Hvorfor skriver jeg?

Hvorfor skriver jeg egentlig?

Jeg har nok altid haft lyst til at vise, hvem jeg egentlig er, og så har jeg nok på et tidligt tidspunkt opdaget, at når jeg skrev, følte jeg mig for alvor som mig. Så var jeg ikke længere afhængig af at blive set, hørt, forstået og accepteret af mine nærmeste for at føle mig godt tilpas. Så VAR jeg bare. Uden at skulle gøre mig fortjent til at blive elsket.

Arh, det kan hurtigt blive efterrationaliseringer. Måske er det slet ikke sådan, det er. Med årsagen til at jeg skriver. Men der er sikkert noget om det. Det er nok en af flere forklaringer. At skrive giver mig en særlig fornemmelse af at være mig. Og selv at have hånd i hanke med mit liv. Men omvendt vil jeg jo nødigt undvære mine nærmeste.

Men hvad jeg egentlig ville fortælle var, at jeg lige nu går og venter på, hvad min redaktør synes om min seneste bog. Han har allerede sagt, at han godt kan lide den. Efter at have læst den hurtigt. Men nu er han i gang med at læse den igen, og der er også en anden redaktør, der skal læse og sige sin mening. Og det er jo her, at det bliver for alvor interessant. For den anden redaktør behøver jo ikke være så høflig over for mig.

Jeg håber selvfølgelig, at vedkommende er helt vild med min bog. Jeg synes jo i al beskedenhed, at den er genial. Men samtidig er den voldsomt krævende. Ikke mindst fordi den lige nu er på 350 sider eller deromkring. Og det er altså A4-ark og ikke normalsider. Bliver bogen udgivet, som den er, kommer den op på 500 sider.

Og hvad handler det om? Joe, det handler om mig, der gerne vil skrive en bog om at vende min egne negative tanker til mere positive. Hvilke negative tanker? Jamen, sådan noget med ikke at føle sig noget værd. At være bange for at miste sin kæreste. At fokusere alt for meget på ens egne fejl og mangler og undervurdere sig selv helt vildt. I al beskedenhed.

Jeg synes jo, at det er vældig modigt at skrive om den slags. Jeg synes jo, at det er fedt, at jeg tør være personlig og stå frem som en “ekspert”, der ikke har styr på en skid, men kæmper hårdt for at få fat og gøre noget godt. I første omgang for sig selv. Inden man begynder at fortælle alle andre, hvordan de skal gøre for at vende minus til plus.

Men når bogen så er skrevet, og der er blevet brugt tusindvis af timer på at sidde og løbe tingene igennem igen og igen og grovslibe, finpudse og lakere, så sidder jeg bagefter og venter på dommen. Og frygter afslaget.

Men jeg burde tænke anderledes. Jeg bør være glad og taknemmelig hver dag, fordi det lykkedes mig at bestige mit indre bjerg. Og ikke være tynget af frygten for at modtage andres dom eller nedadvendte tommelfinger. For jeg har jo allerede sejret. Over mig selv. Over processen. Over angsten for at løbe tør, træt, gå i stå og mislykkes. Og hvis mit forlag ikke vil udgive bogen, så står det vel ikke i vejen for solen. Så er der andre, der vil udgive den. Eller også finder jeg nogen, der vil hjælpe mig med at gøre det til en e-bog, der kan downloades direkte fra min hjemmeside.

Jeg skal ikke frygte, at nogen synes, at min personlige historie er kedelig og lang. Det vil nogen utvivlsomt synes. Men de vil under alle omstændigheder aldrig binde an med at læse noget om personlig udvikling. Derimod skal jeg glæde mig sammen med alle dem, der lige som jeg søger med følsomheden og sårbarheden som gps ind og ud i livet. Jeg står jo gerne og hepper og klapper, når andre vover at blotte sig og være sig selv. Og jeg er sikker på, at mange vil være vildt begejstrede over, at jeg gør det samme.