Kærlighedens bog

Håndværkerens eget hus er faldefærdigt, pædagogen behandler sine børn dårligt, lægen er kronisk syg, og psykologen er seriøst fucked up.

Yes, der er nogen om snakken. Med jævne mellemrum går det op for mig, at jeg, der hver dag hjælper andre med smerte og sorg, har været i smerte og sorg det meste af mit liv. Heldigvis synes jeg, at smerten er med til at gøre mig til en bedre terapeut. Smerten kræver blot at blive draget omsorg for en gang imellem, hvis den ikke skal kvæle sin vært.

Min metode er ikke dødsdruk og headbanging til Rammstein-koncerter, men mere den vemodige og stilfærdige af slagsen. Musik og film åbner for mine sluser, og så græder jeg. Tårerne renser og beroliger, og jeg føler mig mere som mig selv bagefter.

For tiden går jeg på You Tube og finder “The Book of Love” i Peter Gabriels version… med tekster. Jeg skruer lidt op for lyden, så jeg ikke kan høre min egen stemme, og så synger jeg med og begynder at græde, nærmest inden jeg er kommet i gang.

Det er min ambition en dag at kunne synge “The Book of Love” uden at græde, men i virkeligheden er det jo langt federe, at jeg bliver rørt og mister kontrollen over følelserne.

Jeg skriver for at huske mig selv og måske dig på, at det er vigtigt at række denne omsorgsfulde hånd til os selv og åbne for det inderste. Du har din måde at gøre det på, og jeg vil ikke pådutte dig min. Jeg vil bare sige højt, hvordan jeg har det, fordi jeg så ofte har følt mig forløst og forstået, når andre har været håbløst ærlige.

Til ære for følsomheden – den skarpeste kniv i skuffen!

(Og Rammstein er i øvrigt for fede. Hårde og bløde på samme tid)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.