Lige nu har jeg det godt – del 8

Hver dag (næsten) skriver jeg her i bloggen lidt fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 8

Fredag 20. august

Himlen er lyseblå med endnu mere gennemsigtige, hvide skyer end i går. Der er en gylden farve i det fjerne bag husene, hvor solen er ved at stå op. Jeg hader, når folk taler om, at de ikke vil kunne bo i København. Forleden fortalte Catrine, at vores nabo efter sin ferie i sommerhus følte sig låst inde på Nørrebro. Jeg frygter, at Catrine selv føler sig låst inde. Det er rigtigt, at byen kan være enormt grim, når man lige kommer hjem fra ferie. Og det er noget lort, at husene skygger for både solopgang og solnedgang, men jeg elsker København.

Jeg vågner klokken halv seks, og de sorte tanker buldrer løs fuldkommen upåvirket af den ny opmærksomhed, de nyder her i dagbogen. Måske har de vænnet sig til rampelyset og begynder at give den gas, nu hvor de kan se frem til et større publikum.

“Foreløbig…,” siger de sorte tanker.

“Foreløbig er det kun dig og os, skrivermunk. Men snart får vi en stor fanskare, og så kan du fucke din blyant og dine kinabøger. Så kører vi vores egen blog og kalder os ANT, Automatic Negative Thoughts, og så rapper vi om din hvide røv.”

Jeg står op og går på toilettet for at slippe for at blive pisset mere på. Catrine smiler til mig, da jeg lægger mig igen, og jeg smiler til hende. Jeg føler, jeg er falsk over for hende, fordi jeg ikke fortæller om min sorg. Jeg håber, hun rækker hånden ud og rører mig og holder fast i mig, som hun gjorde engang. Men det bliver ved smilet. Og det gælder også mig selv. Jeg rækker heller ikke ud. Jeg mærker mit smils overfladiske træk og slip. Bagved ligger sorgens store bjerg. jeg åbner øjnene på klem et par gange eller tre for at se, om hun bliver ved at se på mig, men hun er væk. Jeg tænker på i går, da vi var ude at gå med hunden. Der var ingen forbindelse, og vi var i to verdener. I går aftes kastede hun sig over hunden og nussede den. Hvorfor ikke mig? Jeg forestiller mig, at jeg siger det med hunden til hende, men regner med, at hun endnu en gang vil føle sig bebrejdet. Jeg burde bede om den omsorg, jeg savner, men kan ikke, når jeg savner den allermest.

I aften kommer Catrines veninde og venindens kæreste. De er søde, og vi bør helt klart se flere mennesker sammen, men jeg forestiller mig også de to veninder sludre løs, mens deres to mænd føler sig lidt akavede. Hvorfor har jeg det sådan? Sidst var det rigtig hyggeligt uden forbehold, så hvorfor denne forudindtagethed? Jeg isolerer mig, og det ønsker jeg ikke.

Jeg ryger tilbage i tiden til mit barndomshjem, hvor jeg boede alene med min mor i Esbjerg, mens resten af familien boede i København. Var jeg ensom? Var jeg vred? Min mor sagde ofte, at hun havde dårlig samvittighed over, at jeg ikke kun være tættere på resten af familien. Jeg sagde, at det ikke betød noget.

Jeg får en druknende fornemmelse af at være for tung at leve sammen med. Når Catrine skriver ‘for evigt’ i en kærlig sms, bliver jeg bekymret for, om hun bruger for mange kræfter på at bekræfte mig. Jeg har været i forhold, hvor det var mig, der var sød og tålmodigt over for vrede, lavt selvværd og angst for at miste. Til sidst løb jeg tør for kræfter. Catrine er gudskelov mere tålmodig, end jeg nogensinde har været, og måske er jeg faktisk meget god til at tage imod hendes bekræftelse.

Det er ikke længere så pissesjovt og humørspredende at skrive dagbog. Ah, det var en dejlig linje at skrive. Det gav luft og glæde til sjælen. Jeg er flov over at gentage mig selv og mine sorte tanker, men det er vel meningen. At vise de sorte kræfters ekstreme styrke, som man tålmodigt må kæmpe forfra med hver dag som en anden Sisyfos, der bliver ved at trille stenen op på bjergets top bare for at se den trille ned igen. Jeg er flov over gentagelsen, over at det pinlige ikke bare går væk, og over at skulle skrive om noget, jeg lige nu ikke synes er særligt underholdende.

Irritationen over irritationen kommer mig til undsætning. Noget dybt i mig protesterer vildt over at være taget til fange og siger: “Gu er jeg ej fange af tristheden. Jeg er i armygrøn kampuniform og sprænger det dårlige humør i luften og viser verden, at jeg findes herinde og selv kan komme ud. Under uniformen er jeg iklædt John Travoltas hvide jakkesæt fra Saturday Night Fever, og jeg danser som en fyrig tyrefægter med det sorte dyr.”

