Juleuro

Søndagsuro. Det blæser og er koldt derude, og jeg længes efter en løbetur. Savner både selskab og at trække mig ind i mig selv. Har en tung følelse af at skulle lave noget, rydde op, skrive noget klogt, få hængt julepynten op, præstere noget småt – eller endnu bedre noget stort. Men hvorfor? Hvorfor uro? Hvorfor præstere noget stort? Jo, så uroen går væk. Jeg vil hjælpe mor med hendes uro. Hjælpe hende med at blive glad og se sine kvaliteter i stedet for at nedgøre sig selv og tvivle på det, hun gav mig. Hvis jeg kunne mestre dette; at få hende til at føle sig godt tilpas og i balance med sit… ja, lad os kalde det guddommelige indre, så var jeg fri. Jeg ved ikke, hvad jeg var fri til, for jeg var vist aldrig helt fri. Altid lidt på arbejde. Som nu – ofte lidt urolig. Og heldigvis med årene stadig bedre til at give mig selv og uroen en voksen og beroligende hånd. Det skal nok gå, lille skat. Jeg passer på dig. Stadig på arbejde, men bedre til at sætte mig selv fri. Mor er død, men stadig lyslevende i juleuroen med basunengle, der flyver i evig rundkørsel. Det ville gøre hende glad at læse, at jeg er blevet helt god til at berolige mig selv. ’Bare jeg havde haft dine evner’, siger hun lige nu i et ønske om at rose mig, som samtidig bliver til den selvbebrejdelse, der stjæler en smule af barnets følelse af at være for alvor beskyttet. For når mor føler sig ufuldstændig, må jeg hjælpe hende med at føle sig hel. Det er rart at skrive. Beroligende. Det skal nok gå alt sammen. Så er det heller ikke værre. Mange har fået en værre medfart. Selvfølgelig. Jeg er taknemmelig for, at mit vemods alter ikke er større, end at jeg kan nøjes med at dvæle her fra tid til anden i bøn og nyde det flakkende skær fra den evige flamme. Jeg søger andagt og kontakter det indre, guddommelige, som blæser ild, varme og livsglæde i mine lemmer og min sjæl. Det er meget menneskeligt og lige ved hånden på mit bryst. Lille hjerte, jeg passer på dig, mens vinden suser udenfor. Der er liv i kludene derude, det ryger ind af sprækkerne, og der er ingen grund til uro.