Lige nu har jeg det godt – del 2

Hver dag skriver jeg her i bloggen lidt fra min bog ‘Lige nu har jeg det godt’, som udkom i 2013. Tilbage i 2010 traf jeg en beslutning om hver dag i et år at skrive, præcis hvordan jeg havde det for at se, om jeg på en eller anden måde kunne vende mine ofte negative og sorte tanker til noget mere positivt og lyst. Nu er vi i 2016 og har begivet os ind i den mørke del af året, og jeg mærker tydeligt min tendens til at blive modløs, irritabel og sorgfuld. Og så tænker jeg, at det sikkert kan modvirkes ved hver dag at minde mig selv om, at det bare er sådan, det er. Det er ikke nogen katastrofe at være udfordret. Jeg skal bare omfavne det skidt og kysse det satans liv. Det skal nok gå.

Lige nu har jeg det godt – del 2

Tirsdag 3. august

Lige nu har jeg det godt. Jeg skal i fjernsynet i aften, og det gør mig åbenbart glad. En del af mig synes, at det er for selvoptaget at glæde sig over at skulle på tv. En anden del synes, at dagens lektie er at give mig selv lov til at være glad.

I går var jeg sammen med Asta, i dag skal jeg mødes med Peter, og Catrine og jeg skriver skønne sms-beskeder til hinanden, så der er godt grund til at være glad. Jeg har endda talt med både kommunen og min gamle mor om, hvorvidt hun har brug for kommunal hjælp til rengøring og madlavning eller ej. Jeg har været på gaden med tommestok for at se, om en ny seng til min mor kan være i bilen, så jeg selv kan hente den i stedet for at betale JYSK for at køre ud til hende. Jeg er kort sagt ovenpå, men med lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke skriver på thrilleren.

 

Onsdag 4. august

Vågner klokken halv syv og tænker på i går, da jeg var ud med Peter. Jeg synes, jeg var trist, tavs og dårligt selskab. Sådan har jeg det også, når jeg er sammen med Bernt for tiden. Er det fordi, de har flere penge end mig? Får det mig til at føle mig som en fiasko? Eller føler jeg mig i hemmelighed som et bedre menneske? Er jeg taget så meget til fange af mindreværd, at jeg må puste mig op i det skjulte? Bernt og Peter vil sikkert grine og sige, at det ikke er helt forkert at vurdere mig selv lavere end dem.

I går spurgte Peter til mit humør, og jeg fortalte, at jeg ofte vågner med en trist og blå tone, men hvis jeg siger: “Gå væk,” går tonen til min overraskelse væk. Nogle gange vender det blå hurtigt tilbage, men lige nu er det væk, og det er skønt.

Solen skinner fra en blå himmel. Efter en turbovarm sommer kommer der nogle dage med kølighed, og forandringen giver fred i sjælen. Jeg trækker vejret dybt og ånder ud. Solen falder ind ad soveværelsets altandør og rammer maleriet på væggen ved fodenden af sengen. Det er mit første maleri. På kort tid malede jeg ti billeder, og vores hvide vægge blev fyldt med store, abstrakte malerier. Jeg nåede endda at gå på malekursus.

Et af malerierne kaldte min amerikanske malelærer The Fight Against Depression, og det blev jeg irriteret over. Måske mest fordi han havde fat i noget. Jeg har nok altid haft en blå tone i mig, men jeg har også svært ved at stå ved det, fordi jeg frygter at blive som min mor, der altid har kæmpet hårdt med sig selv og sit sind. Forleden var min bror og jeg på besøg hos hende. Jeg havde lavet rosmarin- og lime-marineret kylling. Bagefter spurgte min bror, om jeg stadig føler lede ved min mor, som jeg gjorde engang, og jeg svarede, at irritationen er lettet, efterhånden som hun har opgivet sin omsorgsfulde belejring af mig. Hun har sluppet mig, og jeg har sluppet hende.

Jeg sætter mig ud på vores altan og misser mod det blændende papir. Her er ingen triste tanker. Mon de holder sig væk, fordi de ved, jeg skriver om dem? Solen varmer dejligt. Nogen er i bad i nabolejligheden. Nede i gården snakker tre håndværkere om, hvordan de starter en lift. Den sidste af mogenstundens måger skriger, letter og forsvinder, da liftens motor går i gang. Jeg ser i et glimt min barndoms åbne losseplads nede ved havet med gravende gummigeder fulgt af en sky af skrigende måger.

Uha, hvor poetisk. Måske jeg bare er i gang med blære mig med, hvor godt jeg skriver, men jeg er også påfaldende hård ved mig selv lige nu. Selvkritikken angriber vildt og uden varsel, mens jeg sidder i bare tæer på altanen ved siden af krydderurterne.

Forleden læste jeg et Nelson Mandela-citat, der handlede om, at vi alle er guddommelige og skal udleve vores guddommelige natur. Den er jeg med på. Jeg vil skrive mig ud af mit fængsel og ud i den guddommelige mening med mit liv. Straks tænker jeg, at al indsats for at få det bedre kun vil have kortvarig effekt, fordi de sorte tanker vil komme tilbage, men jeg skal give dem kortvarig, skal jeg. Jeg vil langvarigt holde øje med alt det negative, så det ikke sætter sig fast, og alene beslutningen om ikke at give op skal være min redning.

Jeg kigger på min mave, synes den er for ved og suger den ind, selv om sandheden er, at jeg ikke er alene er slank, men faktisk også både veltrænet og muskuløs. Ikke kun i forhold til jævnaldrende, men også i forhold til tyve år yngre mænd. Knap er de sorte tanker besejret på én flanke, før de angriber på en ny. For fjorten dage siden fik jeg holde i ryggen, da jeg skulle bukke mig dybt over min cykel og låse den fri af et meget lavt cykelstativ. Jeg kunne næsten ikke gå i to dage, og det smerter stadig.

“Nåhr, gamle mand,” siger noget i mig spydigt.

“Hold nu kæft, jeg er ikke gammel,” vrisser jeg tilbage.

Jeg var i Aftenshowet i går. Før jeg skulle i studiet, nåede jeg ude i sminken både at tale om, at jeg lige har været igennem økonomiske krise i mit firma, og at jeg er begyndt at lade håret gro langt, fordi jeg lige om lidt bliver skaldet. Det er min mor om igen. Jeg fremhæver det negative for at få opmærksomhed og omsorg, og de fleste reagerer meget sundt ved at blive lidt paf og tavse.

Jeg talte med Aftenshowets studievært, Nikolaj Koppel, som jeg i mit tidligere liv som journalist engang interviewede til magasinet Euroman. Han droppede ud af karrieren som koncertpianist et par dage efter, jeg havde interviewet ham, og sagde, at han ledte efter et nyt job. Jeg anbefalede ham til Euroman og omvendt, og han blev ansat. Jeg kunne rigtig godt lide ham og inviterede ham til min fødselsdag. Han kom ikke, og jeg forbandede min overfortoltning af den gode stemning mellem os og følte mig som en vraget forelsket. Han var cool, og jeg var til grin. Nu mange år efter synes jeg stadig, at han er en fin fyr, og det generer mig stadig, at jeg løb risikoen for at blive vraget. Normalt lader jeg andre vælge mig, fordi det at risikere at få et nej åbenbart gør for ondt.