Min atomiserede jul

torsdag 20. december

En journalist fra BT prøvede i går at få fat i mig for at interviewe parterapeuten lidt om konflikter i familien i julen. Det lykkedes os ikke at få fat i hinanden. Jeg havde travlt med klienter, da hun ringede og skrev til mig. Jeg skrev retur, at jeg ville vende tilbage, når jeg havde fri, men så var hun optaget.

Det fik mig til at tænke på min egen familie og julen. Det var med garanti ikke kommet med i interviewet, så det er dejligt at komme af med det her. Ikke at det er noget, der er vildt problematisk for mig. Alt er kendt materiale, så måske er det mere en enkel glæde over at få det sagt til mig selv.

Jeg er jo delefar, og derfor er jeg ikke sammen med mine tre børn hver anden juleaften, og sådan en juleaften er det i år. Børnene er hos deres mødre.

Så blev jeg inviteret til at være sammen med min hustrus familie, og selv om jeg holder virkelig meget af dem, har jeg i år mest lyst til at være i nærheden af mine forældre, som bliver stadig ældre og mere uskarpe. Min far kom tidligere på året på plejehjem efter i nogle år at have forsøgt ihærdigt at drikke sig selv ihjel i sin svinesti af en lejlighed.

Det er underligt at skrive det med alkoholen, for min far har aldrig været alkoholiker. Men i de seneste måske ti år gik det stadig mere i den retning. På et tidspunkt var han så stiv, at jeg måtte smide ham ud fra en grillfest med den begrundelse, at han gjorde børnene bange. Han replicerede, at jeg var så skide klog, at jeg kunne undvære hovedet, og at jeg aldrig mere skulle sætte mine ben i hans hjem.

Nå, men han røg altså på plejehjem, inden det lykkedes ham at tage billetten ved hjælp af en blanding af Fakta-whisky og Pepsi Cola. Og selv om han aldrig har været en specielt nærværende far, så har jeg alligevel besluttet at bruge et par timer på ham juleaften. Måske i en eller anden form for sær hævn. Fordi han aldrig for alvor var der for mig, vil jeg insistere på at være der lidt for ham, for at opdrage på ham på vejen ud. Eller måske for ikke at bruge energi på at have dårlig samvittighed over, at han sidder lænket til en stol og spilder cigaretaske på sit brandhæmmende forklæde og keder sig ad helvede til dagen lang.

Min mor har altid været sårbar, så hun klarer sig langt bedre med at være svækket af alderen. Hun har sådan set altid følt sig svækket psykisk og fysisk, og den aktuelle tilstand er ikke nogen overraskelse for hende. Hun sidder ude i 2450 SV alene i lejligheden og svarer altid “halvtrist”, når jeg ringer og spørger, hvordan hun har det. Men hun er også glad for, at jeg ringer, og hun viser begejstring. Og så kigger jeg forbi med en lun frikadelle og lidt salat med bulgur nede fra den lokale brugs, og så spiser vi sammen og sludrer.

Vores juleaftale i år består i, at jeg kigger forbi med min datter en time eller to lillejuleaften midt på dagen. Det bliver hyggeligt. Eller også skal jeg invitere hende her hjem til os, så vi kan lave lidt ribbensteg med rødkål, en skive andebryst med kartoffel og brun sovs og lidt ris á la mande. Ja, det er vist bedre. Hun kan stadig tage 3A, som bogstaveligt talt kører fra dør til dør her på Nørrebro og ude i sydvest.

Og så glemmer jeg helt, at jeg også når en sviptur til Jylland for at være sammen med mine drenge en halv dags tid til lidt slåskamp og sneboldkamp og gåtur på stranden og aflevering af julegaver. Det bliver også dejligt, selv om meget af dagen vil blive brugt til at transportere mig selv frem og tilbage til Jylland. Men så kan jeg jo glæde mig til, at de kommer snart igen for at fejre nytår hos mig.

