Hvor er min melankoli?

torsdag 29. november

Det er sen aften, og jeg fik lige lyst til en kop kaffe, selv om det er alt for sent at drikke kaffe, og jeg burde gå i seng, så jeg kan være frisk og udhvilet i morgen tidlig, når jeg skal op at læse mit efterskrift igennem og lave andre smårettelser på min bog, inden den bliver afleveret til redaktøren.

I dag slettede jeg 75% af det efterskrift, jeg henrevet og begejstret skrev i går. Og jeg er tilfreds. Lad os se, hvad der sker i morgen tidlig.

Skal jeg tænde stearinlyset på bordet, eller trimler jeg alligevel omkuld af træthed lige om lidt og går i seng? Hell no, jeg tænder for stearinlyset. Måske også lidt musik, ja, Christian Hjelms debut-album “Før vi blev lette”.  Det er storslået, dansk pop.

Hvor er min melankoli?

Den er her, men den fylder ikke særlig meget. Det er ikke den, der bestemmer i dag. Den ligger stille i hjørnet, har rullet sig sammen og sover. Den vågner og vil luftes et par gange eller flere i løbet af dagen, men den har hverken vist tænder eller gøet. Den har været en god hund.

Det er glæden, der har gået tur med hunden i dag. Med overskud og begejstring. Men hvorfor så glad? Fordi jeg havde et godt møde i går? Fordi jeg havde alle mine kolleger på besøg til vores månedlige supervisionsmøde i går? Fordi jeg har det godt med kærligheden? Fordi jeg har haft nogle gode rådgivninger i dag?

Glæden er nogle gange lige så uforklarlig for mig som melankolien. Jeg kan komme med nogle gode bud på, hvor de kommer fra, men jeg får aldrig for alvor fat i roden på de fandens mælkebøtter.

Jeg bliver helt vågen af at skrive. Eller er det kaffen og Hjelm? Er det, fordi jeg åbner den kreative åre og lader blodet flyde? Er jeg helt mig selv, når jeg skriver. Jeg tror det. Jeg er det også på alle mulige andre tidspunkter, men der er et helt særligt hul igennem til sjælen gennem qwerty-tastaturet, blindskriften og ordene, der dukker op, efterhånden som den blinkende cursor-streg bevæger sig mod højre.

Det er som at meditere. Alt andet træder i baggrunden, og jeg har fokus i hjertet og er fuldt opmærksom på, hvad jeg siger til mig selv. Det kommer af sig selv. Det er ikke noget, jeg skriver. Jeg tager mod diktat. Det er naturligvis mig, der dikterer, men jeg kan ikke få det til at fungere, hvis jeg prøver at bestemme, hvad der står i diktaten. Det fungerer bedst, hvis jeg kun lytter til, hvad jeg siger.

Lyder det corny? Jeg tror ikke, at ordene bliver placeret i mig ved himmelsk mellemkomst. Jeg tror, at det hele strømmer fra mig. Men det fungere kun, når jeg holder min kæft og lytter. Ikke når jeg prøver at sige noget klogt. Hvis det giver mening.

Jeg har fået en kopi af kontrakten på bogen i dag. Den skal underskrives i morgen. Bogens titel er ved et tilfælde ikke rigtig, men måske er den forkerte titel bedre end den rigtige. Den rigtige titel er “Lige nu har jeg det godt”, og den forkerte, der står i kontrakten er “Lige nu er jeg glad”.

Hvilken titel er bedst? Og hvorfor? Hvad synes du?

Jeg har indtil videre spurgt tre, og to kan bedst lide den forkerte titel.