Lige nu har jeg det godt – del 3

Hver dag (næsten) skriver jeg her i bloggen lidt fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 3

Tirsdag 5. august (2010)

Jeg er ikke i dårligt humør i dag, skønt. Jeg ser på optagelsen fra Aftenshowet forleden og er overrasket over, hvor godt jeg ser ud i ny skjorte, afslappet, tilstedeværende og med den ene fod trukket op under mig i sofaen. Jeg husker en fem år gammel udsendelse, der blev sendt for nylig, hvor jeg var alt for kortklippet, havde kedelige briller på, og mit ansigt så underligt stift og hæmmet ud, mens munden derimod var overdrevet bevægelig, som stod en i kontakt med en sjæl, der gerne ville ud af kroppen. Godt jeg har forandret mig. Håber ikke, jeg virker frygteligt selvglad, når jeg går i detaljer omkring min tv-optræden. Var jeg frygteligt selvglad, ville meget have været væsentligt nemmere.

Himlen er overskyet, og temperaturen dalet. De andre har lukket vinduer og altandøre for at holde på varmen, så der er helt stille på vores altan med udsigt til den grønne gård. Nattens regn drypper stadig fra altanen over mig. Det er en nydelse at sidde og skrive og trække vejret helt ned i bunden af lungerne. Et stille fly passerer på himlen højt oppe og forsvinder ud over Øresund som en del af indflyvningen til Kastrup.

En regnbyge kommer snigende den modsatte vej. Dråberne falder med en stille hvisken og rammer krydderurterne i potterne. Ingen negative tanker. Hvor er det fantastisk. Og FCK vandt i går aftes i Parken.

Onsdag 6. august

Jeg starter dagen med dårlig samvittighed over, at jeg ikke får skrevet på thrilleren. De sædvanlige tanker om, at det er et nederlag og pinligt, at jeg ikke får skrevet, og at det er endnu dummere at gå og slås med mig selv en hel dag. Hvorfor ikke bruge tiden på noget andet? Hvorfor blive så trist? Hvorfor ikke bare gå i gang og skrive? Hvorfor al den angst og modstand? Er jeg mest bange for at lykkes eller ikke lykkes? Er det tryggere at være handlingslammet og trist end at kæmpe og lide nederlag? Er det pinligt at hævde mig selv og gå efter successen? Dovenskab er det i hvert fald ikke, for kampen med mig selv er så omfattende, at den fortjener en olympisk medalje.

Hvorfor stirrer jeg mig blind på de nærmestes succes? Peters kunstneriske og kommercielle succes, Catrines gode humør og Bernts succes med at købe, renovere og sælge huse. Hvorfor får jeg lyst til at give op? Hvorfor kommer følelsen af at være et dårligere menneske og en for tung byrde for andre? Hvorfor absolut skrive om alle mine fejl og mangler? Hvorfor ikke tie om mine udfordringer og skrive en frisk og positiv selvhjælpsbog med titlen “I godt humør på 10 minutter”?.

Svaret er enkelt. Jeg får det bedre af at være ærlig, og der er mere glæde i at skrive, hvor svært det er at hjælpe mig selv end at skrive, hvad andre skal gøre. Det må være en lettelse for mange at høre, hvor svært en af de såkaldte eksperter selv har ved at fokusere på det positive. Jeg vil prøve at skrive det negative ud af systemet med håbløs ærlighed og ved at forsøge at rulle mig selv lidt i sort humor og spas, så det ikke bliver for trist.

Og nu kommer den, kan jeg mærke, frygten. Den mentale brækfornemmelse jeg klynger mig til toiletkummen for at undgå, men som lever sit eget liv i kroppen. Min største frygt. Jeg ser i et vågent mareridt Catrine kigge udmattet på mig og græde, fordi hun har brugt de sidste gode og kærlige ressourcer på at leve med mit blå sind, og nu meget mod sin vilje må give op. Jeg er fuldkommen knust, men forstenet og vred for at undgå at krakelere. Jeg siger fattet, at nu må hun gå, fordi jeg elsker hende for højt til at kunne være i selskab med hende uden at eksplodere i bebrejdelser.

Himlen ser fanstastisk ud til morgen. Skyerne står gråblå og ubevægelige højt oppe med et omrids af brændende orange. Her er ikke så køligt som de andre morgener, men mere lunt og trykkende.

Hvem gider læse om min kampe med mig selv? Hvem har lyst til at læse om en mands smerte og besvær, men mindre det handler om ekstremsport eller klatring på Mount Everest?

Jeg kom ved en fejl til at tage nogle papirer med herud på altanen. Det er notater omkring royaltysatser på min seneste bog. Altså den procentdel af indtægten på bogen forfatteren skal have. Jeg havde lange forhandlinger med min redaktør, fordi jeg stillede store krav til procentsatsen, hvis bogsalget kom over tolv tusind eksemplarer. Jeg var klar over, at bogen måske slet ikke ville sælge så meget, men jeg håbede, åh, hvor jeg håbede. Og nu føles det flovt, at jeg var så stædig. Jeg er stolt af, at jeg troede på min chance, men bogen endte med at sælge måske to eller tre tusind eksemplarer i løbet af det første år, og jeg købte selv to tusind eksemplarer før udgivelsen for at … ja, mest for at imponere forlaget. Og fordi jeg håbede på en gentagelse af det vilde scenarie fra udgivelsen af bestselleren Vejen til mandens hjerte i 1999, hvor førsteoplaget var udsolgt første dag. Hvis det skulle ske igen, ville jeg være forberedt og kunne sælge bogen i de efterfølgende uger, indtil andet oplag var trykt.

Jeg tror, at jeg i et udslag af vanvittigt storsind ville holde forlaget skadefrit ved at købe så mange eksemplarer af min egen bog, at det overgik forlagets udgifter. Jeg ville ikke skylde nogen noget, og det kostede mig så 120.000 kroner. Det positive er, at jeg har nok eksemplarer de næste ti år.

Jeg er flov over den energi, forlaget lagde i lanceringen. Bogen blev promoveret på Facebook, hvilket var helt nyt dengang i 2008. Der blev lavet et spil på nettet og en konkurrence. Vinderen af konkurrencen kunne komme gratis i terapi hos mig. Jeg håbede på en gentagelse af mit livs store succes.

Jeg har været væk en times tid til træning og begynder at spekulere over, hvorfor Catrine ikke har sendt mig en kærlig sms, nu hvor hun holder ferie hos sin forældre i Nordjylland. Måske fordi det er min tur. Hun var den første til at skrive i går morges, så det er nok min tur i dag. Er vi så nøjeregnende? Jeg er tydeligvis. Hun kommer snart hjem, og så plejer hun at sende færre kærlige beskeder. Og det er jo ikke fordi, de ikke er kærlige. Jeg kan bare ikke få nok. De søde ord varmer i ti minutter, men så er min indre ost igen fuld af huller. Jeg er krævende, og det er svært at imødekomme.

Hvor mange skriverkarle har svælget i selvmedlidenhed før mig? Jeg burde skrive noget andet, noget sjovt og let. Jeg har lige været med i en tv-serie på seks udsendelser, hvor en masse hel- og halvkendte fædre fortæller om at være fædre. Jeg blev interviewet i flere timer og havde håbet, at jeg ville brede mig i de fleste af udsendelserne, men jeg var kun lidt med og primært, når jeg sagde noget sjovt. Så hvad er moralen? Hvis du skal tale om dine følelser, så gør det på en lidt stand-up-sjov måde.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.