Sådan er min jul. Atomiseret. Alle mine nærmeste er spredt ud. Nordjylland, Østjylland, Sydvest, City, Østerbro, Nørrebro. Min fusionsfamilie fejrer atomiseret jul. Det lyder som et menuforslag – sprængt and, kandiseret æble og atomiseret jul. 

Man kunne vælge at betragte det fra den vemodige vinkel, men det lykkes ikke rigtigt. Faktisk ser jeg frem til at tøffe rundt og være mig selv og lave et par hyggefremstød af et par timers varighed med min datter og mine forældre.

Jeg kommer til at tænke på, at jeg altid smider alt mit tøj til vask efter at have været på besøg hos min far. Han ryger hele tiden, og jeg stinker som et værtshus. Sidste gang kom to ansatte på plejehjemmet farende ind midt i mit besøg hos ham og skulle stå for den ugentlige vejning af den gamle mand. Det er åbenbart noget, de er pålagt at gøre.

Jeg tænkte ved mig selv, at de da for helvede kunne vente bare 10-15 minutter, til jeg var gået igen for både at vise min far og mig respekt. Men nej, det skulle være lige nu, og det blev min far også pissesur over. Så da den ene lænede sig ind over ham for at løfte ham op i hans gangstativ, vrissede han til hende: “Fy for helvede, du lugter af hvidløg”. Og så måtte hun indrømme, at hun havde fået masser af hvidløg i går. Og kaldte ham til gengæld og helt berettiget “Kaptajn Haddock”. Jeg har faktisk ungdomsfotos af min far med pibe og fuldskæg, hvor han fuldkommen ligner den humørsyge og whiskyglade sømand.

Nå, men jeg glæder mig til at være mig selv. Og jeg har mest lyst til at være i selskab med mine forældre omkring juletid, selv om de er så gamle, at karakteren af samværet er lidt speciel.

På et tidspunkt syntes jeg, at jeg skulle bortforklare, at jeg bare ville være mig selv i julen, og derfor bildte jeg både mig selv og andre ind, at jeg ville lave noget humanitært arbejde juleaften. Servere suppe for hjemløse.

Men det gik op for mig, at hjælpeorganisationerne faktisk synes, at det er mildt anstrengende med alle dem, der gerne vil hjælpe nogen juleaften. At de har mere brug for en hjælpende hånd hele resten af året.

Fuck, jeg følte mig pludselig hipster-humanitær på den fesne og selvoptagne måde. Jeg ville jo kun hjælpe nogen juleaften, fordi jeg selv var bange for at føle mig alene. Det var mest mig selv, der havde brug for hjælp.

Og i den seneste uge har DR så også kørt en kampagne med, at man kan få besøg af en enlig juleaften eller selv sige til, hvis man har brug for at holde jul med nogen. Og det rykker lidt i mig. Men jeg glæder mig jo for helvede til bare at være mig selv. Hvad har jeg gang i? Jeg kan mærke, at det trækker i mig for trods alt ikke at være helt alene. Og det er jeg jo heller ikke. De vil jo alle være optaget af, om jeg nu har det godt i min ophøjede ensomhed. Og jeg skal jo både kigge ind til min mor og min far, så det går nok altsammen.

Jeg er jo nok så meget midt i en orkan af arbejdsliv og privatliv og børn, der kommer og går til daglig, at jeg i virkeligheden ser meget frem til den jule-retreat, men bare er så uvant med stilheden og det at synke ned i mig selv, at jeg uden grund frygter det.

Jeg vil helt sikkert nyde det.

Og med endnu større sikkerhed skrive om det!

 

 

 

Dette og de andre blog-indlæg i Lige nu har jeg det godt-kategorien er skrevet i ren og skær begejstring for det at skrive dagbog om, hvordan man i en situation lige går og har det.

10. april 2013 udkommer min bog med samme titel, Lige nu har jeg det godt. Bogen handler om en selvhjælpsbogsforfatter, der prøver at hjælpe sig selv af med sine negative tanker ved i et helt år at skrive dagbog og gribe ud efter det lyse, lette og gode humør.