Parterapeut Martin Østergaard logo
Parterapeut Martin Østergaard logo

Hvordan ser man en kvinde

Hvordan ser man en kvinde? Altså sådan rigtigt ’ser’. Det er meget nemt. Man lader bare være med at sige noget, vender sig imod hende og ser hende i øjnene. Uden at se væk. Og man giver plads til det, der sker i situationen. Det kan være, at hun smiler. Måske kigger hun en smule vantro på dig. Du bliver bare ved at se hende ind i øjnene. Gerne med et smil.

 

Er der noget galt

Og måske spørger kvinden. Er der noget galt? Hvorfor kigger du? Bliv bare ved med at kigge. Og sig evt ganske kort. Jeg kigger på dig, fordi jeg elsker dig. Eller ’fordi du er smuk’. Det kan være, at hun ryster opgivende på hovedet, siger du er tosset og kigger væk. Men bliv ved med at kigge på hende. Se hende ind i øjnene. Også selv om hun kigger væk.

 

Få hende til at kigge væk

De fleste kvinder vil kigge tilbage efter nogle sekunder for at se, om du stadig ser på hende. Og det gør du. Og hvis øjenkontakten med hende føles akavet, intens, uvant, og du må kigge væk, så gør det kort. Og kig så på hende igen. Og bliv ved med at kigge på hende for at se, om du kan få hende til at kigge væk.

 

Nærvær der er svært at fastholde

Kigger hun væk, så bliv stadig ved med at kigge på hende. Flertallet af kvinder er vant til, at deres partner kun kigger på dem kortvarigt. Det giver dem ofte en følelse af et nærvær, der er svært at fastholde. At partneren ikke for alvor er interesseret. Men det passer jo ikke. For du elsker hende jo virkelig. Så derfor skal du blive ved at med at se på hende. For at give hende en følelse af at du ’ser’ hende. At du for alvor vil hende.

 

Det er ikke et quick fix

Denne form for opgradering af øjenkontakten kan give en dejlig følelse af nærhed, nærvær, samhørighed, forbindelse. Og den forbundethed kan tage toppen af mange problematikker. Selvfølgelig kan det ikke fixe nogle dybere konflikter, hvor man har brug for at tale om noget, der sidder i klemme. Følelse af svigt for eksempel. Men man kan komme overraskende langt ved at se en kvinde ind i øjnene.

 

Samtaler løser ikke altid problemerne

For i samtaler får I jo ikke nødvendigvis løst op for frustrationen over mange år med hverdag, følelse af gradvist øget adskillelse og væbnet våbenhvile. Man er tit på vagt i samtaler og ender ofte ikke med følelsen af at være kommet tættere på hinanden. Her kan det være livgivende for følelsen af at være på samme hold, at man dropper ordene og i stedet kigger på hinanden. Det fixer ikke problemer med et snuptag. Men det kan skabe en åbning, et håb, en forbindelse.

 

Kropskontakt kan være forgiftet

Kropskontakt kan noget af det samme. Man sukker, slapper mere af og trækker vejret dybere, når man ligger i ske eller mærker en hånd i natten. Men kropskontakt er nogle gange forgiftet af, at den med tiden kun for alvor er til stede, når man har sex. Og at kropskontakt derfor kan føles forpligtende som i nå-men-nu-skal-vi-så-ha-sex. Mange vil gerne opleve nærhed, uden at det nødvendigvis udvikler sig til sex.

 

Hvad får en mand til at føle sig ’set’

Og hvad vil mænd så gerne have? Hvordan får man en mand til at føle sig set? Tja, her er sex ofte savnet og værdsat. Men mange mænd er helst fri for sex, hvis kæresten føler sig forpligtet og ikke for alvor har lyst. Så bliver sex også no go for ham. De fleste mænd føler sig i højere grad set, hvis kæresten generelt er positiv over for ham samt roser og anerkender hans person eller handlinger.

 

Som at tale til et barn

At skulle rose eller anerkende en mand kan ofte provokere kvinder. De føler, at det er som at tale til et barn eller en hund. Dygtig dreng! Her er mange kvinder – udover de første forelskede måneder eller år – lige så tonedøve over for mænds behov, som mænd er det over for kvinders behov for fx øjenkontakt. For at blive set. Og for kvindens behov for dialog. Både dialogen om løst og fast. Men også dialogen om det, der er svært.  

 

Vi er komplekse konstruktioner

Og ja, der er også mange kvinder og mænd, der slet ikke har det, som jeg beskriver. Som måske nærmest har det omvendt. Og det er helt normalt. Vi er komplekse konstruktioner og passer ikke nødvendigvis ind i et skema formuleret af selvudnævnte eksperter. Måske passer vi til stereotyperne på nogle områder, men slet ikke på andre.

 

Et pars mønster er umuligt at bryde

Der er rigtig mange overraskende forudsigelige dynamikker mellem kvinder og mænd. Og de samme dynamikker trives lige så godt i forhold med to personer af samme køn. Kønnet er ikke det vigtige her. Det er dynamikken. Et pars mønster er stort set umuligt at bryde. Men er man bevidst om det, kan man tage højde for det og frem for alt følge op på den ravage, det kan skabe.

 

Ikke vigtigt at være perfekt kæreste

Man skal huske på, at det også var dynamikken, vi forelskede os i. Og at den bærer meget positivt med sig. Og det vigtigste i kærlighed er ikke at være den perfekte kæreste eller det perfekte kærestepar. Det vigtigste er at have en adfærd, der er nem at tilgive. Og her er det afgørende at man kan følge op på en uheldig situation, der har skabt afstand.

 

Hun sætter pris på mod og initiativ

Man behøver ikke undskylde og lave det store nummer ud af det. Man kan bare give et langt knus, når der måske lidt for længe har været for megen tavshed og afstand. Man kan også se kvinden ind i øjnene og vove at tage initiativet til at forbinde sin usikre sjæl med hendes. Det kan være, at hun ikke er helt parat. Men hun vil med garanti sætte pris på dit mod og initiativ. Selv om hun måske holder rosen for sig selv.

 

 

Hvordan ser man en kvinde? Har du eller I brug for at tale om en kærlig forbindelse, der er blevet noget slidt? Du er velkommen til en samtale, hvor det bare er dig, der kommer. Og du er også velkommen til at tage din partner med til en samtale.

Og her er et andet blog-indlæg, som også handler om kontakt og nærhed og den dynamik, der kan opstå i et samliv. Og hvordan man kan komme til at føle sig alene sammen.

Skrevet af: Martin

14. juni 2026

Måske kan du også lide….

Hvad er rigtig kærlighed

Hvad er rigtig kærlighed

Hvad er rigtig kærlighed? Kærlighed er en tålmodighedsprøve. En kæmpestor, fed tålmodighedsprøve. Som udfordrer os og...

Er jeg bange for kærlighed

Er jeg bange for kærlighed

Er jeg bange for kærlighed. ’Afraid of Love’ hed et nummer fra min ungdom med bandet Toto, der nok var bedst kendt for...