Juleaftens-retreat

mandag 24. december

Det er altid lidt mere spændende at gå i gang med at skrive, når der er lidt modstand på. Er endnu en gang kommet alt for sent i seng, og det ligner mig slet ikke. Jeg er jo a-menneske. Træt i øjnene. Om lidt vil jeg spadsere en tur.

Jeg prøver at skrive mig uden om at konstatere, at jeg er alene her juleaften. Hvad fanden er nu lige det for et projekt? Julen er jo hjerternes fest, og så har jeg altså fået den fikse idé, at jeg skal lave en solo jule-retreat og være helt alene ud over et kort plejehjemsbesøg hos min gamle far.

Ikke fordi jeg er modstander af juleaften. Langtfra. Mere fordi … jeg bare har lyst til at prøve. Så meget af resten af året føler jeg mig alene. Og har muligvis altid gjort det uden at ville stå ved det. Så hvorfor ikke i aften? Ikke fordi noget er synd for mig, eller jeg ønsker at appellere til omsorg. Mere fordi … ja, fordi jeg lyst til at gøre det, man ikke gør.

Jeg vågnede første gang tidligt, som jeg plejer, men var nødt til at sove lidt mere for trods alt ikke at skulle nøjes med fire timers søvn. Sorte tanker kom svulpende, og inden jeg overhovedet nåede at registrere, hvad de gik ud på, skovlede jeg dem bort og insisterede på at tænke på noget andet. Ingenting. At have det godt. At være neutral med pil opad. Og det lykkedes. Det er en strategi, som jeg har trænet og forfinet i de seneste tre år, mens jeg har skrevet på Lige nu har jeg det godt.

Teknikken er vel inspireret af mine eksperimenter med meditation, men jeg mediterer ikke længere. I stedet har meditationen koblet sig på meget af det, jeg gør i løbet af dagen. Jeg kan ganske enkelt skubbe negative tanker væk og lave et tomt fokus, så jeg vedbliver at være til stede i nuet og ikke bliver besat af fremmede styrker, der ikke vil mig det godt.

Og så faldt jeg i søvn igen som en glad og tanketom julegris og vågnede og tjekkede NETTOs åbningstider kun for at opdage, hvilket jeg allerede vidste i går aftes – at jeg skulle have været ude at købe ind inden klokken 22, fordi der ville være lukket de næste tre dage. Nu mangler jeg jo både brød og mælk. Men jeg havde travlt med at skovle sne og gøre rent på bagtrappen i mit ny, meditative job som vicevært.

Jeg overvejede på et tidspunkt at sidde og meditere et par timer i aften på det tidspunkt, hvor andre spiser julemiddag. Men det blev alligevel lidt for patetisk besluttede jeg. Nu overvejer jeg det igen.

Hvorfor gør jeg det her? Der er jo et element af sorg blandet ind i det hele. Er der ikke mere på spil, end jeg vil stå ved? Er der alligevel ikke et ønske om at samle opmærksomhed omkring min person? Ha, nu brød solen et øjeblik igennem skydækket og kastede lys på en gavl, jeg kan se fra mit vindue. Og så forsvandt lyset, og nu kommer det igen.

Jo, jeg er nok præget af et vist vemod. Jeg hænger ikke sammen med nogen. Jo, det gør jeg naturligvis, men de er optaget af noget andet. Min hustrus familietraditioner er stærke og gode, og hun ønsker naturligvis at være sammen med sin familie, selv om en del af konventionen siger, at man skal være sammen med sin mand. Men vi har ikke børn, og det betyder, at vi hver især er børn af nogen og føler os knyttet i den retning. Og mine børn er hos deres mødre, fordi det er “et lige år”, og fordi jeg som delefar kun fejrer jul med dem i ulige år.

Jeg tror simpelthen, at jeg har valgt at stå ved den følelse af at være løsrevet. At gå ind i den og vedkende mig den i stedet for at sidde et sted og være socialt høflig og alligevel føle mig løsrevet. Ja.

Og så er det jo heller i værre. En af julens store øjeblikke opstod i går, hvor min mor aflyste det julebesøg, min datter og jeg havde planlagt hos hende, fordi hun ikke kunne overskue det. Det stak et kort øjeblik i hjertet, at vi ikke kunne følge planen, men det var også lidt forudsigeligt. At min mor er gammel, og at det har føjet en ekstra dimension af uforudsigelighed til hendes i forvejen løbske skrøbelighed.

Ud af aflysningen voksede en lyst til at tage i byen med min datter og spise julebrunch, og jeg sendte straks en sms-besked til teenage-værelset. Hun var frisk, og pludselig sad vi på Cinematekets restaurant “Sult” og spiste løs af julebuffeten og sludrede om stort og småt og om dengang, jeg besluttede mig for, at jeg ville være far til Asta. Altså jeg vidste jo ikke lige, at det skulle være Asta, men jeg vidste, at jeg ville være far. Til en julemiddag for 19 år siden proklamerede jeg for Astas mor og min daværende svigermor og hendes mand, at vi skulle være forældre. Og det kom som en overraskelse for alle omkring bordet – inklusiv mig selv.  Det var ikke noget, jeg havde drøftet med nogen. Knapt mig selv.

Oven på julebuffeten gik vi på jagt efter en nytårskjole til min datter. Vi var i Illum, COS og H&M. Der var meget, der ikke lige var sagen, men så fandt vi en galla-kjole to-die-for i Acne i Illum. Hold nu kæft hvor var den flot. Og prisen var også derefter, 3.800 kroner. Og da jeg og min hustru i fællesskab havde sponseret et festkjole-budget på 500 kroner, var gode råd i bogstaveligste forstand dyre. Men det lykkedes i sidste sukkerkolde øjeblik efter et par timers søgning og pælesidning (mens hun var i prøverummene) at finde en kjole, der sad lige i skabet i Topshop. Den kostede godt 500 kroner, men da der var gået en syning, fik vi afslag i prisen på 15% og nåede et slutresultat på kr. 466,-. Sådan! Så var vi begge to glade. Og jeg har lovet at sy den inden nytårsaften.

I mellemtiden havde der rejst sig en snestorm udenfor. Det kunne ikke påvirke os. Vi gik hjem ad Købmagergade og tog afsked ved Sølvgade. Glad og lykkelig far. Tæt på sin datter. Kan man bede om mere?

Ja, det kan man godt. Man kan også være tæt på sine sønner og sin hustru. Og det er man så også. Nåede undervejs på shoppeturen at købe tre par nylonstrømper i adventsgave til min hustru, som deler benlængde med min datter med det resultat, at ingen af dem kan finde hverken deres sokker eller nylonstrømper. Sendte et foto af strømperne til hende i Nordjylland med tændt adventskrans i baggrunden. Jah, hun blev overglad.

Og drengene kommer igen allerede dagen efter Andenjuledag, så det er ikke så længe, vi skal være adskilt. Jeg glæder mig.

Hold da op. Nu er himlen næsten helt blå udenfor. Jeg må snart ud at spadsere og se, om jeg kan score en liter letmælk og noget brød et sted. Og noget d-vitamin fra den blege julesol.

 

 

 

 

 

Dette og de andre blog-indlæg i Lige nu har jeg det godt-kategorien er skrevet i ren og skær begejstring for det at skrive dagbog om, hvordan man i en situation lige går og har det.

10. april 2013 udkommer min bog med samme titel, Lige nu har jeg det godt. Bogen handler om en selvhjælpsbogsforfatter, der prøver at hjælpe sig selv af med sine negative tanker ved i et helt år at skrive dagbog og gribe ud efter det lyse, lette og gode humør.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.