni. Føles det godt, er det nok sandt. Desværre har vores følelser det med at skifte, som vinden blæser. Begejstringen kommer nogle gange kun i gllimt i småbørnsfamilier og er ikke stabil. Og selv om bekymringen ofte er fast følgesvend, ved den kun halvt, hvad den snakker om og forudser sjældent de problemer, som faktisk opstår. 

Jeres bekymring er et advarselsskilt, og det er godt, at I begge ser skiltet. Det betyder, at I hver især og sammen arbejder på at undgå den ulykke, det vil være at glide fra hinanden. Prøv på skift at nævne alt det gode, der er at sige om jeres måde at være familie på. I vil med garanti komme til at grine undervejs. Og prøv at se, hvad det gør ved bekymringen. 

Venlig hilsen Martin Østergaard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.