Parterapeut Martin Østergaard logo
Parterapeut Martin Østergaard logo

Hvorfor synes han jeg hakker på ham

Par kigger ud over sø. Hvorfor synes han jeg hakker på ham. Parterapeut i København

’Hvorfor synes han jeg hakker på ham? Vi har trods alt kendt hinanden i 10 år og har to børn. Der er jo mange ting, der kører for os. Vi er gode til at få familieliv, arbejdsliv og relation til venner til at spille. Men hver gang vi skal tale om noget, der er svært eller sårbart, kører det bare af sporet. Jeg synes, han hæver stemmen. Han synes, jeg hakker på ham hele tiden.’

Vi savner kærlig kontakt til hinanden

Mange får – som i eksemplet her – efter en række års samliv følelsen af at køre parallelle tilværelser. Vi er sammen, men føler os meget af tiden ikke for alvor forbundne. Faktisk føler man sig hægtet af og uden kærlig kontakt til den anden. Sorg, frustration og vrede bygger sig op og gør samtaler eksplosive. ‘Hvorfor synes han, jeg hakker på ham?’ Tja, det kan faktisk være, at du ikke har hakket længe, men at din sorg og reservation også føles som hakkeri – bare uudtalt.

Det er svært at lytte på den andens sandhed

Som parterapeut hjælper jeg par med ikke at afbryde hinanden og skændes om, hvem der gjorde hvad og hvornår. Parrene prøver i stedet af anerkende hinandens oplevelser af svigt og sorg. De øver sig i at lytte på hinandens historier uden at sidde og trippe for at fortælle, hvad man selv mener er sandheden. Det er svært.

Vi er supergode til at gå til angreb på hinanden

Det vigtige er ikke at blive enige. Det vigtige er at skiftes til at være på. At holde samtalen åben uden at skulle konkludere noget. Megen ulykke handler om, at vi ikke er vant til at være uenige. Vi føler os hurtigt angrebet. Ikke mindst fordi vi BLIVER angrebet. Vi har svært ved at sige, hvad vi synes, uden lige at skulle stikke til den anden.

Den anden larmer med sin dagsorden

Det kan være svært at få plads til at være sig selv i et forhold uden at synes, at den anden larmer med sin dagsorden. Det er svært at være der for den anden, ’for du er der jo ikke for mig’. Og så bliver det meget ofte et spørgsmål om at beskytte sig selv mod den andens usandheder. Frem for at skabe plads til hinanden.

Man har ikke brug for at have ret men at blive hørt

Der kommer ikke hul igennem til varme og nærvær, hvis vi ikke hver især har følelsen af at blive hørt. Man behøver ikke være enige. Det afgørende er, at den anden giver sig tid til at lytte og anerkende det, du siger. Det færreste har brug for at have ret. De fleste har brug for at blive hørt.

Vi vil gerne gøres opmærksomme på fejl

Og naturligvis bliver jeg nødt til som parterapeut at gøre folk opmærksomme på deres fejl. Det tager de fleste godt imod. Vi vil gerne rettes på. Det skal bare ikke være kæresten, der gør det, for det er vi allergiske overfor.

Svært for alvor at være tætte fortrolige og intime

Vi skal nok komme videre. Livet skal leves. Meget går i glemmebogen, og der kommer nye glæder, behov og problemer. Men det kan være svært at være tætte og fortrolige, når man aldrig får talt om, hvad det er for en smerte, man har oplevet tidligere. Og hvilken proces og sorg den manglende dialog om udfordringer har medført.

Mange par har kronisk kort lunte

Mange lever med sorg i deres hverdag og har en kronisk kort lunte. De får svært ved at tale med deres partner om andet end det praktiske. Ja, selv det kan være et minefelt. Mange par kan få hul på noget mere varmt ved bare at lytte og anerkende hinanden omkring noget, der aktuelt går dem på. Men det kan kræve en linjedommer, så de ikke ved mindst anledning går i flæsket på hinanden.

Samtaler for to og samtaler for én

Har I brug for det, bidrager jeg gerne med input til jeres samtaler i parterapi. Selv om der er mange fælles træk ved kærestepars skænderier, har alle par deres helt unikke dynamik, som har brug for at blive belyst, så I sammen kan se, hvornår og hvorfor det kører af sporet. Du kan også som enkeltperson komme og tale om noget af det, der har hobet sig op. Nogle udfordringer kan handle om ens liv i tidligere forhold eller barndom og ungdom. Og det gider man ikke nødvendigvis underholde med, mens kæresten er til stede.

3 gode råd til jer hvis samtaler har det med at eksplodere

1. Øv dig i at give din kæreste mulighed for at tale lidt ud og ’være på’ med sin holdning til en sag. Hvis du bliver spurgt, om du er enig, eller hvorfor du ikke siger noget, kan du svare, at det lige nu er vigtigt for dig at høre, hvad din kæreste synes. Og at du ikke er helt enig, men at det lige nu ikke er så vigtigt. Det er mere vigtig at give plads til din kærestes synspunkt. Så kan I tage dit synspunkt senere – eller en anden dag.

2. Hvis en samtale tager en ubehagelig eller højrøstet drejning, så sig: ’Vi må tale om det her på et andet tidspunkt. Lige nu bliver det for ubehageligt for mig. Jeg skal nok vende tilbage så hurtigt som muligt’. Hvis din kæreste brokker sig over din exit, så sig, at en samtale kun fungerer, hvis begge har lyst til at være i den. Og at du som sagt til vende tilbage snarest.

3. Husk på, at det er JER, der har svært ved at tale sammen. Det er ikke din kæreste, der er noget galt med. Det er JER, der har en udfordring. I har hver især en del af ansvaret. Hvis du for alvor synes, at din kæreste er den primære årsag til problemet, så skal du bede din kæreste få noget hjælp. Eller I skal søge hjælp i fællesskab for at undersøge, om fx en parterapeut også synes, at din kærestes adfærd er hovedproblemet. Eller om det er JERES problem, og I hver især har nogle udfordringer, I skal have støtte til at arbejde med.

Skrevet af: Martin

10. december 2024

Måske kan du også lide….

Hvad skal vi lave i ferien

Hvad skal vi lave i ferien

Hvad skal vi lave i ferien? For tiden er det højsæson for vinterferier. Uge 7 og de tilstødende uger er en tid, hvor...

Påvirker vejret vores parforhold

Påvirker vejret vores parforhold

Påvirker vejret vores parforhold? Gør årstiden? Ja, vejrskift kan mærkes her hos parterapeuten. Flere bestiller tid...