Det er for meget forlangt, at jeg vil have Catrine til at give mig følelsen af at være i live. Jeg må bruge andre mennesker. Måske er det lige dette, der driver mange mænd i armene på en anden kvinde, fordi vi arbejder for meget, har for få venner og hænger for meget på kæresten. Hvis kæresten har lige så travlt med alt muligt, kommer vi til at hænge med skuffen. Andre mænd kan ikke hjælpe os, for vi betragter dem mere som konkurrenter end venner og redningsmænd. Måske er vi mænd designet til bedst at kunne mærke os selv, når vi har sex, og derfor er vi i større risiko for at være utro.

Megen kreativ skaberkraft udspinger sikkert af kampen mod underskud og tvivl på egne kvaliteter. Musikere, forfattere, malere. Jeg henter en kop kaffe mere. Catrine sover. Jeg ser på hende med større mildhed. At skrive gør mig godt, og jeg har mindre ondt af, at hun skal trækkes med mig.

Et tema bliver ved at dukke op. Det handler om at blive ældre. Jeg er ved at skrive ‘gammel’. Jeg har ikke lyst til nævne min alder, otteogfyrre, fordi den lyder helt forkert i mine ører. Otteogtyve er mere passende, selv om jeg har langt mere styr på mit shit end dengang. Synes jeg da. Bernt spurgte til det med alderen forleden, fordi jeg selv har nævnt det tidligere. Lige da han spurgte, sagde jeg, at jeg ikke tænker negative tanker om min alder, men det passer ikke. Tankerne fylder rent faktisk en del i perioder.

Lige nu har jeg mest lyst til bare at sidde og være til stede. Solen begynder at blænde, og roen indfinder sig. Jeg trækker vejret fri. En ung kvinde kommer ud fra bunden af en bagtrappe, haster gennem gården og forsvinder ud af porten. Livet går sin gang som i sangen The girl from Ipanema goes walking, and the world goes aaah. En jævnaldrende kvinde kommer gående den anden vej med sine hunde. Den jævnaldrende kvinde forbinder jeg ikke på samme måde som den unge kvinde med håb og glæde, og det gør mig flov. Måske vil halvgamle mænd gerne have yngre kvinder for at kunne holde fast i håbet og glæden, slippe væk fra sig selv og være unge igen, men med en større grad af styr på tingene. Nu er solen næsten fri af taget, og den varmer, ahh. Catrine bladrer i sin bog inde i sengen, og jeg kan mærke min kærlighed til hende.

Jeg tager brillerne af, lukker øjnene, vender ansigtet mod varmen, lader hænderne glide gennem morgenhåret, reder det tilbage og gnubber ansigtet. En stolthed over mit mod til at kæmpe med tilværelsens mørke møllevinger vælder op i mig. Jeg bliver en smule forlegen over at sidde og blive selvfed. Nu er solen helt fri af taget, men dækket af en tyk sky, så varmen forsvinder.

Jeg tænker på Asta og drengene. At de er glæde og lys for mig. Måske lidt banalt og forudsigeligt, at man glæder sig over livet gennem ens børn, men ikke desto mindre sandt. Og da vi ikke er sammen hele tiden, er der også længsel og glæde ved forventningen om snart at skulle ses igen. Så nu varmer solen igen. Jeg vender ansigtet op mod lyset og nyder tilværelsen. Naboens altan giver sig med et knæk i varmen. Jeg retter på et neglebånd. Jeg har dårlig samvigtighed over at være så meget ovre i Catrine og hvad, hun egentlig måtte føle, tænke, tro eller ikke føle, tænke og tro. Hvad laver jeg dér? Jeg hører til i mig selv.

Jeg har bogen Slip bekymringerne liggende opslået ved siden af toilettet. Jeg bider mærke i et citat: “Lavt selvværd er som at køre gennem tilværelsen med trukket håndbremse.” Så sandt. Og det mystiske ved lavt selvværd er, at man ofte er den eneste, der ikke synes, at man er noget særligt værd. Min mor har for eksempel altid undervurderet sig selv, selv om hun altid har været helt vildt kreativ og tegnet og skrevet løs og været en glad og levende kulørbombe i selskab med andre.

Jeg bliver atter fanget af dårlig samvittighed over ikke at føle samme glæde og energi ved at skrive på thrilleren. Hvorfor kan jeg ikke vende skriveprocessen til noget positivt ligesom i denne dagbog, der eksploderer derudaf som en steppebrand? Er tyngden omkring thrilleren bare noget, jeg bilder mig ind? Jeg vil finde letheden frem. Måske kommer tynden af, at det er første gang, jeg skriver en spændingsroman og derfor brækker mig af angst for, at den ikke bliver spædende og original. Det skal nok gå. Bare giv den gas.