Jeg mediterer

Det der med at meditere kommer hurtigt til at lyde som noget religiøst. Som en eller anden religion, man bekender sig til. Men jeg er ikke religiøs. Ikke det mindste. Heller ikke med at meditere. Det er bare en af de ting, jeg har prøvet, der er blevet hængende.
Jeg sidder som regel tidligt om morgenen, når ingen andre er stået op. Enten i karnappen på mit kontor med frit udsyn til himlen, som jeg alligevel ikke ser, fordi jeg har lukkede øjne. Med åbne vinduer, så jeg kan høre fulderikkerne på Nørrebrogade på vej hjem fra byen og mærke den friske luft. Eller også går jeg op på loftet, åbner et ovenlysvindue op til tage, kravler op af en hønsestige og sidder på taget med benene så meget korslagt, man nu kan uden at vride knæene af led.
Ja, og så lukker jeg øjnene, trækker vejret dybt et par gange, slapper af i hele kroppen og prøver at mærke efter, om der er nogle steder, jeg spænder. Slapper også af der. Og så prøver jeg bare at koncentrere mig om indåndinger og udåndinger og et såkaldt fokuspunkt lige midt i panden i det, nogle kalder ”det tredje øje”.
Og så prøver jeg at lade være med at tænke på alt muligt andet. Jeg prøver at lade være med at bekymre mig og synes skidt om mig selv og være hård ved mig selv, når jeg sidder og kommer i tanke om alle de situationer, jeg har været i, siden jeg sidst sad og mediterede. Jeg prøver at lade være med at være efter mig selv eller sidde og dagdrømme og lade tankerne vandre eller planlægge vigtige ting eller få gode idéer til dit og dat og alt muligt. Jeg prøver at skubbe tankerne helt stille og roligt væk, når de sætter sig fast på mig som en tæge, der forsøger at suge mit blod.
Ind imellem… nej, faktisk ganske ofte får jeg en helt salig følelse af, at dette er mit sted. Dette er mig. Her er der plads til mig. Her er der ikke plads til andet. Og det er godt. For der er normalt plads til utroligt meget og mange inde i mig.
Det er en utrolig fryd, at der er et sted i mig, jeg kan kontakte gennem meditationen, er en uudtømmelig ro og fred. Jeg kan meditere og være på dette sted i 5 minutter, 10 minutter eller en halv time. Og jeg kan være på nakken af mig selv, fordi jeg ikke får gjort det hver dag eller synes, at jeg burde gøre det mere langvarigt. Men det korte af det lange er, at dette sted findes, og denne viden beroliger mig meget.
Det er som sagt ikke religiøst. Stedet er ikke et ophøjet sted. Det er ikke et sted, hvor det kun er beskåret de hellige få at blive lukket ind. Hvem som helst kan gå derind. Og nogle kan have stor glæde af det.
Det eneste religiøse, der er over meditationen er, at jeg gerne tilbeder den opdagelse, jeg har gjort. At jeg i mig har et potentiale, som ligger snublende tæt på det liv, jeg har levet. Og at jeg er taknemmelig for den gave, det er at have opdaget dette sted.

Langt fra altid kan jeg kontakte stedet. Nogle gange larmer tanker og følelser i mig, så jeg ikke kan tænke på andet end det, mit sind pisker mig med. Nogle gange finder jeg hverken nåden eller tilgivelsen eller sjælefreden i mig selv, selv om jeg bliver siddende og mediterer, og alt udefra ser ud, som det skal.
Men stedet er der, også når jeg ikke bliver lukket ind. At vide det er ofte nok.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.