Lige nu har jeg det godt – del 5

Hver dag (næsten) skriver jeg her i bloggen lidt fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 5

Onsdag 11. august (2010)

Fuck, det har været en lortenat. Jeg fik sagt noget i går om, at vi da lige skulle en tur mere ind under dynen og putte, men Catrine stod med et ene ben i bruseren, og selv og vi var enige om, at det ikke skulle være lige nu, følte jeg mig alligevel afvist. Kunne hun ikke bare have slukket vandet og være kommet? Resten af aftenen havde jeg det fysisk skidt at at være i nærheden af hende, men orkede ikke at sige noget. Det er jo latterligt ikke at sige noget, når jeg en hel aften brænder op i helvede, men jeg orkede bare ikke at være besværlig – og blev det så alligevel.

Herluf lister ind i vores soveværelse, efter vi er gået i seng. Jeg vækkes af lyden af hans kløer på plankegulvet og går ind i stuen for at læse og stege i mit eget fedt. Da jeg senere går i seng igen, rejser Catrine sig og går ind i stuen. Senere på morgenen har hun været herinde på mit kontor for at spørge, om jeg slet ikke har sovet hele natten. Hun spørger på en sød måde, og jeg svarer høfligt, men alligevel står hun derhenne i døren fire meter væk. Tidligere ville hun være kommet hen for at kysse mig, og selv om jeg hader at være nøjeregnende, så dør jeg over den forskel.

Måske startede dette mønster mellem os allerede tidligt. 1) Jeg føler, at hun trækker sig, 2) jeg bliver muggen og udstråler bebrejdelse, og 3) hun trækker sig yderligere. Jeg får en hæslig følelse af, at forholdet er døende, og at det primært er min følelse af at blive afvist, der dræber det.

Jeg googlede ‘negative tanker’, og straks kom der et link til DepNet.dk, hvilket får mig til at svede. Jeg hader, at det skal være en depression, men de omtalte symptomer passer på mig. Jeg kigger på hjemmesiden et stykke tid og er bange for, at Catrine skal komme ind ad døren og sige: “Aha, det er jo det, jeg hele tiden har sagt.” Jeg hader tanken om, at en fortravlet psykiater med tykke briller og underlige tics efter et halvt års ventetid skal give mig en diagnose efter en samtale og anbefale nogle blå piller.

Nå, men det positive er, at jeg får lyst til at skrive en liste over positive egenskaber ved mig selv. Og at jeg på biblioteket reserverer to bøger om at vende negative tanker til noget bedre.

Fredag 13. august

Jeg skrev ikke i går, fordi jeg var i strålende humør. Fra morgenstunden foreslog jeg Catrine at køre til Amager Strand og morgenbade. Solen skinnede, det var havblik, vi svømmede ud til en rød bøje langt ud, jeg rørte ved den, og vi svømmede tilbage. På svømmeturen blev vandet meget mørkt og sikkert også dybt, og jeg fik indre billeder af at blive slugt af en kæmpehaj, men sagde ikke noget. Så længe Catrine var ved siden af, kunne jeg skubbe angsten væk. Jeg var helt sikkert ikke svømmet så langt ud alene, men havde fået the creeps på halvvejen og var vendt om.

Jeg er oppe allerede halv seks, fordi Asta skal gå catwalk til et modeshow. Vi er begge søvnige og groggy, men det er skønt at være sammen med min datter alene for en gangs skyld. Jeg er stolt af min kloge, smukke datter, og senere på dagen kigger vi på de optagelser, der er lavet fra modeshowet.

Dejlig dag. Der er sorte tanker, men de fylder ikke meget, og jeg glemmer dem hurtigt. Jeg er i så godt humør, at det må være en efterreaktion på forskrækkelsen over at være på nettet og se, at jeg har alle den deprimeredes symptomer. Jeg skriver med vilje ikke depression, fordi det lyder mere normalt at være deprimeret end at have en depression.

Jeg har lidt rejsefeber, fordi jeg skal til Jylland og ligge i bivuak. Da jeg første gang tænker på det, og tankerne bliver triste, ligger jeg i sengen og synes, at det er frygtelig ærgerligt, at Catrine ikke vågner, ruller over til mig og insisterer på beep. I stedet kigger jeg på det hvide gardin foran den åbne altandør og tænker, at tankerne skal gå væk, hvorefter de opløses og forsvinder. Jeg vil ikke sætte mig ud på altanen og skrive, fordi det vækker Catrine, og det får et par af de sorte tanker til at vende tilbage og sige, at jeg er en kylling, der hellere vil tækkes andre end at gøre, som jeg har lyst.

I stedet sætter jeg mig i køkkenet og skriver med åbent vindue til lyden af skræppende morgenmåger i gården. Det er måske bedre end at sidde på altanen, for det er koldt efter en helt nats regn. Mens jeg laver den første kop kaffe, ser jeg fra køkkenvinduet en kvinde i naboejendommen brænde røgelse af og bevæge hænderne, som om hun vasker sin krop og sit ansigt i røgen. Jeg glor fascineret og tænker med glæde, at jeg ikke er den eneste galning, der står tidligt op og gennemfører renselsesritualer for at komme i balance. Bagefter lægger hun to træfigurer på et bord og giver også dem en røgvask.

Jeg er tom indeni, og det er dejligt. Jeg har hentet den ene bog, Tankens kraft, på biblioteket. Jeg kommer med taknemmelighed til at tænke på Eckhardt Tolles bog, Nuets kraft. Den må jeg læse igen eller måske købe. Jeg bruger ofte Tolles betragtninger om, at der bag enhver smertefuld tilstand eller tanke er en anden bevidsthed, som er ens sande jeg. Og at dette sande jeg er fuldkommen upåvirket og uberørt af smerten og drager omsorg for det sårede og smerteramte. Bagved er der altid et uudslukkeligt lys.

Mågerne er stille nu, og det er jeg også. Ordene kommer langsomt. Skyerne driver fra højre mod venstre i et let flor, der oplyses af solen. Længere oppe på himlen er der åbent og blåt. Et jag af bekymring og forventning går gennem kroppen. Er det den forestående tur til Jylland? Jeg tror det.

Jeg kigger på himlen og skyernes bevægelse, og det giver et gib af glæde i kroppen og en følelse af samhørighed, som fjerner bekymringen. Hvordan kan det være, at det virker helende på mig at kigge på skyer? Er det ligesom at sidde på en en bænk og se på mennesker? Jeg glemmer mig selv og er mig selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.