Hvorfor falder jeg for bad boys?

Hvorfor kan man ikke falde for ham den søde fyr, der vil bære en på hænder og fødder resten af livet?

Hvorfor føler man sig tiltrukket af bad boys, der ikke behandler en særlig godt, og hvis kærlighed man må kæmpe på liv og død for at vinde?

Hvordan ændrer man sit mønster, så man kan hengive sig til en ordenlig mand, der elsker en og vil en, uden at man får myrekryb og har lyst til at spæne ud af døren?

Svaret er, at man muligvis har et problem med sin egen hengivelse og det at blive afhængig af en kærestes kærlighed. Når man elsker for alvor, bliver man nemlig afhængig og for mennesker med sår på sjælen kan det være alt for farligt. Så hellere elske noget uopnåeligt.

Og derfor får man the creeps, når nogen hengiver sig til en. Man ved egentlig godt, at det er den sunde måde at gøre det på, men fordi man vender ryggen til sit eget store behov for at give slip og glide ud i den store strøm af overgivelse og få helet sine sår, så kan man over hele hovedet ikke holde ud, at andre gør det i forhold til en selv.

I stedet vil man have en tendens til at vælge kærester, som ikke evner at hengive sig for på den måde helt omvendt-agtigt at prøve at opdrage vedkommende (og dybest set sig selv) til at finde ud af, hvad virkelig kærlighed er, og hvordan man skal reagere i selskab med den.

Forløsningen kommer ofte først, når man har fået tilstrækkeligt mange tørre tæsk og græder så meget, at man endelig flyder ud og i et med en accept af sin fortids smerte og endelig forstår og formår at tage imod varm, god og sund kærlighed. Først når man tør se, hvor dybet såret man er, kan man åbne for sin afhængighed af kærlighed. Og afhængig bliver man som sagt, når man er sammen med en, man elsker for alvor.

Mange mennesker skal igennem flere ulykkelige kærlighedsforhold, der river dem i stykker og flere tryghedsforhold, som heler dem igen, før de er parate til at elske gensidigt i et jævnbyrdigt kærlighedsforhold og for alvor og har styrken, indsigten og overskuddet til det.