Lige nu har jeg det godt – del 7

Hver dag (næsten) skriver jeg her i bloggen lidt fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 7

Torsdag 19. august (2010)

Vågnede med et sæt og havde drømt,  at jeg stod med en seddel fra Catrines pung. På sedlen stod navnet på en mand og et eller andet om noget hi-fi, jeg i drømmen forestillede mig, at han havde underholdt med for at score hendes opmærksomehd. Hans navn var Kent Nikolajsen som ham, der har været studievært på Sporten og Rene ord for pengene, men han lignede socialdemokraten Dan Jørgensen. Jeg ved ikke, hvorfor netop de to personer dukkede op, men Dan Jørgensen var også gæst den dag, jeg var med i Aftenshowet.

Jeg sidder på altanen med kaffe og en hjemmebagt bolle med ost. Himlen er meget blå med langstrakte, gennemsigtige skyer. Et fly ligger i ti kilometers højde med en soloplyst kondensstribe efter sig. Her er stille. Kun skaderne skratter af og til lidt i rønnebærtræerne, og så er der lyden fra de to ventilatorer på taget, der de seneste ti år uafbrudt dag og nat har suget fugt ud af vores køkkener og badeværelser.

Da jeg smurte ostebollen, mærkede jeg et indre raseri. Hvorfra? Har det altid været der? Min bror sagde på et tidspunkt, at jeg var meget vred, da mine forældre blev skilt. Jeg var ni år og husker intet. Om det stadig er samme vrede, ved jeg ikke, men den er der og retter sig mod Catrine, stakkels kvinde.

Klokken halv seks vågnede vi begge og gik på toilettet på skift. Catrine spurgte, om det var okay, at hun læste i sengen. Jeg svarede: “Ja,” og hun spurgte: “Eller kan du ikke sove, hvis jeg læser?” Jeg kom til lidt irriteret at sige: “Det ved jeg sgu ikke,” og så sagde hun: “Jamen, så går jeg ind i stuen.” Det gjorde hun, og bagefter kunne jeg ikke sove.

Det er ved at blive efterårskøligt. Sent i går sad jeg i T-shirt på Sankt Hans Torv og drak en øl, efter at Bernt og jeg havde været i biffen. Jeg fortalte ham om min idé med i et år at skrive de negative tanker ned for at kunne vende dem til noget positivt. Han ville høre om de negative tanker. Jeg fortalte ham om noget af det, jeg allerede har skrevet, og fortalte, at han også er med i bogen. Han syntes, det var sjovt og sagde: “Det er lige dit emne”. Av, den sved. Jeg så mig selv som sådan en, der render rundt og er tynget af tilværelsen. Det gider jeg ikke. Men jeg kan jo lige så godt se det som en ros, at jeg har blik for det svære og prøver at løfte det.

Hvor kom jeg fra? Jeg gik i sort, da Catrine gik ind i stuen. Jeg lå og var bekymret over, at jeg ikke længere holder så mange foredrag. Men jeg gør jo heller ikke noget for at få nogen. “Det er ellers nogle gode penge,” har både Catrine og Bernt sagt uafhængigt af hinanden de seneste dage. Jeg hader at skulle sælge mig selv og finde på nye titler til mine foredrag hele tiden. Jeg vil hellere skrive på denne bog og thrilleren. Er jeg forkælet? Er jeg lidt udbrændt? Træt af at høre mig selv holde foredrag? Nej, kom nu. Jeg er jo klogere på dette med kvinder og mænd, end jeg nogensinde har været og har udviklet min stil og inddrager publikum rigtig meget undervejs. Og stornyder det. Hvorfor tøver jeg nu?

Jeg synes, at jeg er lidt uskarp i tanken i dag og ved ikke rigtig, hvor jeg skal hen med det, jeg skriver. Det er måske et meget godt tegn og i hvert fald rart at mærke, at det negative har trukket sig lidt væk.

Catrine ryster dynerne og stikker hovedet ud af altandøren for at se, om dynerne kan hænge ud over kanten på altanen, men konstaterer, at det er for vådt efter regnen. Så var der også det med vreden. Hvad er jeg vred over? Over at føle mig svag? Jeg kigger på himlen, trækker vejret og renser sindet. Jeg er ved godt mod og har ikke lyst til at forfølge sagen.

Catrine tænder for tv i køkkenet. Jeg spiser ikke morgenmad med hende, som jeg plejer. De fjorten dage alene har sendt mig ind i en rutine med at spise på altanen, når jeg står op. Tidligere husker jeg nogle dage, hvor jeg blev irriteret over, at vores fælles morgenmåltid tog så lang tid. Det var dejligt, men jeg savnede bare at tage en skål med A38 og ymerdrys eller en bolle med smør og ost og komme videre. Måske er jeg ikke så social, men har brug for at være alene, før jeg får lyst til at være sammen med andre. Måske er mit skriveri min munkecelle. Måske har jeg brug for ro nogle timer hver dag hensunket i andagt, bøn og fred for mine nærmeste. Storbymunken på altanen med happy-sweateren og morgenhåret.