Marlon Brando er vicevært på Nørrebrogade

fredag 21. december

Jeg tror, jeg spiller for meget og især for sent Wordfeud. Jeg er jo pissetræt her næste morgen, muggen og negativ. Og det er der jo overhovedet ingen grund til. Jeg har det jo godt.

Nogen har brækket sig på trappetrinnet foran vores opgang, og jeg har netop påtaget mig tjansen som vicevært i vores lille andelsboligforening, så jeg kan tydeligt se mig selv stå dernede med en stor Pepsi-flaske fyldt med varmt vand til at sprøjte på klatten, så den skyller ud på fortovet af sig selv, uden at jeg skal til at køre rundt i den med min gulvmoppe.

Jeg glæder mig ligefrem. Hvis jeg nu står der i vinterkulden og damper i min tætsiddende, hvide jbs-undertrøje, kan det så være, at jeg med min gennem flere år hårdt tilkæmpede crossfit-krop kan komme til at ligne Marlon Brando i hans unge år en lille smule?

Humøret letter lidt og gør det nemmere at være træt.

Dagens faste aftaler er sådan lidt spredt fægtning i dag, og derfor skal jeg selv putte noget energi i at planlægge, hvad der i øvrigt skal ske. Skal jeg få rettet mit manus igennem for 117 gang, eller kan det vente til de stille juledage? Skal jeg gøre rent i trappeopgangen i nummer 38? Skal jeg rydde op? Skal jeg få skrevet og sendt nogle kvitteringer? Skal jeg få ringet efter det foto, der skal bruges på forsiden af bogen? Skal jeg ringe og få aftalt det sidste omkring julen med min mor og far?

Alle de muligheder. En afgrund af frihed.

I går gjorde jeg rent af to omgange i vores egen opgang. Uh, jeg har vist en lille rengørings-fetish. Marlon Brando bliver euforisk af at hive lommekniven op af baglommen og skrabe noget gammelt tyggegummi af et trappetrin. Men det er nok mest, fordi det er vores egen opgang, og jeg elsker at vide, at mine klienter ankommer til en rengjort og pæn oplevelse.

Ligesom jeg også sætter pris på, at vores toilet er støvsuget, gulvet svabet, og blandingsbatterierne og porcelænen i håndvasken står blanke uden hår, støv, kalk-rande, snaller og sæberester. Og at spejlet ikke er fyldt med tandpasta-stænk og de der små pletter af det der, som kommer flyvende ud af kæften på en, når man har gravet godt mellem bisserne med tandtråden og trækker den ud igen. Svup – og så sidder det på spejlet, mmm.

Ha-ha, det letter stadig mere. Nu er jeg ikke engang træt længere. Det hjælper enormt at skrive. Indre rengøring er, hvad det er. Mental dental floss.