Hvorfor diskuterer vi alting

En kvinde spørger:

Hvorfor skal vi altid diskutere alting? Hvorfor tager han alt, jeg siger, personligt? Jeg har jo bare brug for, at han af og til siger til mig, at han forstår mig.

Parterapeuten svarer:

Du har efter min mening en for høj forventning til at blive forstået i konfliktsituationer. Men jeg forstår dig godt. Du har ekstra brug for at blive hørt, når du fortæller om noget, der går dig på. Men her er der en udfordring. Specielt mænd har ret svært ved at høre kærestens frustration eller skuffelse som andet end et yderst fjendtligt og personligt angreb. Selv i situationer, hvor din frustration handler om andet eller andre end ham, vil han ofte føle sig angrebet og stillet til ansvar.

I stedet for at lytte tålmodigt til du er færdig og hjælpe dig med at få fortalt din historie, vil kæresten ofte bryde ind og forsvare dem, du brokker dig over. Eller forsvare sig selv og gå til modangreb, hvis han (eller hun) føler sig angrebet.

Jeg skal passe på med ikke at betone kønsforskellene for meget her, for vi er en skønsom blanding af alle mulige, sjove reaktionsmønstre, men generelt oplever jeg, at mange mænd har svært ved at rumme kærestens historie, når der luftes en stærk frustration. Han kan fx finde på at kigge andre steder hen for at ’være i’ det for ham ubehagelige, følelsesmæssige space, hun efter hans mening skaber. Hvilket kan få hende til at skrue op for charmen ved at spørge: ’Gider du ikke høre, hvad jeg siger?’

Mange par snubler over den ene misforståelse efter den anden, når vi skal tale om noget sårbart. Og krigen er i gang på en brøkdel af et sekund.

Og det er jo på sin vis skønt, at I begge er stødt ind i en kriger, der ikke vil lægge våbnet fra sig, så længe vedkommende føler sig bekriget. Det kan være sundt og udviklende at møde et værdigt modspil. Man får mulighed for at blive klogere på sig selv, mere imødekommende og hensynsfuld. Vejen går igennem nogle knubs, så i første omgang bliver man måske ikke ligefrem mere blid af udviklingen, men med tiden opdager man, at tålmodigt samarbejde er nødvendigt for at få det, man gerne vil have.

Mange par oplever, at de efter kort tid ikke helt husker, hvad deres skænderi og sammenstød handlede om. Men at der sker det samme igen og igen i diskussionerne. Årsagen er, at meningsudvekslingen ikke handler om det, man diskuterer, men om det bagvedliggende tema, som lyder sådan her: ’Jeg-har-brug for-at-du-anerkender-mig-når-jeg-fortæller-dig-at-jeg-blev-ked-af-det’. Vi har ikke brug for enighed, og det er ikke vores forskelligheder, vi slår os på. Det er mere følelsen af ikke at blive ’set’ og på den måde draget omsorg for. Vi har ikke brug for konsensus, men for at blive set som de mennesker, vi er… eller var … i situationen, der satte de stærke følelser i gang.

Hvorfor kan vi så ikke bare fortælle hinanden, at vi vil hinanden det godt, og så er den potte ude? Jo, det kan vi da godt, og det ved vi jo dybest set også, og derfor bliver vi ofte sammen. Men vi har meget svært ved at abstrahere fra at føle os angrebet, når kæresten ikke lige får formuleret sit behov for omsorg på en ordentlig måde, men igen-igen-igen siger noget, der i ens ører lyder som en blanding af ’Du-er-dum’, ’Du-skal-sige-undskyld-lige-nu’ og ’jeg-vil-bestemme-over-dig’.

Ikke så underligt, at vi ender i krig frem for at give og modtage den lydhørhed, omsorg og undskyldende krammer, vi begge så inderligt savner.

Gid kampen må fortsætte på stadig mere varme, respektfulde og omsorgsfulde måder. Og gid der aldrig findes en vinder, for vinder den ene, har begge jo tabt. Og så får ingen glæde af den livgivende heling, som god og kærlig kamp altid rummer kimen til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *