Må man skændes foran børnene?

I det seneste nummer af magasinet “Vores Børn”, har jeg i min egenskab af familieterapeut svaret på følgende spørgsmål.

Kære Martin,

Min mand og jeg har nogle udfordringer i parforholdet, som især er opstået, efter vi er blevet forældre. Vi har kendt hinanden i ni år, har været gift i seks år og har to børn på tre og halvandet år. Ja, de er kommet ret hurtigt, og det er sikkert det evige søvnunderskud, der tærer på vores forhold. Vi bliver hurtigt irritable og skændes højlydt over de mindste ting. Min mand er for eksempel efter mig, hvis ikke jeg stiller min taske ind i soveværelset, når jeg kommer hjem. Han vil også have, at køkkenbordet, skal være helt ryddet, når vi har spist. Hvis jeg glemmer at rydde alt væk, kan han finde på at snerre eller råbe ad mig foran børnene.

Forleden sagde han ’Jeg rydder altid op efter dig’. Og han sagde det i en rigtig vred tone. Jeg havde bare fået nok af hans evige irettesættelser og bad ham om at lade mig være og gik ud af køkkenet. Så råbte han til mig, at jeg opfører mig som en dronning, og at de andre i familien jo også skal være her. Jeg råbte tilbage, at han skulle holde mund. Meget højt og vredt bad han mig komme ud i køkkenet igen, fordi ’denne samtale ikke var færdig’. Så begyndte vores datter på tre at græde og sige ’stop, stop’. Det gjorde mig bare så ked af det. Det gjorde os begge kede af det.

Vi vil gerne stoppe skænderierne. Men det er som om, det bare er blevet vores måde at tale på, og det sker flere gange om ugen. Jeg kan også finde på at snerre af ham, og det kan handle om alt muligt, men jeg prøver at vente, til børnene er kommet i seng, eller til de er i et andet rum i huset. Det lykkes ikke altid. Er det måden at komme af med vrede på, eller hvordan skændes man bedst?

Med venlig hilsen
Nicole

Hej Nicole

I første omgang synes jeg, at det med at skændes foran børnene er mindre vigtigt end at finde ud af, hvorfor I skændes. Jeg tror nemlig ikke, at det kun handler om børn og søvnunderskud. Men muligvis mere om at den intime kontakt – og her taler jeg ikke om sex – mellem jer er gået fløjten undervejs i det med at være forældre.

Hvis din mand siger de ting, du refererer, lyder det, som om han savner dig som kæreste og ikke kan finde ud af positivt og konkret at skabe et ’kæresterum’ med dig. Bag bitching omkring det praktiske gemmer sig altid noget andet og dybere. Han føler sig sikkert ikke forbundet med dig, men derimod fravalgt, afvist og domineret. Og du kan sikkert skrive under på nogenlunde det samme.

Og så kunne man tro, at familieterapeuten ville anbefale en tur eller ti i høet eller kroferie i Skåne eller Møgeltønder. Nja, når du har sådan en moderne mand, der har det med at bitche, skal du ikke regne med, at han er nem at komme tæt på igen. Du skal muligvis tåle at blive afvist nogle gange, før han bløder op. Og her er det godt at hanke op i sin selvrespekt og kunne møde ham med: ”Jeg sidder sgu lige her og er kærlig både i ord, handling og med min uimodståelige krop, og så er du bare pissesur ovre placeringen af min taske. Send en sms, når du er færdig med at være offer, drama queen.”

Du fjerner ikke nødvendigvis konflikter ved at lægge dig fladt ned. Og først når kontakten mellem jer er genskabt, slapper børnene af. De mærker nemlig ikke kun ubalancen, når I skændes. Ingen har lyst til at skændes foran deres børn, men lejlighedsvise og ophedede skænderierne tager de ikke skade af. Tværtimod lærer de, at man også kan beskytte sig selv i en rask og højrøstet tvist. Derimod tager de skade af at vokse op i lidt for lange perioder med køligt klima mellem to forældre, de aldrig ser kysse, kramme eller forenes i kærlig og varm kontakt.

Med venlig hilsen Martin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.