Ikke til at skyde igennem

lørdag 15. december

Det er mørkt udenfor. Der er faldet lidt sne i løbet af natten, og det er blevet til dyb sjap, som giver en silende lyd fra sig, når bilerne kører forbi på Nørrebrogade. Min hustru er kørt mod nord med hunden for halvanden times tid siden, fordi hun har morgenvagt, der hvor hun har sin hest stående. Min datter og hendes kæreste kom hjem yderligere et par timer før det, klokken fire i nat, og ligger nu og sover i rummet ved siden af, så jeg prøver ikke at knirke for meget med kontorstolen.

Selv var jeg til julefrokost i går med de kolleger, som jeg mødes med en gang om måneden i vores supervisions-gruppe, som det hedder. Det er sådan en gruppe, hvor vi deler de udfordringer, vi har professionelt og personligt. Ofte er det et ensomt arbejde at hjælpe andre med at hjælpe sig selv. Så derfor må vi hjælpere huske også at hjælpe hinanden med at hjælpe os selv.

Og som så ofte før sidder jeg her og skriver og tager mig på den måde også af mig selv.

I går til supervisionsmødet var jeg glad og ustyrlig. Jeg havde om formiddagen holdt foredrag for 25 skarpe og vågne medarbejdere i den danske afdeling af en international virksomhed. Det handlede om mænd og kvinder i privaten og især på jobbet, og hvorfor der ikke er så mange kvinder, der har mod på at springe ud som ledere.

Jeg inviterede lytterne til at tage del i foredraget.  At afbryde, stille spørgsmål og komme med statements. Og det gjorde de. Og jeg var stolt af min evne til at inddrage dem, så jeg selv blev udfordret på mine meninger, og de fik en reel mulighed for at gå ind og definere dagsordenen og udbyttet. Dejligt.  Bagefter var jeg helt høj og ikke til at skyde igennem.

Jeg havde parkeret min bil på den anden side af gaden i Field´s parkeringsanlæg, og stimuleret af den gode oplevelse, kunne jeg slet ikke køre hjem, men måtte ind og vade lidt rundt i Field´s og prøve forskellige vinterjakker i tre butikker, der lå på stribe – North Face, Salomon og Peak Performance.

Jeg købte ikke noget. Havde ikke råd. Havde netop tømt min konto ved at sætte et mindre beløb ind på min pensionsopsparing. Jeg har altid hadet at tænke på, at jeg engang måske får brug for en god pensionsopsparing. Jeg tænker, at jeg arbejder, til jeg segner og derfor ikke får brug for nogen pension. Men det er måske godt alligevel at sætte lidt til side. Så det har jeg gjort. Også i år. Så jeg tror ikke, der bliver nogen ny Salomon-jakke, selv om der var en tæskelækker en af slagsen. Jeg mangler også at købe gaver til min to største børn og til min hustru.

Men jeg var ikke til at skyde igennem i går. Med pengene fra foredraget er jeg også i stand til at udbetale mig selv løn her i december måned. Juhu. Jeg har åbenbart vænnet mig til, at jeg fra måned til måned ikke helt med sikkerhed ved, om jeg har råd til at betale mig selv løn. Nu har det stået på i 15 år som terapeut, og selv om der har været voldsomt lavvande flere gange, har der også været perioder med godt overskud og råd til at betale løn de næste tre måneder uden at røre en finger, hvis det skulle være. Jeg har vænnet mig til det manglende sikkerhedsnet. Og nyder det. Som linedanseren nyder sin evne til at balancere ekstra meget, fordi tyngdekraften findes.

Da vi ankom til julefrokosten, stødte yderligere en kollega til og kunne fortælle mig, at jeg var citeret på side 2 i dagens udgave af Politiken. Et stort, fremhævet citat midt på siden og ikke så meget andet her på årets største julefrokost-dag. Det anede jeg ikke et klap om.

På vej hjem fra julefrokosten stak jeg hovedet indenfor i min lokale 7Eleven og købte avisen. Og der stod det på side 2. At jeg havde sagt til Avisen.dk, at julefrokoster er ligesom at få et turkort til VoksenBonBonLand. Man skal rundt og prøve det hele. Avisen.dk havde fået lavet en undersøgelse, som viste, at ret mange har prøvet til en julefrokost at være sammen med nogen, som allerede var i et forhold.

Hold nu op, det er mørkt udenfor, selv om det er blevet lysere. Har jeg tømmermænd efter i går? Eller er jeg bare lidt søvnig? Jeg drak jo kun to julebryg, så det må være efterveer fra forleden, hvor jeg blev seriøst mere forgiftet.

De seneste dage med tømmermænd har været meget rare, selv om jeg havde det, som om jeg havde drukket flybrændstof eller var på genoptræning efter langvarig lungebetændelse. Jeg kunne ikke være i mit hoved. Tankerne ville ikke tænkes. Kunne ikke tænkes. Min bevidsthed sank hele tiden ned i kroppen. Sagde nogen noget til mig, svarede jeg måske, måske ikke og i hvert fald kun meget kort og ikke særligt engageret. Nærværende måske men samtidig også meget til stede i min egen krop. En ind-i-kroppen-oplevelse.

Dejligt. Fredfyldt. Min krop er helt i knæ og ikke til at skyde igennem.

(Dette blog-indlæg og de øvrige indlæg i denne “Lige nu har jeg det godt” kategori er skrevet, dels fordi jeg elsker at skrive dagbog, dels for at gøre reklame for min ny bog med samme titel, “Lige nu har jeg det godt”, der udkommer 10. april 2013. Bogen er en rolig og meditativ sjælsrejse for at komme gennem sortsyn og negative tanker og ud i et mere åbent og positivt felt, hvor jeg nyder at tælle mine glæder. Bogens form er dagbogsromanens, og den følger gennem et år mit arbejde med forandre min måde at tænke om mig selv og min omverden på.)