Hvorfor forsvinder mænd pludselig?

Nogle gange skal man have hjælp fra andre til at se, når man har lavet noget godt. Louise Riis har været sød at gøre mig opmærksom på, at jeg har skrevet et godt svar i min brevkasse på en kvindes spørgsmål om, hvorfor mænd nogle gange forsvinder helt uden besked og uden mulighed for at komme i kontakt med os.

“Hvorfor forsvinder mænd nogle gange uden at give lyd fra sig? Skal man konfrontere dem og bede om en forklaring, så man kan få noget closure?”

Mit svar lyder således:

Nej, jeg tror ikke, det hjælper at henvende sig til direkte til en mand, der forsvinder. Han ønsker jo ikke at blive fundet. Og finder man ham, vil han nok komme med sådan et lidt uklart la-la-svar. Presser man ham ved at skælde ham ud eller blive skarp og konfronterende, kan man måske godt få ham til at give igen og sige noget definitivt.

Mange mænd undlader at tage denne snak med kvinden, fordi han ligegyldigt, hvordan samtalen ender, selv ender med at have det skidt. Og så vil han hellere slippe for at have det skidt. Det betyder så, at han i stedet efterlader kvinden i en relativt skidt og uforløst situation. Ikke særlig gentleman-agtigt, nej, men realiteten. Mottoet er: Hellere lidt dårlig samvittighed på afstand end en åben kamp. Det kunne jo også være, at man kunne komme tilbage, hvis der ikke lige var noget andet at sætte tænderne i natten mellem fredag og lørdag.

Hvis han siger det ligeud til kvinden, græder hun, bliver hun vred, prøver hun at overtale ham til at skifte mening, bliver hun kold eller bare rigtig ked af det uden at sige noget. Ingen af disse situationer – eller andre potentielt ubehagelige situationer – ønsker manden at være i med kvinden.

Manden tænker ikke så meget over, at han sårer kvinden. Han tænker mere på selv at slippe for at få røven i klemme.

Og nej, jeg synes ikke, at man skal henvende sig til manden for at få svar. Svaret blæser jo i vinden, om man så må sige: “Du er ikke tilstrækkelig vigtig for mig, og derfor kan jeg godt lade være med at kontakte dig”.