Mørkemanden derude i haven

fredag 15. februar

I går beskrev en kvinde i min brevkasse under overskriften Krise/Tristhed, hvordan hun ikke føler nogen særlig begejstring over en ny kæreste og synes, at hun har mistet drømmene om sit liv. Hun ville gerne have haft en familie med to børn, men hun blev skilt for syv år siden og er alene med sit barn. Hun sørger, er trist og desillusioneret, selv om hun betragter sig som et glad menneske. Hvad vil hun med sit liv? Nu hvor det også er ved at være sidste udkald, hvis hun vil have et barn mere.

Hun synes, det er ufatteligt, at hun ikke har fundet en ny kæreste, for hun har set mange, men det er svært at få den samme nærhed og knytte sig på samme måde, som hun gjorde til sin eksmand. Manden, hun ser nu, er sød, men irriterer hende også, fordi hun ikke kan hengive sig og tænker, at han ikke er den rigtige. Og det handler måske i lige så høj grad om hende selv, og at hun stadig sørger over sin skilsmisse.

En af de andre i brevkassen foreslår, at det dårlige humør kan handle om at være i en lunken relation.

Og så følte jeg mig motiveret til at fortælle om mig selv, fordi jeg jo kender til det der tungsind, der pludselig kan hænge tilsyneladende uigennemtrængeligt på himlen, selv om man synes, at man som udgangspunkt er lutter blå himmel og solskin. Og at følelsen af at være ved at miste sine drømme sagtens kan leve i et forhold, der overhovedet ikke er lunkent, men tværtimod kærligt og varmt.

Jeg har været meget frustreret over, at jeg havde mange sorte tanker, selv om jeg elsker min kæreste og er dybt tilfreds med mit job som parterapeut, foredragsholder og forfatter. Jeg tænkte ofte: Hvorfor er jeg en tordensky, når jeg er lykkelig? Hvorfor er jeg ikke glad, når jeg nu lever et godt liv? Det nagede mig længe, og jeg begyndte at skrive dagbog om det sorte humør.

Hurtigt opdagede jeg, at det lettede på de tunge tanker og skabte lys at skrive om mørket, så jeg besluttede at bruge et år på systematisk at notere alle sorte tanker for at få styr på dem og på mig selv og forstå, hvordan det kunne være, at jeg ikke var helt glad, når der nu var al mulig grund til at være det.

Og nu skal dette ikke udvikle sig til en reklame for min kommende bog, Lige nu har jeg det godt, men det er jo den, der består af dagbogsoptegnelser over den der uforklarlige melankoli og uro, man kan opleve. Og hvordan en stemme i mig sagde, at jeg måtte søge dybere ind i det underlige ubehag, fordi jeg hele mit liv havde regnet med, at når jeg for alvor fandt kærligheden, så ville jeg også få fred i sjælen. Nul… det skete bare ikke. Og hvorfor gjorde det ikke det? Jeg søgte svar og brugte et år på at stille alle spørgsmålene.

For at komme med en hurtig konklusion, så sidder jeg ikke her bagefter med de vises sten og kan forklare, hvad man skal gøre for at håndtere personlig krise eller vinterhalvårs-tristhed. Så ville det nok også blive en af landets største eksport-successer. Og helt ærligt så irriterer folk med 10 gode råd mig også. For mig har løsningen ikke været at abstrahere fra alt det negative og selvnedvurderende, men tværtimod at se det i øjnene og dyrke det lidt.

Efter min mening handler det om at  invitere mørkemanden indenfor og sige: Jeg ved godt, at du ikke går væk bare sådan uden videre, så nu får du en kop kaffe og noget mad. Jeg gider ikke længere være bange for dig eller vende ryggen til dig. Jeg vil stå ved dig. Jeg vil tale med dig. Ikke gøre noget stort nummer ud af dig. Nærmere acceptere at du er der som en måde at slippe for, at du fylder så meget og stjæler så meget af min energi, når du står der udenfor i mørket og kigger ind, og jeg bliver skide angst, når jeg kigger ud og ser mit eget spejlbillede.

Og så tror jeg, nej, jeg kan mærke, at jeg en dag om ikke alt for lang tid er kommet videre og pludselig opdager, at du har forladt mit hjem, men efterladt et vigtig minde og en vigtig påmindelse om, at hvis jeg ikke er mig selv, så kommer du igen og står derude i haven og kigger ind.DSC05770

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.