Lige nu har jeg det godt – del 6

Hver dag (næsten) skriver jeg her i bloggen lidt fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 6

Tirsdag 17. august (2010)

Jeg har tilbragt weekenden med drengene og en masse børn og forældre fra deres skole. Vi byggede bivuak af granrafter og presenninger, lavede mad over bål og overnattede halvtreds meter fra havet på den jyske østkyst. Det var dejligt, og der var ikke tid til at have negative tanker. Jo, da jeg vågnede klokken halv tre om natten mellem en snorkende far og et højrøstet selskab ved bålet uden for teltet. Jeg stod op og satte mig ud til bålet. Folk grinede højlydt, da jeg jeg fortalte om kampsnorkeren, og så fik jeg en øl og grinede med i en times tid, før jeg kunne sove igen.

Jeg har lige været på tønden. På vej derud mødte jeg Catrine og kyssede og krammede hende godmorgen, dejligt. Jeg får lidt paranoia omkring, hvorvidt hun tror, jeg vil have beep hele tiden. Det vil jeg gerne, men det er mindst lige så godt at kysse og kramme i femogtyve sekunder. Er jeg bange for at få et afslag? Kan jeg ikke droppe alle de tanker om, hvor hun er henne og bare spørge, om hun har lyst, når jeg har lyst? Behøver det at være mere indviklet?

Ved femtiden gik jeg i gang med nogle negative tanker, det lykkedes at vifte væk. Hvad handlede de om? Noget med, at hun ikke har så meget lyst til mig, som hun havde engang. Men jeg er helt klart også mindre selvsikker end dengang, så måske handler det mere om min egen lyst. Det bedste er at vågne og have helt vildt meget lyst og bare kaste mig ud i det i stedet for det der øh-bøh-skal-skal-ikke-række-ud.

Et andet favorittema er min følelse af afstand mellem os. Er vores sms-beskeder ikke mere kærlige, når hun er i Nordjylland, og jeg er i København? Er det hele ikke mere indviklet og sårbart, når vi er tæt på hinanden? Jeg går ofte rundt og føler, at vi er lidt adskilt. Men skal vi absolut være tæt? Kan jeg overhovedet klare at være tæt? Og hvorfor føler hun sig ikke det mindste adskilt fra mig?

Regnen vælter ned, så det er umuligt at sidde på altanen. Catrine sover også, og jeg vil ikke vække hende ved at vade frem og tilbage med morgenmad, kaffe og papir. Jeg kører lidt i negativt spin og fantaserer om, at hun ikke rigtig gider stå op og være sammen med Asta og mig, og at jeg må acceptere dette vilkår, selv om jeg er ved at tygge min arm i stykker op til albuen i sorg og raseri over ikke at kunne klinke bare noget af den familiefølelse, jeg selv har baldret ved at blive skilt. Jeg siger til mig selv, at det nok skal gå, fordi der ganske ofte er god stemning, og fordi Catrine holder meget af Asta.

Onsdag 18. august

Jeg vågner klokken seks, og det gør Catrine også. Har straks en følelse af at blive afvist og af, at hun ikke har lyst til mig og i det hele taget holder afstand. Jeg synes, hun er fjern og et andet sted henne, men det man siger, er man jo ofte selv. Nej, jeg har lyst til hende, men jeg mener at mærke en ulyst hos hende og holder mig derfor tilbage og mister lysten selv. Men måske foregår det hele kun i mit hoved.

Jeg vender ryggen til, tager puden over hovedet og prøver at falde i søvn, elendig til mode over at være nødt til at tage afstand. Hvis hun rent faktisk er afvisende, kan det så være en reaktion på lang tids tristhed hos mig? Eller startede det med, at hun afviste mig, og så blev jeg trist? Jeg har jo følt mig afvist i tidligere forhold, og når jeg sagde det højt, avlede det så ikke bare mere afvisning?

Nu står hun op, og jeg sætter mig ud på altanen. Uroen forsvinder med det samme, og roen siver ind i mig. Ah, salig fryd at sidde her selv om her er køligt, og himlen er overskyet og grå. Nogle skraldemænd triller affaldscontainere frem og tilbage i den anden ende af gården, og det lyder som fjern torden.

