Parterapeut Martin Østergaard logo
Parterapeut Martin Østergaard logo

Hvorfor tvivler jeg på mig selv

Hvorfor tvivler jeg på mig selv? Det gør du, fordi du er et tænkende og følende menneske. Og måske kan du finde noget trøst i, at din vaklende tro på egne kvaliteter har noget at gøre med, at du faktisk er ret eftertænksom, opmærksom og medfølende. Hvis du har en god fornemmelse for andre mennesker, sanser du ikke kun andres behov for støtte, men også dit eget.

 

Stærkt og modigt at dele sin tvivl

Når gæster her i min praksis fortæller om tvivl og svagheder, oplever jeg det ofte som ret stærkt og modigt at melde åbent ud om, hvordan man kan martre sig selv med tvivl. Jeg føler mig tættere på andre mennesker, når de fortæller om, hvor de kommer til kort. Ah, hvor menneskeligt, tænker jeg og genkender mig selv i deres usikkerhed og selvransagelse.

 

Ofte gør du virkelig meget for at lykkes

Jeg taler af gode grunde ofte med mine gæster om en eller flere situationer, hvor de føler, at de er kommet til kort i forhold til en kæreste, et familiemedlem eller arbejde. Og når man går lidt i dybden med de enkelte situationer, er det altid mange eksempler på, at tvivleren har gjort alt muligt forskelligt for at lykkes med at nå frem til den anden. Det i sig selv er en sejr. At de hjemsøges af frustration over, at det ikke lykkedes, er endnu en sejr. Eftertanken definerer det gode menneske.

 

Der er meget rugbrødsarbejde i kærlighed

Min opgave er at vise andre, hvor meget de rent faktisk lykkes med deres mål og strategier, selv om det ikke føles sådan. Kærlighed har jo ikke noget mål i sig selv. Jo, harmoni og god stemning og lykkefølelse vil mange nok sige. Tja, men der skal ofte meget hverdag og rugbrødsarbejde til for at nå frem til livets fest og kagebord. Og det arbejde bør vi anerkende os selv for. Det kan godt være, at du ikke kan skabe harmoni i forhold til en kæreste, et familiemedlem eller i relationen til en chef eller kollega. Men du prøvede. Og nu prøver du endda at drøfte med en anden, om der er noget, du har overset. Ja, du har glemt anerkendelsen af dig selv.

 

Selvkritisk og rosende overfor andre

Klap dig selv på skulderen. Det er jeg helt sikker ikke selv særlig god til. Jeg er jo som mange andre. Kritisk over for mig selv og rosende og anerkendende overfor andre. Det synes jeg i og for sig er sympatisk. At man ikke er for meget ego, men opmærksom på de andre. Men det kan også tage overhånd, og man kan dykke sig selv for meget. Du behøver ikke at være hårdere mod dig selv end mod andre. Du opnår ofte ikke det, den hårdhudede del af dig ønsker for dig.

 

Du er din egen værste fjende

’Tvivl dræber flere drømme end fiasko nogensinde vil’ lyder et godt ordsprog. Trods tvivl på egne projekter og menneskelige kvaliteter er det vigtig at blive ved. Der er ikke noget galt i at være bange for at fejle og at føle sig forkert, men det skal bare ikke have lov til at styre. Måske bør vi alle have et lille kor af venner, hepper på os. Så de kan overdøve den indre kritikers evindelige kværnen.

 

Menneskehedens succes kommer af tvivlen

Hvorfor tvivler jeg på mig selv? Tja, måske er det meget menneskeligt. Måske er menneskeheden kommet så langt, fordi vi netop har tvivlet så meget og fundet ud af, at tingene ikke er, som vi bildte os ind. At jorden ikke er verdens centrum. At du på rigtig mange måder er et dejligt menneske og en succes, selv om du synes, du har det elendigt og synes, at du trækker en stribe af fiaskoer efter dig. Du er langt mere værd at elske, end din tvivl levner plads til.

 

Lad neutrale andre vurdere dine kvaliteter

Hele den videnskabelige metode bygger jo på, at vi tvivler på det, vi selv er kommet frem til og derfor gerne vil have andre kloge mennesker til at gennemteste opdagelsen. Og måske vi også mere uvidenskabeligt skal lade det være op til andre mennesker at vurdere vores kvalitet. Ikke dem der har noget i klemme. Men gerne nogle, der er lidt neutrale og nysgerrige på, hvem du er. Og husk: Profeten er ofte ikke anerkendt i hjemlandet, så det kan være en god idé at få andre end ens kæreste og nærmeste familie til at kigge på ens åbenlyse kvaliteter.

 

Har du brug for at tale med et menneske, der ikke har aktier i dig og dit liv, så er du velkommen til at kontakte mig og få en samtale. Måske står det ikke så slemt til som på bunden af det hul, du af og til får dig gravet ned i. Du kan også få samtale og feedback online, på mail eller telefon.

Du kan også læse andre af mine blog-indlæg om tvivl og indre uro. Der er fx en tekst her om negative tanker.

 

Foto: Unsplash/Michael Held

Skrevet af: Martin

7. oktober 2025

Måske kan du også lide….

Ingen resultater fundet

Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.