Hvorfor går så mange parforhold itu?

Et populært tv-program sendte mig forleden følgende rundspørge:

"Kom med dit bud på, hvorfor så mange par går fra hinanden. Nævn de tre hyppigste årsager i en prioriteret rækkefølge efterfulgt af en kort kommentar."

Her er, hvad jeg svarede.

1. Vi kan ikke tale sammen uden at komme op at skændes

Parrene har mistet kontakten til hinanden og siger, at de ikke kan kommunikere. Det kommunikerer sådan set fint nok, men det foregår bare på en fjendtlig måde, som dækker over år med stigende følelse af ikke at blive forstået, "set", draget omsorg for og behandlet ordentligt. Misforståelserne står i kø og accepten af den forskellighed, der er i de fleste par, kan ligge på et meget lille sted.

 

2. Min mand vil skilles/min kone vil skilles

Den ene af parterne har besluttet sig for eller er allerede flyttet for sig selv. Vedkommende "kan ikke mere" og den anden er enten vred eller tryglende eller uforstående eller alle tre ting på skift og insisterer på parterapi for at give det en sidste chance. Ofte viser det sig, at årsagen til beslutningen om seperation eller skilsmisse har spøgt længe, men er blevet udløst af en forelskelse i eller fascination af en tredie person.

 

3. Sammenbragte familier med særbørn og fællesbørn

I de seneste år er antallet af "nye" familier eksploderet. Og der er hverken hos parrene eller parterapeuterne for den sags skyld særlig stor erfaring med at leve med børn, der ikke er ens egne. Og rådgive omkring det. Og det er MEGET svært med andre-folks-børn. Og det er meget forbudt at have negative følelser omkring den andens børn. Disse familier kan have store problemer og er ikke klar over, at det tager måske 5-6 år at vænne sig til at være sådan en "ny" familie. Og helt let bliver det aldrig. Der er mange slags sammenbragte familier. Her er tre slags: a) Parret bringer hver især et eller flere børn ind i familien. b) Den ene har et eller flere børn. c) De har et fælles barn og hver deres "særbørn".