Jeg kunne ikke falde i søvn under hovedpuden og gik i bad for at komme ud af mine ulykkelige tanker. Jeg var vred. “Kan du ikke sove længere?” spørger hun. “Nej”, svarede jeg så kortfattet, jeg kunne uden at blive kølig. “Det tror jeg heller ikke, jeg kan”, sagde hun, og jeg fik øjeblikkeligt dårlig samvittighed over, at jeg går her vred og fornærmet i mit indre univers og knuses af raseri og indre dialog, som hun kun stifter bekendtskab med via en lidt kantet og fåmælt attitude og et forsøg på at lade som ingenting. Fuck mig. Jeg øver mig i ikke at sige noget om min tilstand, når jeg har det sådan. Der er for stor risiko for, at mine tanker og følelser bliver til angreb og bebrejdelser.

Jeg står i badet og koger og tænker, at jeg føler mig tættere på, når hun er i Nordjylland. Men hvordan skal hun opfatte sådan en udmelding som andet end et skud mod hjertet? Jeg går ind og lægger mig hos hende, efter at have tørret mig. Hun læser og siger: “Nej, så skal jeg lige ud at børste tænder,” og jeg reagerer lidt defensivt aggressivt ved at sige: “Skal du børste tænder, fordi jeg ligger her?” og hun svarer: “Nej, ikke fordi du ligger her,” og jeg skynder mig at glatte ud og sige: “Gå du bare ud og børst tænder.” Og så ligger jeg der og mærker angsten fo at blive usikker, så det hele bliver akavet. Og hun kommer ind og lægger sig, og jeg går komplet død over, at hun ikke vender sig mod mig. Jeg bliver helt igennem ked af det og føler mig mislykket og ynkelig, fordi jeg ikke har styrken og overskuddet til at hæve mig op på albuen og være forfører. Fordi jeg ikke formår at hæve mig over situationen. Måske skal jeg forlade min skrivepost her på altanen og gå ind til hende i soveværelset og prøve en gang til. Ja, det gør jeg.

Hurra, så lykkedes det, dejligt, fantastisk. Og i dette øjeblik ser jeg solen gennem skyerne. Før var der kun én stor sky. Nu er der mange, og de er ret sammenhængende, men solen trænger igennem derude lavt på augusthimlen som en bleg måne. Min kaffe nåede at blive kold, men den smager godt alligevel.

Solen er næsten igennem, og kuglepennen kaster skygge på papiret for første gang i dag. Catrine kommer ud og kysser mig. Hun skal ud at løbe. Så er solen væk igen bag stort set sammenhængende, grå skyer. Men jeg har min kulørte, stribede Tommy Hilfiger-striktrøje på i brun, blå, lysegul, blå, gul, blå, orange, blå, pink, blå, pink, blå, pink, lyseblå, blå, lyserød, brun, gul, orange, brun, blå, grøn, lysegrøn, pink, orange, brun, lysegul, pink, blå, pink, blå, pik, lyseblå og så videre. Så jeg er glad. Især da jeg efter at have skrevet dagens tekst fra kinabogen ind i Word kan se, at jeg har glemt at skrive ‘n’ i ‘pink’, så der står ‘blå pik’.

Jeg burde få mig et fast arbejde som andre mænd i stedet for at sidde her på altanen og skrive på et stykke papir i korte bukser, uldne grå sokker, skægstubbe, morgenhår og happystrik. Men det er jo mit arbejde at sidde her og høre kirkeklokkerne ringe dagen ind og se på de drivende skyer.

En klient mødte mig i byen og sagde, at hun havde tænkt: Der står en mand, som hviler i sig selv, da hun så mig stå og vente på et gadehjørne. Jeg takkede og følte mig smigret. Jeg har før hørt, at jeg udstråler ro, og lige nu, hvor jeg kigger på skyernes flugt, kan jeg mærke roen, men ellers er jo ofte urolig og kæmper for at opretholde roen. Jeg er glad for at udstråle ro. Jeg vil gerne den ro.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.