Hvorfor ikke hoppe i havnen?

tirsdag 18. december

Jeg kørte til Ålsgårde for at holde møde med min redaktør i går. Vi holdt møde i seks stive timer kun afbrudt af lidt frokost, som hun lavede til os og lidt pauser undervejs, hvor jeg lige stod og varmede mig op af brændeovnen.

Vi gennemgik rettelser i manuskriptet. Lige fra den mindste kommatering til de helt store indholdsmæssige spørgsmål. Det var skide hårdt for os begge to. Og samtidig gik tiden lynhurtigt. Efter nytår skal jeg være færdig med at køre manuskriptet igennem og rette til. Det ligger her i en stor fotokopieret bunke ved siden af mig. Jeg føler ro.

Det er dejligt. Og samtidig kan jeg mærke, at jeg begynder at sige farvel til mit manuskript, fordi det er ved at flytte hjemmefra. Det er stadig ikke helt parat, men det har fundet et bofællesskab med andre mennesker, som det snart skal være sammen med. Mens jeg kaster mig over noget nyt.  Jeg er ikke længere så lidenskabeligt optaget af det, som jeg har været. Min interesse for det næste manuskript rører på sig. Jeg skal skrive en krimi færdig, som jeg gik i gang med for fem år siden, og som jeg måtte køre ind på et sidespor, fordi denne dagbog pressede sig på i køreplanen og ville forbi.

Det er mørkt udenfor. Overskyet. Vi nærmer os vintersolhverv. Årets korteste dag. Jeg har meldt mig ind i en vinterbadeklub, der hopper i havnen på selve dagen for at fejre, at lyset langsomt begynder at vende tilbage igen. At sige: “Hvorfor ikke hoppe i havnen, når alting er så gråt og trist?” får ligesom en helt anden betydning, når man er vinterbader.

Der er så meget, jeg gerne vil sige. Jeg tror lige, jeg går ud og tisser. Og jeg skal også hænge noget vasketøj op.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.